Alle jægere husker nedlæggelsen af deres første stykke vildt af enhver art og her beretter Henning Kørvel om sin allerførste seksender

Jeg tror på, at alle jægere husker nedlæggelsen af deres første stykke vildt af enhver art. Henning Kørvel husker i hvert sin første grågås, knortegæs, regnspove og råbuk. Den første råbuk blev nedlagt med hagl i 1960-erne, men for at tælle rigtigt, skal den nedlægges med riffel, og først i 1978 nedlagde han sin første lidt større buk med kugle. Her fortæller han om oplevelsen.

Tekst og foto: Henning Kørvel

Jeg tror, at alle jægere husker deres første nedlagte eksemplar af enhver vildtart, om selve jagtoplevelsen så var hæsblæsende, sindsoprivende eller lige ud af landevejen uden nogle dikkedarer.

Jeg husker således min første krikand, nedlagt fra skydepram 25. oktober 1959, da den lettede fra sivene på indersiden af øen, Skåneholm, under Orenæs Gods.

Min far og jeg var om eftermiddagen staget ud fra vores base umiddelbart vest for Orehoved Havn med kurs mod øen, Dyrefod, der dengang var en smuk oase med krogede linde- og asketræer og en rørskov på nordsiden. I dag er øens træer ”gnavet” ned af skarver, der her ruger på jorden.

Bort set fra en lille flok hvinænder, der i ”Kærnemælkshavnen” lettede på flere hundrede meters afstand, så vi på turen til Dyrefod absolut intet andet jagtbart vildt. Nået frem til Dyrefod var der lige så dødt, idet der ikke lå ænder på stenrosset nord for øen.

Vi ventede et par timer på, at ænder ville give en kravlechance på revet eller rosset, men fordi det ikke skete, sejlede vi tilbage mod Orehoved Havn, og før vi nåede frem til Skåneholm, sagde min far, at jeg skulle sejle på øens inderside, mens han selv ville tage ydersiden. Da jeg nåede halvvejs forbi øen, lettede en krikand fra sivene. Jeg svingede haglbøssen op. Pang, og fik anden.

Det var det første skud til vildt, som jeg skød med den gamle belgiske haglbøsse med haner, som min far ved sin fars tidligere død i 1959 havde fået af sin mor.

Den skød udmærket med de røde og blå haglpatroner fra Hærens Krudtværk, men fordi der var slør i lukketøjet, brugte jeg den kun i en jagtsæson, før jeg af Svend Aage Andersen – ”Syvfinger” – købte hans Simpson med 75 centimeter løb af Krupp-stål. Den var boret ½ og 1/1 choke og havde skudt ænder i hundredvis i Guldborgsund og især ved Suderø.

Sneppehanner på kur

Jeg husker også min første grågås og mine første mørkbugede knortegæs, skudt i 1962, og jeg husker min første ”store” råbuk, skudt med kugle i Castrup Storskov i 1978. Ja, det vil sige. Jeg havde skudt en buk i 1967, men fordi den blev skudt med hagl, talte den ikke rigtigt.

Dengang havde et konsortium jagten i det meste af skoven, og jeg var medlem af konsortiet i fem år og havde ret til både jagt med haglbøsse og riffel. Tildeling af en part til bukkejagt i den første uge efter jagtstarten 16. maj foregik ved lodtrækning. Herefter havde man adgang til at skrive sig ind i en ledig afdeling.

Jeg trak afdeling nummer 8, der også hed Rådvad i den vestlige del af skoven. Det var en ret smal afdeling med gamle bøge og graner og nyplantede graner i en hegning. Langs denne var der en stor lysning, og i den sydlige ende af den var der en hochsitz, som jeg mente, stod udmærket, og de gange hvor jeg før bukkejagten prøvede at sidde i den, spottede jeg både råer og en ung buk, som ikke var afskudsbar.

Da bukkejagten endelig blev skudt i gang, havde jeg på grund af arbejde kun mulighed for at tage på bukkejagt om aftenen, men hverken den 16., 17 eller 18 skete der noget ud over, at jeg spottede et par råer.

Når her er råer, må der også findes bukke.

Det trøstede jeg mig med, da min kone og gudbarnet, Peter tog af sted 19, maj. De ville opholde sig i jagthuset og køre ture i omegnen, mens jeg var på bukkejagt.

Jeg gik op i hochsitzen ved 18.30-tiden og spottede snart et par sneppehanner, der under udsendelse af deres ”gore-gore-pit” fløj roligt ind over lysningen som en skarp kontrast til, når de kommer for haglbøssen på driv-og klapjagt, eller de jages for stående hund, og de altid skynder sig at komme om bag træer for at sikre sig imod, at der kan skydes til dem.

I afdelingens vestlige udkant fandtes resterne af et pottemagerhus, Hvem der engang har boet i det, var ukendt, men selv om afdelingen på sin vis var smal og ikke så stor, var den alligevel spændende, og i mit stille sind håbede jeg naturligvis, at den ville give mig en bukkejagtoplevelse, men fordi jagten blev drevet af et konsortium, og der ikke var regler for bukkejagten, fandt jeg det klogest at holde ambitionerne på lavt blus, så jeg ikke blev skuffet.

Hvad laver man, når man venter? Jeg studerer altid omgivelserne og mulighederne for at sætte et godt skud, og jeg vurderer altid afstande, som jeg kunne tænke mig at afgive skud på.

I otteren eller Rådvad kunne jeg godt tænke mig at kunne skyde den store buk i en lysning, hvortil skudholdet ville være godt hundrede meter. Men det forudsatte, at bukken ville komme ind i den nordfra.

Det ville ligeledes være ideelt, hvis bukken kom fra min højre side. Her var der uden for afdelingen et kørespor, og på den anden side af dette fandtes to afdelinger, ”Dyrehaven Syd og Dyrehaven Nord”, der hed 3 Nord og Syd og vidner om, at de to afdelinger engang har været stedet for godsets dyrehave (spisekammer) med antagelig dåvildt, der dog ikke længere findes i skoven.

Det gør sikavildt derimod. Men den er vanskelig at jage på fri vildtbane og kommer sjældent frem før efter den lovlige skydetids ophør. Undtagelsen fra reglen gælder dog uden for jagttiden som her i bukkejagten, hvor sikahjorte og hinder og kalvene er fredet og gerne poserer.

Ved at lægge riflen op på gelænderet simulerer jeg, hvordan det måske vil være at afgive skud i de udsete vinkler. Riflen er let at holde roligt, fordi armlænet giver støtte for albuen, og jeg stiller forstørrelsesgraden på seks gange, som jeg anser for passende. Alt er således klar til modtagelse af den formodede store buk.

Det er vindstille og lunt. I den seneste uges tid har varmen fra solen og høje temperaturer fået skovens planter og træer til at eksplodere, og om en uge vil undervegetationen være skudt op og udsynet være stærkt forringet. I dag er datoen 19. maj, og bukkejagtsæsonen er således kun tre dage gammel.

Bukken nedlagt efter manualen

Tiden snegler sig af sted. Mon de andre bukkejægere i konsortiet har de samme fornemmelser som jeg? Fordi det er lørdag i dag, og mange således har fri, er skoven fuld af bukkejægere. Ja, jeg tror faktisk, at alle mand med et par undtagelser er på jagt og i lighed med ego venter på, at en buk vil arrivere.

Klokken 20.00 sker det. Jeg ser en buk komme gående nordfra langs hegnet ovre til venstre. Den har kurs mod den lysning, som jeg udså mig som et af de steder, hvor jeg gerne ville skyde en buk, forudsat altså, at det passede den at komme.

Jeg kan se, at den er seksender med dog ikke særligt lange for- top- og bagsprosser. Den er midt i dragtskiftet, og vinterpelsen er kun skiftet ud med sommerpels på hovedet og halsen, men endnu mangler resten af kroppen den rødbrune sommerpels.

Da bukken træder ind i lysningen cirka 100 meter ude, og den snart står med bredsiden til, giver jeg aftrækkeren det lettetryk, der sender kuglen, en 11,7 grams Norma Silverblixt af sted og ser, at bukken går i jorden i knaldet. For en sikkerheds skyld repeterer jeg en ny kugle i kammeret, men den bliver der ikke brug for.

Bukken er min første seksender. Jeg vurderer dens alder til blot to år, og den burde rettelig have fået to år mere til på bagen, før den blev høstet. Men her i konsortiet gjaldt det om at skyde den, for gjorde jeg det ikke, ville den blive skudt af et andet medlem på et senere tidspunkt.

Jeg brækkede bukken op og tog – som jeg brugte dengang – hjerte og lever med til eget forbrug, og da min kone og gudbarnet, Peter, ankom cirka 20.15, lagde jeg bukken bag i bilen, og vi kørte til jagthuset.

Jeg modtog alles lykønskning med bukken, og Poul Hansen fra Næstved, der havde sit jagthorn med, blæste smukt ”Råbukkens død” for bukken, der i de fem år, hvor jeg var medlem af konsortiet blev nummer to ud af i alt 46 stykker råvildt, heriblandt to sikaer. Dertil ræv, grævling og et anseeligt antal katte.

Men fordi jeg ikke kunne jage store bukke, og regler for afskydning ikke stod i første række, forlod jeg konsortiet i 1983 for at kunne jage bukke på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg, hvor jeg havde fået lov til at gøre dette på godsejerens dengang eget jagtrevir på cirka 650 hektar. Jagten gav både mange store bukke og ditto oplevelser.

Men det er en anden historie.

Råbukken blev nedlagt efter manualen. Selv om den umiddelbart ser større ud, end den er, så var den kun to år gammel, og stængerne er derfor relativ tynde, og sprosserne korte.

Lysningen, der var et fredeligt sted, så jeg gerne en eller to råer, samt et par yngre bukke.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »