Rette sted på det rigtige tidspunkt er afgørende, hvis man skal have held til at nedlægge ”der schwarze Geist” lyder det fra Henning Kørvel, der her beretter om en jagt på en cirka fire år gammel sort råbuk

En sort råbuk havde længe stået på listen over vildtarter. Henning Kørvel fik ønsket opfyldt, men jagten var udfordrende, fordi maksimum fem procent af råvildtet i Niedersachsen, hvor jagten foregik, er sorte. Heldet til at være på rette sted på det rigtige tidspunkt er således kardinal, men på tredje outhing var der matchning, og Henning Kørvel nedlagde her ”der schwarze Geist”.

Tekst: Henning Kørvel. Foto Bjarne Ravn 

Regn, blæst og blot 12-15 graders varme tegnede vejrliget i det meste af juli. Om det var resultatet af klimaændringer, er et stridspunkt.

Hver især kan vi dog have en mistanke i den retning. Men hvad enten den kan sandsynliggøres eller ikke, så er det til gengæld evident, at sommervejret i ikke blot Danmark, men også nabolandet mod syd var atypisk.

En af følgevirkningerne af det våde og kolde julivejr var, at høsten blev forsinket. Også brunsten hos råvildt lod vente på sig.

Bjarne Ravn, Deer Zone, var i starten af uge 31 derfor bekymret for, om det ville lykkes for mig at nedlægge en sort råbuk i Niedersachsen i Tyskland, som jeg skulle ankomme til 31. juli.

De tre følgende dage var øremærket til jagt på den unikke sorte buk, der er i særklasse på grund af  dragtfarven, som er sjælden, fordi maksimum fem procent af dyrene i flertallet af råvildtbestande i Nordtyskland med arvelige anlæg for kulsorte individer er sorte.

Når der således højest findes fem sorte dyr for hver hundrede individer, og en afskudsbar buk skal være minimum fire år gammel, så giver det sig selv, at jagt på sort råbuk er udfordrende, og heldet til at være på rette sted på det rigtige tidspunkt bliver et afgørende parameter.

Nogle dage før afrejsen til Tyskland tog optimismen for et succesrigt udfald af den forestående jagt imidlertid over efter pessimismen.

Vejrprofeterne lovede nemlig sol og højere temperaturer fra 31. juli, som var dagen, hvor jeg satte mig i bilen for via Rødby-Puttgarten at køre til Niedersachsen.

Her skulle jeg møde Bjarne Ravn i byen Clenze nær Lüneburger Heide, hvorfra feltmarskal B.L. Montgomery 4. maj 1945 proklamerede, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig, og Anden Verdenskrig i Europa omsider var afslutningen nær. Med sig i bilen har Bjarne Morten, der også skal jage sort buk.

Stridende bukke

Vejret artede sig i henhold til forudsigelserne bedre end ugerne forinden, og da jeg fra autobahn spottede et stykke råvildt, mens et skilt på selvsamme mark bød velkommen til Niedersachsen, styrkedes min tro på, at det nok skulle lykkes, fordi brunsten i nogle af de jagtrevirer, hvor Deer Zone har carte blanche til at lade klienter jage sorte bukke, omsider og stærkt forsinket i forhold til normalbilledet, var kommet i gang.

Ligeledes stærkt forsinket var høsten så småt blevet indledt, og jeg tillod mig derfor at slutte, at odds for jagtheld var til stede og vejede tungere end risikoen for, at jagten ikke ville føre til det ønskede resultat.

Om aftenen på ankomstdagen blev jeg anvist at sidde i et transportabelt jagtskur på en græsklædt eng i en rektangulær indskæring i en skov.

Smukt terræn, og fra skuret, hvor jeg sad behageligt på en kontorstol med armlæn, havde jeg gennem de tre vinduesåbninger et prima udsyn til først to harer.

Et kvarter efter, at jeg havde åbnet glughullerne og sat mig til rette ”på kontoret”, tog jeg mit Buttolo bukkekald frem og sendte råens pibende lyd for at lokke parringslystne bukke til, ud i tre forskellige retninger.

Jeg har lært dette af tjekken Vaclav Sloboda, som er virtuos i anvendelsen af ikke blot råpiber, men allehånde lokkekald. Men lydene lokker hverken den sorte buk, der er set på stedet eller andre bukke frem.

Ved 21-tiden kommer en smalrå dog på banen fra skovbrynet på den modsatte side af engen. Kort tid efter får den selskab af en etårig gaffelbuk, der straks gør kur til den, og snart løber den med bukken efter sig ind i den del af skoven, som den og bukken kort forinden var kommet ud fra.

Kort efter dukker en normalfarvet treårig seksender op på engen fra skovbrynet, som jagtskuret er placeret tæt op af. Opsatsen er regelmæssig, men stængerne tynde, og bukken skal have et par år mere på bagen, før den bliver afskudsbar.

Da bukken når ud midt på engen, dukker en buk fra den modsatte side af engen op. Det er en ældre buk, måske returnerende, med høj opsats uden bagsprosser. Den er helt givet pladsbuk her og gør med sin attitude det klart for den treårige buk, at den ikke er velkommen.

Gæsten tager dog handsken op, men da bukkene har stødt opsatserne sammen nogle gange og efterfølgende truet hinanden og skrabet græstotter løse med forløbene, der verfes bagud, indser den treårige buk, at det er klogest at fortrække og overlade scenen til pladsbukken, der ved 21.45-tiden igen kommer på banen, nu for at jage den etårige buk bort, efter smalråen og den er vendt tilbage fra brunstaktiviteter inde i skoven.

Pladsbukken, som jeg skønner til fem-seks år, er for en stund nu den eneste buk på engen, som er en vigtig del af territoriet, fordi det er her og på den tilstødende mark, føden findes.

Bukken holder standhaftigt også skansen i behørig afstand fra jagtskuret, da jeg ved 22-tiden forlader det for kort efter at mødes med Bjarne og en anden dansk jæger, Morten, som efter to forgæves forsøg på at få sort råbuk i årene forinden nu håber på, at tredje gang er lykkens gang.

I lighed med ego har han og Bjarne heller ikke spottet sort råbuk, men kun normalfarvede ditto. Morten har til gengæld afsjælet en rævehvalp.

Ræve er i det hele taget ret talrige her. Da vi ved cirka 19.30-tiden i dag var på vej mod det lille hyggelige Gästhaus, der var booket til overnatning, spottede vi et kuld rævehvalpe i leg midt på landevejen.

Plan B i anvendelse

Den følgende dags morgen sætter jeg mig ved 5-tiden til rette i et jagtskur, monteret på ladet af en trailer, parkeret op af en skovkant med vue ud over en stor stubmark, der til tre sider grænser op til skov.

Men her er roligt. Først 5.45 ser jeg det første levende væsen – en ræv – på marken over 500 meter ude. Dernæst kommer to harer på banen, og klokken godt 6.00 kommer en smalrå ud fra skovbrynet nær stedet, hvor ræven forinden havde ladet sig beskue. Men ingen buk er i hælene på den, vel sagtens fordi den endnu ikke er i brunst.

Ved 6.30-tiden kommer en lille etårig gaffelbuk ud i skovhjørnet til højre for jagtskuret. Som skudt ud af en kanon suser en toårig seksender med tynde stænger og korte sprosser ud fra skoven og jager af sted efter den etårige buk, der efter et par runder i stubmarken forsvinder ind i skoven med den toårige buk i hælene på sig.

Igen stilhed. Ved 7-tiden spotter jeg i skovbrynet, hvor smalråen tidligere lod sig beskue, en ældre normalfarvet buk, der esser sig frem langs skovbrynet, før den 10 minutter senere søger tilbage til skoven, og snart er ude af øjesyn.

Med billedet af den ældre buk på nethinden forlader jeg stedet og kører tilbage til vores logi og ser, at Bjarne og Morten allerede er ankommet.

De har heller ikke spottet sort råbuk, og under morgenmaden ved 9-tiden kundgør Bjarne, at han ikke har i sinde, at vi skal bruge mere tid her, men køre til et andet revir cirka 70 kilometer borte nær byen, Walsrode.

Her ved han, at der står to sorte bukke hos to revirejere, og af den buk som han synes, at jeg skal have mulighed for at nedlægge, har han endda taget et foto tre uger forinden, som han viser mig på sin smartphone. Bukken er fire år gammel, og har sat op som gaffelbuk et par tommer over gehørerne. Smuk regelmæssig buk over gennemsnittet for sorte (tyske) bukke.

Foto: Bjarne Ravn.

Klokken 19.00 anviser Bjarne mig at stige op i en hochsitz med vue ud over en stor eng bagved landbrugsejendommen, hvor den sorte buk som den ene ud af totalt fire bukke på stedet er spottet, og Bjarnes foto af den foran nogle plasticemballerede halmballer er taget.

I en fold, der støder op til engen, går der heste, men det generer ikke råvildt. Her er de vant til at se dem. Præcis en halv time, efter jeg er steget op i hochsitzen, der står op af en rød-el, kommer en normalfarvet ældre smuk regelmæssig seksender frem ved et aflangt sivbevokset vandhul ude midt på engen.

Jeg kan ikke dy for mig at betragte den gennem sigtekikkerten på 10 gange forstørrelse, men har naturligvis ikke planer om at skyde den, eftersom den sorte råbuk er det primære mål, og jeg ikke har carte blanche til at skyde en normalfarvet buk.

Snart skrår den tværs over engen imod en gruppe træer cirka 40 meter ude på min venstre side. Her tager den en bid af blade og vilde planter, før den fortsætter ind imellem træerne for at være borte for mit øje et kort øjeblik, inden den dukker frem på engen på den modsatte side af gruppen af træer for nu at søge mod skovbrynet nærmest landbrugsejendommen, som kort efter opsluger den, og stilheden sænker sig.

Klokken godt 21.00 kommer en etårig gaffelbuk ud på engen lige over for, hvor jeg sidder cirka 150 meter ude. På stedet har jeg nu skuet to bukke, men da jeg endnu ikke har set så meget som en antydning af brunstaktivitet, forledes jeg til at slutte, at den i dette her revir endnu ikke er indledt. Hvis konditionerne med vejrliget som omdrejningspunkt havde været normale, så ville der have været fuld gang i brunstaktiviteterne.

I navnlig Tjekkiet, hvor jeg har jaget brunstbukke en halv snes gange i første uge af august, har der altid været fuld knald på brunsten på det tidspunkt, hvilket har givet mig mange uforglemmelige oplevelser.

Jeg glemmer således aldrig, at jeg i Sydbøhmen var vidne til, at en ældre buk efter at have jaget rundt med og beslået en rå adskillige gange med en rivaliserende buk som tilskuer blev så udmattet af løjerne, at den stoppede for at samle kræfter til fornyet indsats, og måtte acceptere, at den rivaliserende buk overtog kurtiseringen af den elskovssyge rå.

Men da bukken efter syv-otte minutters pause havde genvundet pusten, overtog den uden protester fra rivalens side atter smalråen og jog rundt med den i hekseringe, garneret med jævnlige stop, hvor bukken igen sørgede for artens videreførelse, selv om dette utvivlsomt allerede var gjort.

Jagtheld i Teufelsmoor

Klokken cirka 21.40 når støj bagved hochsitzen frem til trommehinderne. Umiddelbart undrer det mig, hvis folk fra gården skulle gå en tur i skoven og lave støj, når de er vidende om, at en dansk jæger er her for at jage den sorte buk. Men det viser sig snart, at støjen ikke kommer fra folk fra gården, men derimod fra Bjarne, der lettere ophidset byder mig at følge med ham, fordi han har spottet den sorte buk.

Han forklarer, at den står på Teufelsmoor en moseagtig hede, på den anden side af markvejen cirka 500-600 meter fra hochsitzen.

Nået frem til markvejen kan vi se bukken, men det er nu blevet så mørkt, at jeg kun ved, at den buk vi ser, er den sorte, fordi Bjarne forsikrer mig om det.

Bukken er til gengæld i gang med brunstløjer og jager rundt med en normalfarvet rå, indtil Bjarne og ego dukker op på markvejen. Jeg lægger mig fladt ned på vejen, og vil jeg bruge min bipod på riflen til anlæg, men grundet højt ukrudt i forgrunden duer det ikke.

Jeg sætter mig derfor op, forlænger støttebenene, og da bukken står knivskarpt i sigtekikkerten på 12 gange forstørrelse, slipper jeg klokken 21.50 kuglen, der træffer målet cirka 160 meter ude, hvorpå Bjarne stikker mig hånden og ønsker tillykke med Der schwarze Geist (det sorte spøgelse), som en sort råbuk kaldes i Tyskland, fordi den som et spøgelse kommer og går efter dens egen tidsskema.

Opsatsens mørke farve vil utvivlsomt inspirere jægere, der betragter den som en mosebuk. Lidt hold vil der være i det, da bukken blev skudt i et mose/hede-areal. 

Begejstringen over at have nedlagt det sorte spøgelse og føjet det til mit arts- og oplevelsesregister, bliver ikke mindre, da vi tager den nærmere i øjesyn, fordi den er den buk, jeg har drømt om at nedlægge:

Fire år gammel med en smuk mørkebrun opsats, som inspirerer nogle jægere til betegnelsen mosebuk. Pelsen er ensfarvet sort, og som en meget vigtig detalje er også spejlet sort, og bukken således ægte sort. Hvis spejlet derimod havde været hvidt, men den øvrige del af dyret sort, så ville den blive betragtet som normalfarvet med sort islæt.

Morgenen derpå anvises jeg at sidde efter ræv og vildsvin i et jagtskur i et levende hegn med vue ud over en skårlagt græsmark omkring 700-800 meter fra Toiffel Moor, hvor jeg i aftes nedlagde den sorte buk.

Ved 6-tiden kommer en smalrå ud på det skårlagte græs til højre for jagtskuret, hvor jeg sidder på en komfortabel bænk med bløde hynder, og hvor der – hvis tiden føles lang – er lagt jagtblade – Jäger og et tysk magasin om vildsvin – frem til fri afbenyttelse.

En avis ligger her også, og et hylster fra .243 vidner om, at der herfra sidst antagelig er skudt ræv. Klokken 6.30 spotter jeg cirka 400 meter ude en stor voksen ræv, som jeg vurderer til at være en han.

Riflen lægges op i vinduesåbningen, og da ræven stopper op med bredsiden til ude på det skårlagte græs cirka 125 meter ude, skyder jeg den og tager ræven med i bilen, da jeg bryder op ved 7-tiden for at køre til ejerens jagthytte inde i skoven nær hovedbygningen, fordi vi tre danskere skal mødes med ham her, og udbyttet – den sorte buk og to ræve – præsenteres.

Også han synes om den sorte buk. Han har derfor forståelse for, at jeg er glad for at have nedlagt den, og fordi den sorte dragt er det egentlige trofæ, så får jeg bukken fuldmonteret hos en konservator i Tyskland.


Så lykkedes det. Henning Kørvel poserer her med sin sorte råbuk, der opsatsmæssigt ligger langt over gennemsnittet for sorte bukke.

Epilog

Efter to forgæves ture med en anden operatør efter sort buk i Tyskland stod Diana og Sankt Hubertus Morten bi 1. august om aftenen, mens jeg var nået vel tilbage til Danmark. Her nedlagde han en smuk sort seksender, og fik således den fulde oplevelse af, at tredje gang er lykkens gang. Og hvilken!

 

Fakta om jagten

Jagtrevir: Walsrode, Niedersachsen, Tyskland

Jagtperiode: 31. juli-2. august

Jagtoperatør: Bjarne Ravn, Deer Zone (www.deer-zone.com)

Skudhold: 160 meter

Jagtens sværhedsgrad: På niveau med at nedlægge en naturlig medaljebuk

Jagtriffel: Schultz & Larsen M 100 DL .300 Winchester Magnum

Kugle: Barnes Vor-TX TSX BT 165 grain

Sigtekikkert: Zeiss Diavari 3-12×56 T

Håndkikkert: Zeiss Victory 10×56

Bestandsforhold: Maksimum fem procent sort råvildt i bestande med anlæg for sorte individer

Fordi den sorte farve er størsteparten af trofæet, er min sorte buk naturligvis helmonteret, og jeg har ved siden af fire forskellige skuldermonterede råbukke.

Fakta om sort råvildt

I Tyskland har sort råvildt (Der schwarze Geist) været kendt siden år 980. Et samtidigt skrift beretter, at biskoppen af Minden og Milo hvert år fik leveret et vist antal sorte rådyr til sit køkken, men sort råvildt i Tyskland har yderligere en kilde.

Udover at have været kendt siden 980 blev sort råvildt importeret til Tyskland og udsat af greve Wilhelm af Schaumburg-Lippe i 1700-tallet. Disse dyr kom enten fra Spanien eller Portugal, og da der i det nordvestlige Spanien i dag findes en mindre bestand af sort råvildt, så er det fristende at antage, at greven fik dyrene herfra.

I Tyskland findes det sorte råvildt kun i landets nordlige del, men øger løbende udbredelsesområdet, der mod syd strækker sig til Elben og mod nord og nordvest rammer Hamburg, Nordsøkysten og fortsætter ind i det nordøstlige Holland. Mod øst er sort råvildt udbredt til Halle.

For 40 år siden forekom sort råvildt kun lejlighedsvis. Den højeste procentandel forekom i 1933 i Haster Skov ved Hannover, hvor den nåede op på 90, hvilket var udtryk for, at normalfarvede dyr blev beskudt hårdt for at øge andelen af sorte individer.

Ifølge det tyske jagttidsskrift ”Jäger” ligger procentandelen af sort råvildt i landet i dag på 20, hvilket dog står i skærende modsætning til Bjarne Ravns udsagn, at andelen af sort råvildt udgør maksimum fem procent i de bestande, han har kendskab til.

Ud af 27 revirer, hvor han har jagt på sorte råbukke, findes kun i et eneste revir nordvest for Hannover cirka 30 procent sort råvildt. Da de øvrige revirer højest rummer fem procent sort råvildt, kan den totale andel af sort råvildt i Tyskland derfor ikke ligge på 20 procent, men er noget lavere, mener han.

Sort råvildt har samme krops- og opsatsstørrelse som normalfarvet råvildt. Når der alligevel ses få medaljeopsatser fra sorte bukke, selv om de forekommer, så er det fristende at antage, at det kan hænge sammen med, at sorte bukke ofte skydes som unge på grund af den sorte pels.

I løbet af evolutionen er sort råvildt udviklet gennem mutation (melanisme), der opstår ved et overskud af pigment – farvestof i pelsen.

Melanisme er vidt udbredt hos dåvildt, og optræder også hos grønne jagtfasaner og i egernbestande. Desuden kendes melanisme hos pantere.

Fra en trofæmæssig synsvinkel er sort råvildt smukkest i sommerpels, som bæres fra juli til september. Bukke i vinterdragt er ikke eftertragtede, fordi den er grålig, nærmest stribet.

Sidst lidt til smilebåndet: Under Første Verdenskrig spurgte Kejser Wilhelm II en tysk soldat, hvor han stammede fra. Soldaten svarede stolt, at han stammede fra Haste. Kejseren replicerede glad: ”Åh, det er der, hvor der findes sort råvildt”.

Safari Club International har ophøjet sort råvildt til en selvstændig vildtart, hvilket betyder, at bukke der opmåles efter SCI’s regler, bliver oplistet særskilt.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »