Det var efter alt at dømme hunde og ikke ulve, der slagtede grævling for åben skærm i Østerild Plantage. Hundene risikerer nu at blive indfanget
Af Naturstyrelsen
Jagende hunde i området omkring Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild Plantage
Området ved Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild Plantage har i de sidste to uger være plaget af to store mørke hunde, som jager på egen hånd i aften- og nattetimerne.
Hundene er blevet observeret jagende med en kronvildtflok, og de er en enkelt gang blevet forvekslet med ulve. Samtidig har en nabo en optagelse på et vildtkamera, hvor de to hunde slår en ung grævling ihjel.
KLIK og se: Grævling slagtes for åben skærm
Det vækker stor bekymring hos Naturstyrelsen og naboerne i området, at der er hundeejere, som lader deres hunde strejfe om på egen hånd.
Når hunde strejfer på denne måde og især når de er flere, kommer deres urinstinkter frem, og de jager som vilde hunde. Da det er dyr som normalt har til huse hos mennesker, vil deres adfærd være unaturlig og de vil i modsætning vilde rovdyr skabe stort stress blandt de vilde dyr, der lever i området.
Derudover er der en risiko for, at de løse hunde angriber husdyr. Det er ulovligt at lade hunde strejfe om i naturen uden snor. Derfor opfordrer Naturstyrelsen og de øvrige grundejere i området til, at de pågældende hundeejere får taget hånd om deres hunde.
– Såfremt der ikke tages hånd om hundenes omstrejfen, vil vi i fællesskab tage de nødvendige skridt til at indfange hundene jf. hundeloven,
fortæller vildkonsulent Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy.
Hvis man ønsker at lufte sin hund uden snor, har Naturstyrelsen netop til formålet etableret områder, hvor det er muligt – de såkaldte hundeskove. I hundeskove kan hunden få lov til at løbe frit, hvis hunden vel at mærke er lydig, ikke angriber andre og altid er under fuld kontrol.