En apporterende hund skal være modtagelig for kommandoer, når den arbejder på en apportopgave, men for lidt og for meget kan fordærve alt

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Dirigering af den apporterende jagthund gør altid indtryk på tilskueren. Og flot ser det ud, når en hundefører på stor afstand kan lede sin hund frem til en fasan, som hunden ikke allerede har set falde mod jorden. Men for lidt og for meget fordærver som bekendt alt. Og givet er det, at dirigering er balancens kunst.

Støttes hunden for meget under apporteringsøvelserne, går det ud over dens selvstændighed og det frie søg. Den søger da konstant støtte hos sin fører. Dette er naturligvis ikke ønskeligt.

Omvendt skal hunden være modtagelig for kommandoer, når den arbejder på en apportopgave. Er den ikke lydhør for fløjt og retningsangivelser, vil man miste en del, navnlig anskudt vildt, fordi hunden ganske enkelt søger i det forkerte område, alt imens det anskudte vildt bevæger sig længere og længere væk fra nedfaldsstedet.

Dirigentens fornemme opgave er at lede hunden på rette spor så hurtigt som muligt. Når først hunden er fremme i området, må den støtte sig til færten og selvstændigt følge op på det spor, som det anskudte vildt har efterladt.

Dirigering er dog også nyttig i mange andre situationer, hvor dødskudt vildt falder i områder, som jægeren ikke har lyst eller mulighed for at bevæge sig hen til. Kan man tørskoet lede hunden ud i en våd og sumpet eng, er det naturligvis en fordel.

En hund, som ikke har lært dirigering, vil muligvis insistere på, at dens fører forlader posten og følger med.

Det er i reglen ret enkelt at lære hunden dirigering til husbehov, forudsat at den naturligvis er stoplydig og kan sættes af uden at flytte sig. Nemmest er det at lære den at søge ud til siderne samt søge ind mod føreren. Den diciplin, som man bør bruge mest tid på, er kommandoen for “ud”, da den dels er den vanskeligste og dels er den, som man oftest har brug for.

Begynd med at sætte hunden af, og gå væk fra den. Vend om efter nogle få meter og kast derefter en dummy ud til den ene side. Med tydelig retningsavisning sendes hunden ud for at apportere. Øvelsen skal blot repetere det allerede indlærte.

Efter denne øvelse kastes der nu to dummyer. En til hver side. Igen sendes hunden ud mod den dummy, der ønskes. Første gang mod den sidst kastede, da det falder mest naturligt for hunden. Efterfølgende bestemmer man selv rækkefølgen. Skulle hunden ignorere det tydelige håndsignal og gøre tegn til at springe mod den uønskede dummy, bremses den i opløbet, hvorefter man selv henter dummyen.

For en apportglad hund er det en ret alvorligt at blive stoppet undervejs mod dummyen, og handlingen tages til efterretning. Skulle det ske, at hunden når at sætte i den forkerte retning, bremses den på fløjte eller kommando og bæres tilbage til udgangspunktet. Efterfølgende henter man selv dummyen.

Bedst er det at træne hunden på en langhåret græsplæne, der akkurat er i stand til at skjule de udkastede dummyer, som falder 10-15 m fra apportøren.

Når hunden er dus med dirigeringsprincipperne højre og venstre, begynder man at lære den kommandoen for ud. Også her sættes den af. Dummyen kastes nu hen over hovedet på hunden. Lad dem falde 10-15 m bag den. Med kommandoen ud eller bach, hvis man foretrækker dette udtryk, sendes hunden ud efter apporten, som den har markeret.

Samtidig vinkes hunden ud med håndsignalet. I begyndelsen kan man anvende begge hænder. Men i løbet af kort tid bør man gå over til enhåndsdirigering, da man under jagt i reglen kun har en hånd fri.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »