Englænderen John Boyes er blandt de elefantjægere, der mønstrer den mest bemærkelsesværdige historie, fordi han i en periode var Kikuyu-stammens konge

Tekst: Henning Kørvel

Englænderen John Boyes er blandt de elefantjægere, der mønstrer den mest bemærkelsesværdige historie, fordi han i en periode var Kikuyu-stammens konge. Han red på elefantjagtens anden bølge i Lado enklaven, men kom alligevel ud flere gange med over 1.200 pounds elfenben. Han endte sine dage på sin i Kenya.

John Boyes (1874-1951) var blandt de eventyrere, der i 1800- og 1900-tallet gjorde Afrika, men hans historie er så bemærkelsesværdig, at ingen andre historier ligner den.

Han blev født i Hull i Yorkshire i England, men fordi han blev uddannet i Tyskland, talte han livet igennem et sprog med en let tysk accent.

Da han var yngre, drog havet ham sig til sig, og i 1888 arbejdede han på en fisketrawler og derefter på en dampfærge.

Patronbæltet over skulderen gav John Boyes et lidt barsk udseende, hvilket der sikkert også var behov for på den tid. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press).

En rejse bragte ham til Brasilien, hvor han pådrog sig gul feber. Han blev sat i karantæne på et skadedyrsinficeret hospital, hvor personalet rutinemæssigt aflivede de mest alvorlige tilfælde, men før det blev Boyes tur, blev han reddet af skibskammerater, der bragte ham tilbage til skibet.

Efter at være kommet sig, sejlede han på handelsskibe i Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, og han handlede desuden for the Royal Niger Company i Vestafrika.

John Boyes står her i teltåbningen, flankeret af stødtænder. Fotoet må antages at være fra Lado Enclave, hvor han jagede elefanter i den anden bølge fra 1907-1908. (Wikipedia).

Hans første møde med det mørke kontinent var ikke ultimativt positivt, fordi han fik malaria.

Han meldte sig til tjeneste i the Royal Naval Reserve, fordi han havde intentioner om at gøre karriere i the Royal Navy.

Politisk skikkelse hos Kikuyu

I midten af 1890-erne opgav han imidlertid dette, fordi han havde pådraget sig en øjensygdom, som han mente, skyldtes gul feberangrebet i Brasilien.

Han indså, at han på grund af sygdommen ikke ville kunne erhverve ”masters licence”, og derfor ville blive tvunget til at gøre tjeneste i marinen som matros.

Fordi han ikke havde lyst til det, lagde han Neptun bag sig og så Afrika som landet, hvor han ville gøre karriere og tjene en formue.

Boyes kom til Sydafrika i 1896, og under Matabele-opstanden senere det år blev han en del af the Matabeleland Mounted Police og the Africander Corps.

Han var en af de soldater, der pågreb rebellederen, Uwini (lokalt Umwini), som blev skudt efter ordre fra general Robert Baden-Powell (1857-1941) i september 1896.

Stødtænder fra store elefanttyre, som det er rimeligt at gætte på, kan være skudt i Lado Enclave. Boyes jagede elefanter her i et par år. (Wikipedia).

Da krigen sluttede, åbnede Boyes en butik i Bulawayo, der handlede med kolonialvarer, frugt og isenkram.

Selv om han drev butikken med succes, overbeviste en ældre mand ved navn Elstop, som havde jaget sammen med Frederick Selous (1851-1917) ham om, at eventyret der ville give ham en større profit end den blandede landhandel, ventede på ham i Østafrika. Han solgte derfor sin butik og rejste til Mombasa og ankom dertil i 1898.

I starten så tingene dog ikke godt ud for Boyes. Men ved brug af en række kloge tiltag lykkedes det for ham først at ”komme inden for” og senere at skræmme Kikuyu.

Og snart spillede han en gren af Kikuyu ud med de andre, og han blev anset for den største politiske skikkelse blandt klanerne, men holdt sig ikke tilbage for at bruge magt for at styrke sin position. Blandt andet blev en oprørsk stamme, ”the Chinga” holdt nede med hård hånd.

 
”King of the Wa-Kikuyu var den første bog, John Boes udgav, og den omhandler hans tid som ”konge over Kikuyuerne. (Wikipedia)

Boyes så på sin fremgang som et kommercielt projekt snarere end et politisk, og han brugte sin indflydelse til at overbevise Kikuyuerne om det fordelagtige ved at handle med briterne, hvilket var en god vending for både Kikuyuerne og hans egne landsmænd, fordi han organiserede store karavaner, som transporterede korn til isolerede garnisoner i det indre Kenya, hvor det blev solgt med en lukrativ fortjeneste.

Nogle af karavanerne bød på dramatik. I 1911 blev en bærer således dræbt af en elefant, der kom ud fra bushen og angreb ham.

Der var naturligvis problemer i at være selvbestaltet ”konge af Kikuyu”. 

Tiden i Kikuyuland var turbulent og farlig. Stammen, der senere udviklede et ry for uddannelse og intelligens, var på det tidspunkt bedst kendt for sin uforsonlighed og hårdhed.

Anholdt, anklaget og løsladt

Hans gamle partner, Gibbons, var blevet vred på en fjern Kikuyu-stamme og blev angrebet af den. De fleste af hans bærere og en europæer ved navn Findlay blev dræbt med spyd.

De britiske myndigheder så ikke med milde øjne på eskapaden og sendte officerer af sted for at arrestere Boyes. Han gjorde det nemt for dem, fordi han fulgte frivilligt med, og optoget tilbage til Nairobi var både imponerende og latterligt, fordi 200 af hans bevæbnede mænd fulgte ham, der selv red på et mulddyr, mens vagterne var skræmte over hans bevæbnede ledsagere.

Anklagerne imod ham gik på, at han gav sig ud for at repræsentere den britiske regering, og at han førte det britiske flag uden tilladelse. Anklagerne var dog så spektakulære, at de snart blev frafaldet.

Det er svært at bedømme Boyes position på det tidspunkt. Selv gjorde han et stort nummer ud af at sige, at han var blevet anerkendt som Kikuyuernes konge, latterliggjorde nogle europæere ham, og de påstod, at mange af hans undersåtter betragtede ham som en excentrisk erhvervsdrivende.

Uanset hans præcise position i stammen synes der dog ikke at være nogen som helst tvivl om, at han i det mindste i en kort tid havde stor indflydelse på Kikuyu-anliggender.

Men det endte lige så brat, som det var begyndt, og efter hans ”regeringstid” involverede Boyes sig i forskellige eventyr, herunder elfenbensjagt i Lado enklaven, kørsel med mulddyr fra Abyssenien til Kenya og ledelse af transportvirksomheder.

Hans anden bog ”The Company of Adventures” fra 1928 handler om elefantjagt i Lado Enclave, hvor han i flere omgange skød over 1.200 pounds elfenben. (Wikipedia).

Hans handelsvirksomhed mindskede i høj grad manglen på mad for bosætterne i Kenya. I sommeren 1901 fungerede han som vagtchef i en Kalyera straffeekspedition under ledelse af kaptajn St. A. Wake.

Fangerne i ekspeditionen, der var slægtninge til Kikuyu-venner, havde overfaldet karavaner og snydt Swahili-handlende. De blev trynet, og Boyes så dig nødsaget til at skyde og dræbe en af deres førende krigere, en ung stærk mand ved navn Kasusa.

Efter at have handlet med kvæg i tysk Østafrika kastede Boyes sig over jordspekulation ved Nairobi, og han begyndte at få indflydelsesrige venner.

I 1904 tog han således på safari til Uasin Gishu-plateauet sammen med den amerikanske millionær W.N. McMillan, Charlie Bulpett og Maj G. Ringer, der var manden bag Norfolk Hotel.

Første jagt gav 1.200 pounds elfenben

Boyes var ikke den første elefantjæger med fokus på den legendariske Lado Enclave, for den første europæiske jæger der jagede her, menes at være William Buckley (1873-1948).

Boyes jagede her i elefantjagtens anden bølge fra 1907-1908. På vejen til Lado Enclave mødte Boyes Russell Bowker-Douglas og Brittlebank-brødrene.

Det var før Kong Leopolds død, som betød, at klokken faldt i slag for, at territoriet skulle overgå fra belgisk til engelsk kontrol i henhold til en traktat fra 1905.

Men da traktaten var underskrevet, og konditionerne blev kendt, mistede belgierne interessen for den region, som de ville miste, og fordi den britiske regering heller ikke var synderlig interesseret i området, gav det råderum for jægere og krybskytter, der navnlig opererede i Lado Enclave fra Koba på den britiske side af Nilen, i nogle år.

John Boyes endte sit liv i Kenya som farmer nær Nairobi, og han var både respekteret og farverig. (Wikipedia).

Den britiske repræsentant i Koba, en søn af Hannington, den myrdede biskop i Uganda, holdt orden i selve byen, men opmuntrede aktivt jægernes ekstra-territoriale aktiviteter.

En bar i Koba ved navn ”Havnelys” var byens sociale scene.

Her samledes friluftsmennesker af enhver art for at få en drink, spille kort og for at prale og fortælle historier. Det var med andre ord et godt sted for unge, og Boyes var i høj grad på omgangshøjde med stedet.

Boyes holdt til i Koba i adskillige år, men foretog lejlighedsvis rejser til Congo og Sudan for at jage elefanter.

Han samarbejdede med de største navne blandt elefantjægere på stedet: ”Karamojo Bell”, Pickering, Knowles, McQueen og Craven, men jagede hovedsagelig sammen med en mystisk skandinav ved navn Selland.

På deres første ekspedition i Lado Enclave kom Boyes og Selland ud med hver 1.200 pounds elfenben. Efterfølgende ekspeditioner gav lignende partier stødtænder.

Selland døde af ”blackwater feber”, der er en slags malaria, mens Boyes var på en rejse til England.

I den anden del af sit liv opholdt Boyes sig mest på sin farm nær Nairobi. Indtil sin død i 1951 var han en respekteret, farverig person i Kenya.

Han skrev to bøger: ”King of the Wa-Kikuyu (1912) og The Company of Adventures (1928), der overvejende handler om elefantjagt i Lado Enclave.

Boyes fødselsår er forkert angivet i flere publikationer. I et genoptryk af ”The Company of Adventures” (1998) angives hans fødselsår med J.A. Hunter og Daniel Mannix ”Tales of the African Frontier” som kilde til 1873.

Andre kilder oplyser, at han var født i 1871, men the United States Library of Congress oplyser, at det korrekte fødselsår er 1874, hvilket stemmer overens med det, som Boyes selv opgiver i ”King of the Wa-Kikuyu”.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »