Rimtåge var med til at gøre starten svær, da Henning Kørvel og hans spanske venner jagede pyrenæisk gemse, som er kendt for der gule “slips” på halsen 

Der skulle ydes en fysisk præstation ud over normalen for bjergjagt, da Henning Kørvel og hans spanske jagtvenner jagede pyrenæisk gemse, kendt for den gule stribe – slipset – på halsen i Pre-Pyrenæerne i Catalonien. Rimtåge og bjergvandrede gjorde starten svær, men i de følgende to dage nedlagde de tre venner hvert et smukt eksemplar af den pyrenæiske elegantier.

Tekst og foto: Henning Kørvel

Da vi klokken 14.50 er færdige med la comida, dagens hovedmåltid 1.937 meter over havets overflade i Pre-Pyrenæerne (Catalanske Bjerge) i Catalonien, der støder op til Pyrenæerne, forklarer Josef, outfitter og jagtagent fra Berga, som er nærmeste by, at han agter at føre ego og Rafael Jr. til en højtbeliggende græsslette, hvor erfaringen tilsiger ham, at Rupicapra r. pyrenaica har hang til at fouragere om aftenen, når vejret er godt.

Og mens temperaturen aftager i takt med, at dagen går på hæld, forlader vi med et ”bueno suerte” (knæk og bræk), Rafael Senior og outfitter Gerald, som på denne – vores anden jagtdags aften 18. november – skal se efter gemsebuk et sted i modsatte retning af, hvor Pepe agter at føre ego og Rafa’ Jr. hen.

Først fører Josef os hen til en klippeafsats, hvorfra der er et frit fald på mellem cirka 100 og 250 meter lodret ned.

Han byder os at sætte os ned på et par klippeknolde, mens han stående få millimeter fra bjergkanten tager et vue over, hvad der rører sig.

Jeg mærker et sug i maven og kan forsikre om, at jeg aldrig kunne drømme om at gøre ham det efter, men foretrækker at opholde mig et par meter fra ”afgrundens rand”, således at jeg – hvis jeg skulle miste fodfæstet og falde pladask om – i det mindste ikke ryger ud over kanten.

Men Josef, der er født klos op af Pre-Pyrenæerne, og har bjergene og føring af jægere på gemsejagt som passion, agerer helt anderledes. Han færdes nemlig omtrent lige så virtuost på de yderste marginaler som gemser.


Henning Kørvel ses her med sin pyrenæiske gemsebuk, nedlagt oppe på ”taget” i det sidste dagslys. Josef (til venstre) og Rafael Junior i midten.

 

Den psykologiske faktor

Umiddelbart lader ingen gemser sig skue, men som på kommando træder en gemse fra den tætte træbevoksning, som både Pre-Pyrenæerne og selve Pyrenæerne er berømt for, ud på en klippeknold cirka 190 meter borte, og da Josef har set den an, hvisker han, at hornene kun er én finger over ørerne, og bukken således er ung, hvilket vil sige maksimum fem år og derfor ikke er afskudsbar.

Hvis det i dag derimod havde været sidste udkald, og jagtheldet var udeblevet, så ville han have accepteret, at den blev skudt, men ikke på dette her tidspunkt, hvor vi stadig har to en halv jagtdag tilbage, før vi fredag 21. november vil køre til Guadalajara for om lørdagen at deltage i en eksklusiv privat monteria på vildsvin på fri vildtbane.

Mens vi betragter gemsebukken, der i den mørkebrune vinterdragt, garneret med gult ”slips”, er et smukt skue, får den på en klippeknold oven over selskab af en ged med to store kid.

Trioen er åbenbart på gennemrejse, for dyrene forsvinder snart bag klipperne, og er straks ude af øjesyn.

Josef giver tegn til, at vi skal fortsætte, og vi følger nu en sti et par hundrede meter nede af bjergskråningen.

Da vi har trasket af sted i nogen tid, gør han holdt. På et fladt græsdækket areal mellem klippeafsatsen og tæt bjergskov på vores højre side spotter han to stykker kronvildt, begge hinder. Men selv om vi fortsætter fremrykningen uden støj, så føler dyrene sig åbenbart ikke trygge ved situationen og forsvinder ind i den tætte bjergskov, domineret af fyr, bøg og eg.

En gemsebuk med et horn gik ind på nethinden. Gemsen kan have mistet det ene horn i kamp med andre bukke, eller det kan være knækket ved et fald.

Under den videre fremrykning gør vi med jævne mellemrum holdt for at bruge vores håndkikkerter, og da vi kommer frem til en ny klippeafsats, træder Josef ud til kanten og gør tegn til, at der står en afskudsbar gemsebuk neden for.

Jeg træder derfor op på siden af ham, men af gemsen kan jeg kun se hoved, hals og det halve af brystpartiet. Resten er gemt bag buske. Han siger, at jeg skal skyde, fordi hornene er tre fingre over ørerne, og altså et godt trofæ.

Skudvinklen er 60-65 grader nedefter, og der skal holdes lavt, højest fem centimeter oppe fra kanten af bughulen, men da jeg ikke kan se sigtepunktet, placerer jeg sædvanen tro trådkorset i sigtekikkerten i kanten af den del af brystpartiet, jeg kan se, og slipper kuglen, men ved instinktivt straks, at skuddet er en forbier.

Rafael Jr. (forrest) og Gerald har fået øje på en gemsebuk og nærlæser den med kikkerterne.

– Du skød to centimeter over, udbryder Pepe, og jeg indrømmer blankt, at jeg lod mig lede af den psykologiske faktor ved at sigte på det synlige punkt af brysthulen, hvor jeg burde have placeret skuddet fem-otte centimeter længere nede, hvor jeg imidlertid ikke var i stand til at se målområdet.

Josef griner smørret.

– Det er ikke første gang, at jeg har set en rutineret riffeljæger skyde forbi i uvante skudvinkler, og det bliver heller ikke sidste gang, fastslår han overbevisende, før vi fortsætter ad stien, der gennemskæres af enkelte bække, som stadigvæk leder overfladevand nedefter, selv om jorden heroppe på ”taget” er stivfrossen.

Klokken godt 16.00 når vi frem til græssletten, der omgives af bjergskov og klipper. Sletten er indhegnet, og her går nogle heste.

En gemsebuk er her også. Rafael Jr., der medfører sin lille etårige ruhårede gravhund, Olli, opdager den først. Bukken esser nær en stor klippeblok i slettens højre hjørne cirka 120 meter borte. Skydestokken bringes i stilling, men før riflen lægges på plads, sætter bukken sig foran klippeblokken for at tygge drøv.

 

Fem kvarters venten

Josef mener, at jeg skal skyde bukken, mens den sidder, men det vægrer jeg mig ved, fordi jeg ikke kan se nok af bladområdet i sigtekikkerten til, at jeg føler mig tryg ved skuddet.

Jeg gør derfor gældende, at jeg foretrækker at vente, indtil bukken har tygget færdig og rejser sig for at genoptage essingen.

Men bukken har ikke travlt, og da den har siddet og tygget drøv i cirka en time, vil Josef prøve at påkalde sig dens opmærksomhed og byder mig at være klar til at skyde, når bukken rejser sig.

Han finder et par store sten, som han slår mod hinanden for at lave støj, men det eneste der sker, er, at bukken en enkelt gang ser i den retning, lyden kommer for dernæst at gumle videre.

Vi bliver altså nødt til at vente, indtil bukken selv føler trang til at rejse sig, men den begynder først at røre på sig efter yderligere et kvarters venten.

Rafael Jr. tænder for videoen, der er zoomet ind på bukken, og jeg har den i sigtekikkerten, da den rejser sig for at tage et par skridt i retning bort fra os, før den vender om med hovedet mod højre og stiller sig med bredsiden til.

Skuddet faldet i det sidste dagslys præcist 17.20, og efterfølges af, at Rafael Jr. og Josef klapper mig på skulderen og ønsker tillykke med bukken, der forendt ruller ned fra forhøjningen ved klippeblokken og lander på græssletten, hvor hestene galopperer forbi som en slags æresgestus. Unægtelig et spektakulært skue.

Næste dag mødes vi allerede klokken 5.45 til en kop kaffe på baren i landsbyen. Josef forklarer, at fordi der i dag jages harer med hunde i den del af reviret på 4.000 hektar, hvor jeg i aftes skød min gemsebuk, skal vi i dag jage et andet sted, hvor terrænet er ekstremt stejlt.

Og det skal jeg hilse at sige, holder stik. Med jævne mellemrum gør vi derfor holdt for at lade op til fortsat opstigning, der får sveden til at springe frem overalt på kroppen.

Selv om her er nok så stejlt, så færdes kødkvæg her ubesværet, og det er østrigsk Grauviegh, der er gearet til at afgræsse et så uvejsomt sted som dette, hvor der ellers kun færdes gemser, kvægholdere og jægere.

Tjur findes her også, forklarer Gerald, men det er sjældent, at nogen ser dem. Mere almindeligt er det, at tjurer høres lette uden for synsvidde, og jægere støder på deres efterladenskaber.

Gerald i det storslåede landskab. Gemser har her alle hånde muligheder for at skjule sig i bjergskoven og behøver ikke at gå ud i åbent terræn for at æde, hvile eller sole sig.

I dele af Pyrenæerne over 1.800 meter over havet findes desuden fjeldrype (Lagopus muta). Josef, der færdes her dagligt, får den af og til ind på nethinden.

Og i en nærmest uhyggelig stejl bjergsektion findes en bestand af vildgeder, der stammer fra et nedlagt landbrug, og de har levet her i mindst 50 år, men de er formentlig søgt op på ”taget” for at blive fri for at blive jaget med at hunde på henholdsvis vildsvine- og harejagt.

Omsider når vi op til et plateau. Herfra er udsynet eminent. Planen er, at Rafael Jr. og Josef skal fortsætte til et andet plateau over en kilometer borte, mens Rafael Senior, Gerald og ego skal blive her.

Da solen begynder at få fat, står det klart, at det bliver en varmere dag end i går, hvor det var relativ koldt. Cirka en halv time, efter Rafael Jr. og Pepe har forladt os, spotter Gerald en gemse på bjergskråningen 500-600 meter borte.

Det er en buk, og kort efter kommer endnu en buk på banen. Den sidste har horn, der er tre fingre over ørerne. Gerald mener, at vi skal gå over til et andet plateau, hvorfra Rafael Senior vil kunne skyde den, hvis den vel at mærke stadig står der, når vi når frem.

Den lader sig imidlertid ikke skue, da vi ankommer, men da solen til gengæld har fået godt fat, kan vi tage både jakke og sweaters af og sidde i skjorteærmer.

Rafael Jr. med sin gemsebuk, som han fik, da det varme vejr indfandt sig i Katalanske Bjerge.

Cirka en halv time, efter vi har entret plateauet, går lyden af løbende dyr ind på trommehinderne. Med skærpede sanser holder Rafael og Gerald udkig, men da dyrene – to bukke – åbenbarer sig uden for bjergskoven tæt på plateauet, hvor vi sidder, får de straks øje på os og suser tilbage i den retning, de kom fra.

Så stilhed. Men 11.30 splintres den af et skud, og på walkien får Gerald snart at vide, at Rafael Jr. har skudt en god buk, som er faldet ned på modsatte side af bjerget.

Josef forklarer Gerald, at vi blot skal vente på, at han og Rafael Jr. kommer op til os. Efter nogen tid får vi øje på dem i en lysning, hvor der tages fotos, og capen skæres af den nedlagte buk.

Resten af kroppen efterlades til vildsvin og gribbe. Pepe forklarede det i går sådan, efter at jeg havde skudt gemsebuk, at da en gemse jo er en gedeart, er kødet fra bukke uspiseligt i brunsttiden. Men det skal dog med, at til trods for, at vores jagt finder sted i brunsttiden, så iagttog vi ikke brunstaktiviteter overhovedet, ligesom vi kun spottede tre-fire geder, men til gengæld syv-otte gange flere bukke, der i brunsten udvikler en kirtel bagved hornene med et ildelugtende sekret, som kun eksisterer i brunsttiden.

Da Rafael Jr. og Pepe omsider dukker op, og vi har ønsket tillykke med gemsebukken, begynder vi at gå ned, og det er hårdere end at stige op, fordi man skal træde på bremsen og tæerne under nedstigningen presses frem i støvlenæserne og giver ømhed.

Vi når ned til bilerne ved godt 15-tiden, og Pepes plan er, at vi skal køre tilbage til terrænet fra i går, fordi vi i mandags spottede en god buk her, som det kunne være rart, at Rafael Senior kunne skyde. Da vi når frem, møder vi en harejæger, der jager med et kobbel hvide franske hunde og er ”høj”, fordi han har skudt en hare.

Josef, Rafael Senior og Rafael Jr. indleder kort efter opstigningen til det sted, hvor de skal jage, mens Gerald og jeg skal se efter gemsebuk et andet sted, hvor der også står en stor buk.

Vi ser den imidlertid ikke, men får derimod øje på en god buk ovre på den modsatte side af dalen cirka 450 meter borte.

Men både på grund af den lange afstand, og fordi, solen er gået ned, og det er blevet dunkelt, afstår jeg fra at følge Geralds opfordring til at skyde.

Kort efter – 17,25 – når et skud frem til trommehinderne, og på walkien får Gerald af Josef at vide, at Rafael Senior har skudt en god buk, men det bliver helt mørkt, før de endelig når frem til os, og vi kan ønske Rafael tillykke med bukken, der skønnes til 12-13 år, og blev skudt på godt 200 meters afstand.

Jagt, der kræver kondi

Ifølge et gammelt ordspil er alting godt, når enden er god. Men jagtstarten mandag 17. november efter ankomsten hertil dagen forinden, hvor vi installerede os i et fremragende lejet hus med moderne bekvemmeligheder til blot 70 euro pr. dag, var dog mindre vellykket.

Vi spottede ganske vist totalt set 17 gemser den dag, men problemet var, at rimtågen bredte sit hvide tæppe ud over bjergene og tog udsynet. Forbandet koldt var det også.

Lige så problematisk var det, at omtrent samtlige afskudsbare gemsebukke, vi spottede, var ude på uhyrlige afstande. Da vi – Pepe, Rafael Jr. og ego – omsider fik en god buk, der var sammen med en ged og et kid, for riflen på en afstand af cirka 200 meter, blev den sekunder før, jeg skulle afgive skud, skræmt bort af støjende bjergvandrere, som vi ellers troet, vi havde undgået ved – efter forudgående anbefaling fra Josef – at have valgt at indlede jagten om mandagen i stedet for søndagen.

Om søndagen er det nemlig stensikkert, at både bjergvandrere og ditto klatrere er ude i bjergene, men vi måtte imidlertid acceptere, at de også var det om mandagen og for den sags skyld om tirsdagen, hvor bjergvandrere også kostede en oplagt skudchance få sekunder, før jeg om formiddagen skulle have afgivet skud.

Selv om man i situationen fristes til at ønske bjergvandrere og ditto klatrere derhen, hvor pebret gror, så er princippet her imidlertid det samme som i Skotland, at folk året igennem har adgang til at færdes i også private bjergområder i ubegrænset omfang, når som helst lysten melder sig.

Rafael senior og Josef med Rafaels gemsebuk, der blev nedlagt i dagens sidste lys.

Forud for gemsejagten i Pyrenæerne havde jeg gennem 34 år jaget i adskillige andre bjerge rundt om i Spanien cirka 150 gange, og jeg har for eksempel skudt otte stenbukke.

Jeg har herudover jaget hjorte, hinder og kalve samt bukke i Skotland en halv snes gange, ligesom jeg tre gange har jaget ren på fjeldet i Norge, og i ét tilfælde båret cirka 45 kg renkød ned på ryggen.

Uden overdrivelse vil jeg derfor betegne mig selv som habil bjergjæger med en brugbar sum af gode erfaringer i bagagen.

Alligevel vedgår jeg gerne, at selv om jeg i den enkelte jagtsituation i Spanien, Skotland, Norge og Grønland er blevet udfordret rent fysisk, så er al den bjergjagt, som jeg tidligere har fået ind på opleveren, barnemad sammenlignet med de fysiske udfordringer, som gemsejagten i Pre-Pyrenæerne bød mine spanske venner og ego på.

Jeg takker derfor skæbnen for, at jeg for nu 23 år siden kvittede tobakken og har en god kondi, der sætter mig i stand til at udleve mine jagtdrømme.

Hvis du, der læser dette, skulle få lyst til at udfordre pyrenæisk gemsebuk, men synes, at jagten i det skotske højland er for hård kost, så overvej intentionen om gemsejagt endnu en gang, for jeg overdriver ikke, at den i enhver henseende er om endnu mere fysisk udfordrende, til tider også direkte livsfarlig, og kræver en kondi, der er i absolut top.

Uden en sådan vil hverken gemsejagten eller totaloplevelsen indfri dine drømme, men derimod blive til det sure show, som jeg føler mig overbevist om, at enhver jæger helst vil være foruden.

Fakta om jagten

Revir: Pre-Pyrenæerne (Catalanske Bjerge) nord for byen Berga, Catalonien

Tidspunkt: 17.-20. november

Jagttid for gemser i Catalonien: 15. oktober – 31. januar og 15. marts – 15. maj (sidstnævnte jagttid er ny)

Jagtorganisering: Lokal jagtlejer og outfitter

Våben: .270 Winchester

Kugle: Superperformance 130 grain

Sigtekikkert: Zeiss 2,5-10×50

Håndkikkert: Zeiss Victory 10×56

Skudhold: 146 meter

Gemsebestand: Stor

Øvrige klovbærende vildtarter i Pre-Pyrenæerne: Kronvildt, råvildt og vildsvin

Huset ude i bjergede, som vi boede i under vores fem dage lange ophold, var et fortrinligt logi til kun 70 euro pr. dag medregnet forbrug af elektricitet og vand.


Close-up af Henning Kørvels gemsebuk.

Fakta om pyrenæisk gemse

Pyrenæisk gemse (Rupicapra r. pyrenaica) er den ene af 10 geografiske gemsesearter, og den findes i Pyrenæerne og Pre-Pyrenæerne, og IUCN estimerer bestanden til cirka 35.000, hvor den i 2002 talte 25.000.

Den var dog næsten udryddet i 1940-erne på grund af dens fine skind, der bruges som vaskeskind, men takket være fredning og hensigtsmæssig forvaltning er bestanden steget til dens nuværende niveau.

Pyrenæisk gemse bærer rød sommerdragt og rødbrun vinterdragt. Karakteristisk for pyrenæisk gemse er den gule stribe på halsen, der kaldes for slipset.

Gemser har en kropslængde på 90-130 centimeter, måler 70-85 centimeter over skulderen og vejer alt efter køn og alder 20-50 kg.

Begge køn bærer horn, og de kan blive op til 20 centimeter lange. Gemser lever i bjergområder i op til 3.000 meters højde, og føden består af skud på træer, lav og græs.

Otte år betragtes som et gennemsnit for gode trofæbukke. Efter CIC’ opmålingsregler kræves for pyrenæisk gemse 95 point til guldmedalje, 90 point til sølvmedalje og 85 point til bronzemedalje. Den nuværende rekord for pyrenæisk gemse på 113,58 point er fra 1999, og den er skudt i Alto Pallarsaran Nationalreservat af Jordi Boix, Catalonien, mens de længste horn fra et hundyr scorer 99,95 point.

LÆS MERE OM GEMSEJAGT I SPANIEN: DEN BOOSTEDE JAGTHELDET 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »