En dansk jæger skulle betale 26.000 svenske kroner for at skyde en liggende svensk råbuk fra bilvinduet

Af Redaktionen

Det blev en dyr buk for den danske jæger der på premieredagen den 16. august 2009 skød en buk fra bil i nærheden af Ljungby i Sverige.

Den beslutning kom retten i Växjö frem til den 31. marts. Derudover risikerede hans jagtvært at blive sigtet for mened, udtaler anklageren, Yvonne Rudinson.

Baggrunden for hele den kedelige historie er, at et vidne så den danske jæger skyde en liggende råbuk fra sin jagtværts bil på 10 meters afstand.

Jægeren selv og hans svenske jagtvært, der kørte bilen, påstod i retten at de havde stoppet bilen og at den danske jæger var stået ud af bilen og hentet riflen ud af kufferten i bagagerummet, inden skuddet blev afgivet.

”… at en rådyrsekvipage skulle blive liggende ti meter fra vejen, mens jægeren stiger ud af bilen, henter sit våben og kommer i skudposition, anså retten som usandsynligt …”

Retten anså det dog for usandsynligt, at en råbuk ville finde sig i den behandling: ”at en rådyrsekvipage skulle blive liggende ti meter fra vejen mens jægeren stiger ud af bilen, henter sit våben og kommer i skudposition, anså retten som usandsynligt”.

I stedet har de valgt at fæste mere lid til et vidne, der så skuddet blive afgivet fra bilens vindue i passagersiden. Han påstår videre, at der ikke blev åbnet nogen bildør eller at nogen steg ud af bilen.

Herudover har den danske jæger og hans svenske jagtvært afgivet vidt forskellige forklaringer til politiet umiddelbart efter anmeldelsen.

Bøden blev fastsat til 20.000 svenske kroner samt sagsomkostninger på 6.000 kroner oveni.

Der foreligger ingen oplysninger om hvorvidt den danske jæger fik lov at hjembringe det nu kostbare trofæ til stolt anbringelse over pejsen.