Den berømte storvildtjæger Frederick Courteney Selous beskrives som en ridderlig gentleman, og blandt mange bedrifter huskes han ikke mindst for sin safari med med præsident Theodore Roosevelt

Tekst: Henning Kørvel – Fotos: ”Legends of the African Frontier”

Den berømteste jæger gennem alle tider, Frederick Courteney Selous (1851-1917), startede med at jage elefanter i Afrika, men blev international storvildtjæger. Han markedsførte sig i bøger og med sit vindende væsen. Han drak vand og røg ikke og beskrives som en ridderlig gentleman, og i 1910 var han på safari med præsident Theodore Roosevelt.

Frederick Courteney Selous (31. december 1851 – 4. januar 1917) er utvivlsomt den mest berømte jæger gennem tiden, og han er stadig i frisk erindring, fordi et vildtreservat i Tanzania bærer hans efternavn (der udtales Sell-ooo), og en statue af ham står på Naturhistorisk Museum i London.

Frederick Courteney Selous på jagt i Afrika. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

I 1867, da Selous var 15 år gammel, overlevede han en tragisk ulykke i Regent’s Park Ornamental Water i London, der om vinteren blev brugt til skøjteløb og anden vintersport.

Parkansatte havde skåret et hul i isen for at skaffe åbent vand til svømmefugle, men sprækkerne bredte sig, og nogle hundrede skøjteløbere faldt i det kolde vand.

Parken blev forvandlet til en mareridtsagtig scene af skrigende børn og forældre.

Selous reddede sig op på en isflage, som han sejlede ind til søbredden på. Mange voksne udviste mindre initiativ og druknede, og det tog uger at bjerge ligene.

Det officielle tal af druknede var 49, men mange flere havde fået ar på sjælen for altid.

Med 400 GBP på lommen ankom han i 1871 til Afrika. Han var da 19 år gammel og havde studeret medicin i Schweiz og Tyskland, og inspireret af Gordon Cumming og Baldwins arbejder havde han fået lyst til at søge eventyret på ”det sorte kontinent”.

Hans heste forsvandt for ham

Han ankom til Afrika 28. oktober 1871, og fordi han havde besluttet sig for at ville fokusere på verdensdelens legendariske storvildt, var det smerteligt for ham at få stjålet sin favoritriffel, en dobbeltløbet Reilly bagladeriffel, og han havde kun et par ukurante rifler tilbage.

Efter at have købt en hest for otte GBP tog han ud fra the Orange River ledsaget af en ung minearbejder, Arthur Laing og en entreprenør ved navn Crossley, som havde et alkoholproblem.

De tre mænd købte og solgte kvæg geder og får langs the Orange River og Vaal Rivers og vendte tilbage til Kimberley hovedstaden i diamantdistriktet tidligt i marts og delte fortjenesten på 145 GBP. Og fordi Selous vidste, hvad han ville, nemlig på jagt, anskaffede han sig nu vogne, okser, en Snider-carabin og en Enfield musket.

I slutningen af april 1872 tog Selous af sted på sin første længevarende jagtekspedition sammen med to venner, George Dorehill og T.V. Sadlier. Dorehill medbragte en Martini-Henry riffel og Sadlier en Enfield.

Han løb ind i startvanskeligheder. Således forsvandt alle hans heste en nat, og det tog 14 dage at få dem indfanget.

Han begyndte dog at tilegne sig viden om stalking og skydevåben, og på rejsen lykkedes det for ham at købe to eminente glatløbede percussions elefantrifler til enorme blykugler, der vejede et kvart pound (113 gram) stykket.

I 1881 udgav han bogen ”A Hunter’s Wanderings in Africa”, og i slutningen af 1872 mødtes han med Bechuana-kongen, Khama, og kort efter traf han den store Boer-elefantjæger, Jan Viljoen.

Få dage herefter mødte han Lobengula, der var Matabelefolkets konge.

Seleous var kommet til Bulawayo, Lobengula’s hovedstad, for at få tilladelse til at jage elefanter i Matabeleland. Selous skød 87 elefanter her, og kongen og Selous blev gode venner.

Selous tilbragte de næste årtier i Sydafrika med bemærkelsesværdig succes. Han drev jagt sammen med forskellige venner og partnere. Og på en ekspedition med George Wood skød han og Selous 92 elefanter.

Afskydningstal som dette blev dog overgået få år senere af Neumann og ”Karamojo Bell”, der havde den fordel, at de havde røgsvage magasinrifler, hvor Selous skød med sortkrudts Boerrifler og andre sortkrudtsvåben, og der er ingen tvivl om, at hvis Selous fra starten havde haft røgsvage rifler med moderne ammunition, så havde han skudt mange flere elefanter.

Rekordhorn af hvidt næsehorn, som Frederick Selous nedlagde i Mashonaland i 1888. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

Fra sidst i 1870-erne og hele 1880-erne jagede Selous over hele det sydlige Afrika fra Matabeleland og ned til Portugesisk Østafrika.

Når uheldet var ude efter ham, var han utrolig heldig og slap således uskadt fra, at en hest trådte på ham, og en elefant i 1878 trampede på ham. Han slap fra oplevelserne med rifler og blå mærker. Også da George Dorehill kom til at lægge sin tændte pibe i et karton sortkrudt, som Selous ladede sin riffel med, og hans ene øje og ansigtet blev forbrændt, reddede han i kraft af en hurtig indsats synet.

Drak kun vand og røg ikke

Selous talte sig selv ned, fordi han betegnede sig selv som en middelmådig riffelskytte.

Hans store succes og renommé formedes af hans jagtlige evner, og han blev promoveret gennem sine bøger. Han besad en stor del af det, der i dag kaldes for lederskabskvaliteter, og hans stille og blide styrke blev beundret og respekteret af alle, der kendte ham.

Adrian Darter, der i 1890 mødte Selous, beskrev ham i sin bog ”Pioneers of Mashonaland” som tynd og senet. Men det er forkert. Han var nemlig muskuløs med kraftige ben. Han var fem fod og ni inch. høj med blå øjne og trimmet skæg. Hans stemme var musisk og charmerende, og kun de der mødte ham, og kiggede ham i øjnene, forstod den skønhed, som han udstrålede. Han var yderst beskeden, drak kun vand, var ikke-ryger, og en ridderlig gentleman.

I 1890 var Selous udset til at skulle guide fire nybyggere til Mashonaland.

Distriktet var domineret af Matabelestammen, som kort forinden havde angrebet Shonabyer og ”kraals” for at få kvæg og kvinder ud, fordi de anså distriktet som en slags militært træningsområde. Og det var en udbredt opfattelse, at kong Lobengula ikke ville tolerere en europæisk ekspedition i hans private distrikt.

Efter råd fra Rhodes og Frank Johnson, den unge kommandant over den såkaldte Pioneer Column, skulle Selous lægge vejen forbi Mashonaland, uden at briterne kom ind i Matabeleterritoriet, men de skulle dog konstant være klar til indsats, hvis det blev nødvendigt.

Lobengula var dog fuldt ud bevidst om konsekvensen af en ”krig” med briterne, for hans Zulu-fætre havde 11 år tidligere lært lektien, og Lobengula havde derfor ingen intentioner om at rage uklar med briterne. Selv om Lobengula havde problemer med at holde sine unge krigeriske krigere i ro, så lod han Seleous aflægge visit i Mashonaland i fred.

Men tre år senere gjorde briterne en ende på Lobengulas regime.

En lang stribe grænseepisoder med Matabelestammen provokerede Rhodes, og Lobengula blev sat fra sin trone, og briterne overtog hele Matabeleland. Selous tjente igen briterne som spejder og guide og blev såret. Han rekonvalescerede i England i 1894, hvor han giftede sig med Marie Maddy.

I stedet for at vende tilbage til Afrika havde han fået interesse for international jagt, og han lagde i 1894 ud i Asia Minor for det følgende år at jage caribou og elg i Nordamerika.

I 1896 vendte han tilbage til Afrika for at kæmpe på britisk side under Matabele-oprøret. I 1900 returnerede han til Canada, og i Newfoundland skød han en rekord caribou.

Frederick Selous ses her med sine tropper i Matabeleland i 1890. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

 

Safari med præsident Roosevelt

Sideløbende med at gå på jagt var han blevet en succesrig forfatter, der i 1881 havde udgivet ”A Hunter’s Wanderings in Africa”, og i 1893 fulgte ”Travel and Adventure in South-East Africa” og ”Sunshine and Storm in Rhodesia” i 1896. 

Andre bøger som ”African Nature” og ”Reminiscences” blev udgivet i 1908. Mange artikler i aviser og tidsskrifter fulgte bøgerne, og i 1894 udgav han ”Big Game Shooting”.

I 1890 skød Selous med en .450 Metford Express riffel til storvildtjagt, men i 1898 skiftede han til .303 Holland & Holland magasinriffel, og i 1904 blev den så skiftet ud med .375 Holland & Holland.

I 1906 rejste han igen til Canada, og i Yukon skød han seks caribou, der næsten alle var i rekordklasse.

Han jagede også elg og ulv.

I 1909 besøgte han igen Afrika, og i 1910 jagede han sammen med præsident Theodore Roosevelt (1858-1919) på dennes mega safari i Sudan.

Wapiti nedlagt af Frederick Selous. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

På trods af en enestående kondition begyndte Selous at få helbredsproblemer, og han gennemgik en alvorlig operation i 1911.

Han kom sig godt og returnerede til Østafrika for at jage på Mount Kenya og langs Uaso Nyiro River, og på the McMillan ranch i vinteren 1911-1912.

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, meldte Selous på trods af sin alder sig frivilligt til tjeneste. Han havde stadig en fin kondition og gjorde en bedre figur i East Africa-kampagnen end mange yngre mænd.

Frederick Selous (til højre) ses her sammen med Theodore Roosevelt, da de to jagede sammen i Afrika i 1910. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

Han gjorde tjeneste som efterretningsofficer imod the German East African Army, og han fik en orden.

Hans søn, Freddy, der gjorde tjeneste i the Royal Flying Corps, blev dræbt i Frankrig i 1918, men Selous oplevede ikke sorgen over dette, fordi han blev skudt under udspejdning af tyske tropper i 1917.

Han var på det tidspunkt 65 år gammel, og havde oplevet mere end tusinder af mænd, som blev 25-30 år ældre. 

Frederick Selous betegnede sig selv som en middelmådig skytte og mente, at det var hans jagtlige evner og bøger, der gjorde ham berømt som jæger. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008). 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »