Arthur H. Neumann var den mest succesrige elefantjæger i Britisk Østafrika, men hans liv var nær endt, da han blev overfaldet af en vred elefant

Tekst: Henning Kørvel. Fotos: ”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008

Arthur H. Neumann var den mest succesrige elefantjæger i Britisk Østafrika, der skød elefanter i hundredvis, men hans liv var nær endt, da han blev overfaldet af en vred elefantko, der kvæstede ham med sine stødtænder. Han returnerede til England, da regeringen først i år 1900 begrænsede elefantjagt, og han begik angiveligt selvmord med sin elefantriffel 29. maj 1907.

Arthur H. Neumann (12. juni 1850 – 29. maj 1907) var søn af en engelsk sognepræst, og var en af de mest succesrige professionelle elefantjægere i Østafrika.

I en alder af 18 år kom han til Natal i 1868 og fik arbejde på en kaffefarm nær Verulam, og sammen med broren, Charles, dyrkede han tobak.

Senere handlede han med ”the Swazis”, og i 1879 deltog han i Zulu-krigen som først medlem af en indfødt styrke og senere som oversætter for the Swaziland Police.

I 1880 slog Neumann sig ned på brorens farm near Maritzburg, og i en årrække drev han dels jagt og dels handlede i den region, hvor Kruger National Park findes.

Til trods for, at han i mange år gik på jagt i Transvaal, skød han ikke elefant, før han i 1880-erne tog til Kenya, fordi elefant i mange år ikke havde fandtes i Sydafrika.

Han tog til Mombasa for at undersøge mulighederne for at blive elefantjæger, men afstod fra det, fordi han syntes ikke, at han havde penge til at gøre det på den rigtige måde.

Arthur H. Neumann i sine velmagtsdage, da han skød elefanter i hundredvis i Østafrika: (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

I 1890 tog Neumann job hos IBEA (Imperial British East African Company) og førte tilsyn med anlæggelse af en vej fra kysten til Machakos. Hans overordnede var Frederick Lugard, der var lånt ud af hæren til anlæggelse af vejen. Lugard, som kort efter blev udråbt som victoriansk helt og døde i 1945 som Baron Lugard, brød sig ikke om Neumann.

I sin journal betegnede han ham som langsom, stædig og upraktisk. Han havde fået ordre til at anlægge vejen så lige som muligt af hensyn til telegraflinjen, men i stedet for gjorde Neumann den unødig lang, fordi han lod den følge landskabets karakter med kurver og sving.

Set fra Neumann side var vejen perfekt, men Lugard var af den opfattelse, at vejen som et offentligt anlægsprojekt var ubrugelig, og han sendte Neumann tilbage til IBEA’s hovedkvarter med anbefaling af, at han blev replaceret.

Europæere med kompetencer på forskellige områder var en mangelvare, og George Mackenzie, der var direktør i IBEA og kunne lide Neumann, overførte ham til et undersøgelsesteam, som blev sendt til Lake Victoria.

Teamet blev ledet af Eric Smith, og Mackenzie mente, at Neumann ville kunne fungere bedre her, fordi teamet bestod af mere erfarne mænd end ved vejprojektet.

Teamet forlod Mombasa i december 1890. Undersøgelserne forløb planmæssigt, men tiden var ensformig uden store overraskelser.

Da det 92 mand store team var på vej tilbage til kysten, og de overnattede i Loita, blev de overfaldet af Masaier. 38 mænd blev dræbt, og under sin flugt blev Neumann ramt af et spyd på armen, men skaden var ikke alvorlig, og så snart det reducerede team ankom til Mombasa, accepterede Neumann en dommerstilling i Zululand.

Stødtænderne blev samlet i stabler som denne, når Arthur H. Neumann jagede elefanter med sine primitive rifler. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

Elefanter i massevis

Han havde imidlertid stadig planer om at rejse kapital nok til, at han kunne returnere til Østafrika for at drive elefantjagt. I december 1893 var han tilbage i Mombasa for at organisere en safari med 50 bærere, bevæbnet med Snider-rifler. Neumanns egne rifler var en .577 dobbeltriffel, .450 singleriffel, der begge var Gibbs. Han havde desuden en .250 ”rock” riffel, en Martini-Henry riffel og en haglbøsse.

Martini-Henryriflen, som var en relikt fra Zulukrigen, blev brugt til affangning af anskudte elefanter for at gøre jagten økonomisk rentabel, fordi den var billigere i brug end hans større rifler.

Neumanns oprindelige plan var, at han ville jage ved Mount Kenya. Men inden han tog af sted, mødte han tidligt i 1894 amerikaneren William Astor Chanler, som gav ham nogle gode råd. Chanler var netop ankommet til kysten efter en halv succesrig safari, hvor han haft problemer med bærere, og hans folk havde skudt en bærer, der prøvede at desertere. Oven i gode råd gav Chanler ham også en hund ved navn Frolic. Det var en brav, tapper og loyal hund, men Neumann mistede den på sin anden safari, hvor den blev dræbt af en bavian.

Kort efter mødet med Chanler indledte Neumann sin safari, og i februar 1894 skød han sin første elefant. Og i juli sendte han sin første sending elfenben til Mombasa.

Elfenbenshandlere i Zanzibar havde et velorganiseret sorteringssystem og lagre, og omvandrende jægere som Neumann havde derfor ingen vanskeligheder med at få solgt og oplagret deres elfenben og sætte fortjenesten i banken.

Neumann opholdt sig i bushen i et år, i hovedsagen i Uaso Nyiro-regionen, hvor han lærte kunsten i elefantjagt. Med hjælp fra afrikanske sporere indsamlede han en substantiel mængde elfenben, som blev sendt til Mombasa ad flere gange.

I begyndelsen af 1895 returnerede han omsider til Mombasa, men ikke for at hvile ud. Han investerede fortjenesten i sin næste safari til Lake Rudolf, hvor han havde hørt, at der skulle findes mange elefanter.

Og det skulle vise sig at holde stik. I maj 1895 forlod han Mombasa sammen med 35 bærere med kurs mod Lake Rudolf. På turen medbragte han en ”10-bore” elefantriffel, .450 Gibbs, ”rockriflen” og en Lee-Metford .303 britisk magasinriffel.

Arthur H. Neumanns bærere leverer her elfenben til en lagerbygning i Zanzibar, hvor stødtænderne blev opbevaret og afsat til agenter. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

Næsten, alle hans bærere havde været med på hans første ekspedition, og de var alle bevæbnet med en Sniderriffel, der nok var forældet, men ikke desto mindre kunne fyre en .577-kaliber dødbringende blykugle af, som let rev en mands arm af.

Efter at have drevet jagt undervejs, ankom Neumann til Lake Rudolf først i december 1895. Han førte sine bærere langs søens østlige bred, og elefanterne her havde aldrig set en elefantjæger før. Ved enden af året var han nået til Omo River ved den nordlige ende af søen, hvor en tragedie udspillede sig.

Tjener ædt af krokodille

Nytårsdag 1896 havde Neumann just afsluttet sit bad i floden, da hans Swahili-tjener, Shebane, sprang i floden for at tage sig en svømmetur.

I al den tid, han havde været tjener for Neumann, havde han aldrig badet samtidig med sin chef. En stor krokodille angreb ham forfra, og med ham mellem kæberne forsvandt den for altid i flodens mudrede vand.

Sorgen over at have mistet sin tjener blev 11 dage senere afløst af, at Neumann selv blev ramt af en ulykke, da han jagede elefanter i et område, hvor de var mere aggressive end normalt. Han var bevæbnet med sin Lee-Metford .303 magasinriffel og Martini-Henryriflen, der var en enkeltskudsriffel kaliber .450.

Neumann kom på skudhold af en flok elefantkøer, men bemærkelsesværdige små stødtænder. Han anskød to køer med .303-riflen og en tredje med Martini-Henry-riflen og gik derfor tilbage til .303-riflen, selv om den var begyndt at undlade at sætte en ny patron i kammeret, når et skud var affyret.

Neumann havde lagt mærke til, at en bestemt ko var mere dristig og aggressiv end de andre, men havde undladt at skyde hende, fordi hendes stødtænder var mindre end de andre køers. Koen var fulgt af en halvt udvokset kalv.

Da han gik rundt om et hjørne i bushen, stod Neumann ansigt til ansigt med tre elefanter, blandt dem den aggressive ko, som straks angreb ham. Neumann kastede .303-riflen til skulderen, men da han trykkede på aftrækkeren, hørte han kun et klik, fordi våbnet igen havde fejlet og ikke ført en ny patron i kammeret efter det sidst affyrede skud.

Neumann, der ellers var en meget modig person, vendte straks om og løb bort. Senere beskrev han selv flugten som en pauver løsning, men han havde ingen anden mulighed end at tage benene på nakken. Imens han løb, prøvede han at trække låsen tilbage og skyde et skud i desperation bagud efter elefanten, men skuddet gik ikke af.     

Da elefanten nåede næsten op til ham, kastede Neumann sig sidelæns ind i buskene i det forgæves håb, at elefanten ville fortsætte, men den stoppede op og stod nu skrævs over ham, der lå med ansigtet op ad.

Og nu begyndte det, der var enhver elefantjægers mareridt. Koen knælede ned over ham med et ben på hver side af ham og gjorde tre udfald imod ham med sine stødtænder. Stødtænderne gik først igennem hans højre arm, og så kom turen til brystet, før elefanten stødte hårdt til, og brækkede flere af hans ribben.

Huden blev skrabet af hans ansigt, og smerten i brystet gjorde det svært for ham at trække vejret. Men pludselig rejste elefanten sig op og vandrede bort. Neumann beskrev det senere sådan: ”Om elefanten forlod mig, fordi den troede, at den havde dræbt mig, eller fordi den ikke kunne lide lugten af mit blod”, ved jeg ikke.

Sådan så det ud efter vellykket elefantjagt af James Sutherland, der siges at have skudt 1300-1600 elefanter. Scenen må have været den samme for Arthur H. Neumann. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

Endnu et mareridt

Hans kvæstelser var alvorlige. Flere af hans ribben var brækket, og hans højre arm var kvæstet. Han var desuden såret i hver side af brystet, men mirakuløst var ingen arterier eller vitale organer berørt. Busken, som han havde kastet sig sidelæns ind over, havde tilsyneladende reddet hans liv, selv om han fik nogle knubs, da han lod sig falde ind i den.

Hans våbenbærer kom nu efter ham. Han var selv løbet bort, da elefanten angreb, og Neumann undrede sig over, at våbenbæreren der bar hans 10-bore elefantriffel, ikke havde skudt til elefanten, men han forsvarede sig med, at han der selv løb bort, ikke kunne forestille sig, at elefanten havde angrebet Neumann.

Det var dog kun begyndelsen på hans prøvelser, for da han ikke kunne gå, blev han nu båret tilbage til campen. Det begyndte imidlertid at regne, og gennemvåd, kold og med en kvæstet krop, stødte malariafeber til, og i næsten en måned lå han i en hængekøje ude af stand til at jage og var afhængig af den mælk, som hans bærere bragte til ham.

Dagene var tålelige, men om natten kunne han ikke hvile, fordi han ikke kunne ligge i nogen stilling uden ubehagelige smerter. Såret i armen helede hurtigt, om end den blev lidt stiv. Med kvæstelserne i brystet så det værre ud, fordi der var gået betændelse i såret.

Efter en måneds tid begyndte han at føle sig bedre tilpas, og først i februar bar hans bærere ham til en ny camp på bredden af Lake Rudolf. Flytningen var åbenbart for meget for ham, for han fik et feberanfald og dysenteri, som gjorde ham svag. Først to måneder senere kunne han ved egen hjælp gå lidt, men han kom sig og fik kun få men efter mødet med den aggressive elefantko.

Da han følte sig bedre tilpas, begyndte han at jage igen, og han var tvunget til at stole på sin .303-riffel. Rekylen fra de andre rifler var så voldsom, at den ville kunne rive sårene op, men først 17. april følte Neumann sig stærk nok til at kunne indlede den lange march ud til kysten.

Han kom dog ikke tilbage til civilisationen uden nye mareridt. Efter at have forladt campen ledte han karavanen langs den vestlige side af the Lorogi Hills, hvor han før havde jaget med ringe succes.

Lorogis var et hjemsøgt område med mørke bjerge. Neumann ønskede at udforske dem for at se, om der var noget, som var værd at komme tilbage efter. Han havde også behov for at skyde nogle dyr til sine bærere, mens han ventede på, at de skulle vende tilbage fra en camp i Ukambani, hvor han havde gemt et parti elfenben. I lighed med ”Caramojo Bell” havde elfenben højeste prioritet, og Neumann fandt således altid en måde, som det kunne transporteres på.

Neumann var blevet advaret om, at der i området fandtes en farlig løve. Normalt ville han have anlagt en boma af tornede buske rundt om campen. Men netop som de havde begyndt at anlægge bomaen, begyndte det at regne kraftigt, hvilket hæmmede arbejdet.

Neumann erkendte, at han ikke troede fuldt og fast på advarslerne om løvens farlighed. Hans tidligere erfaringer med de store katte havde været godartede, og han havde udviklet en selvtilfredshed, der ofte viste sig fatal i den afrikanske bush.

Bomaen var konstrueret dårligt og havde mange huller. Da regnen stoppede, forsøgte Neumann at sove i sit telt, mens mændene samledes omkring bålet for at tørre sig. Inden Neumann blev overmandet af søvnen, nærede han en vis bekymring med hensyn til bomaen, fordi han og hans bærere rent faktisk opholdt sig i ”løveland”.

Der lød et brøl fra en af hans mænd. Han greb sin riffel og løb ud af teltet, men løven var allerede forsvundet med hans våbenbærer, Squareface i munden. Næste morgen søgte Neumann og en Swahili – Juma – efter løven og fandt resterne af Squareface, men derimod ikke løven.

Arthur H. Neumann skrev kun denne ene bog om sine to første safarier i Østafrika, og den læses stadig af navnlig Afrika-farere. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

Kunne ikke leve med restriktioner

Neumann ønskede at blive i området for at hævne sin våbenbærer, men bærerne protesterede. ”Hvad der var sket, var sket”, sagde de og ønskede at forlade området. Neumann accepterede modstræbende.

I sine erindringer skriver han, at det var problematisk at beskytte sine mænd, og der var derfor intet at vinde for safarien ved at forblive i området. Karavanen ankom derfor uden yderligere dramatiske hændelser til Mombasa 1. oktober 1896, og bærerne var stolte over at bære stødtænderne til opbevaring i lagerbygningen.

I 1897 skrev Neumann sin monumentale bog ”Elephant Hunting in East Equatorial Africa”, da han opholdt sig på Dunvegan Castle i Skotland, der var hjem for storvildtjægeren Norman Mangus Macleod.

Bogen blev udgivet i 1898 og var hans eneste bog om sine første to safarier. Han vendte tilbage til Sydafrika, da Boerkrigen brød ud og gjorde tjeneste i et infanterikompagni og var nær blevet dræbt ved Ladysmith.

Efter krigen vendte han tilbage til Østafrika for at drive elefantjagt. Fra 1902-1904 koncentrerede han sig om at jage omkring the Lorian Swamp, Lake Rudolf og i Turkana-distriktet, og igen lykkedes det for ham at samle tonsvis af elfenben.

På det tidspunkt var den britiske regering begyndt på at indføre restriktioner for jagt i almindelighed og elefantjagt i særdeleshed, der gjorde elefantjagt efter Neumanns model umulig. Han returnerede til Mombasa i juli 1906 og vendte tilbage til England efter at have solgt elfenben for 4.500 GBP med en fortjeneste på 1.500 GBP.

Han døde i London 29. maj 1907, og der syntes ikke at være nogen tvivl om, at han skød sig selv med sin elefantriffel. Andre spekulationer gik på, at han var blevet dræbt ved en vådeskudsulykke, da han rensede sin revolver, og andre spekulationer igen tillægger sygdom hans død.

Arthur H. Neumann begik angiveligt selvmord 29. maj 1907 i London, og hans ven nævner, at sorg efter et mislykket frieri kan have været medvirkende årsag. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).

I en artikel i McClaire’s Magazine i 1909 hævdede en elfenbensekspert Mrs. Childs, at Neumann var død af influenza.

John Guille Millais, som var nær ven af Neumann, hævdede, at Neumann begik selvmord med sin elefantriffel. Han var åbenbart ulykkelig over en ung kvindes afslag på sit frieri, og det menes, at influenza kan have forårsaget det fatale udfald.

I højere grad end andre store elefantjægere havde Neumann en ”moderne karakter”. Hans personlige kompleksitet var fascinerende. Han kunne være cool. Hans erindringer viser dog ikke noget stort følelsesudbrud over hverken hans tjeners eller våbenbæres død, selv om Squareface var både loyal og modig.

Neumann talte aldrig om personlige spørgsmål med nogen mennesker, og han blev beskrevet som sky og afvisende. Efter hans død beskrev Mrs. Childs ham som smuk, beskeden og han var modig i vildmarken. Richard Meinertzhagen beskrev Neumann som en stille fordringsløs lille mand med en fjernt og temmelig trist syn på livet (Meinertzhagen, Kenya Diary).

I Rowland Ward i 1928 havde Neumann stadig det højest rangerende trofæ fra sort næsehorn med horn på 40 inch, som han havde skudt ved Mount Kenya, og dertil havde han adskillige elefantstødtænder i bogen.

På sin anden safari indsamlede han 170 sommerfuglearter, som blev betragtet som et væsentligt bidrag i entomologien.

Men måske gjorde Neumanns død ikke en ende på hans ”optræden” på jorden. Hans guddatter har fortalt, at han har besøgt hende som et spøgelse. Neumann er således ikke den eneste eventyrer, der har optrådt som en ånd, for den skotske opdagelsesrejsende, Mungo Park ”besøgte” således sin søster efter sin druknedød i 1805.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »