I Jagtbogen – Råbukken kan man bl.a. følge en hjortejagt i New Zealand – en jagt som har flere ligheder med en skotsk højlandsjagt
Af Netnaturshop.dk
Morgendis skaber forventninger og jagthåb og virker som indpakning til den ukendte dag, som venter. Følg med på en hjortejagt, når gavepapiret lukkes op, og dagens oplevelser folder sig ud.
Der var rim i græsset, da vi trådte ud af den lille hytte omgivet af skovklædte bakker på alle sider. Solen var endnu ikke stået op, men bag bjergskyggerne i det fjerne flammede horisonten og varslede endnu en smuk dag med blå himmel og højt til loftet.
Det var stille, og selv om jeg anstrengte mig, kunne der ikke høres hjortebrøl. Brunstløjerne kørte da også på sidste vers, og da vi aftenen forinden kravlede rundt i bakkerne, hørte vi da også kun nogle få, sporadiske udbrud, mens mørket sænkede sig, og kulden sneg sig ind.
Det havde været en kold nat, og i det lavtliggende moseområde foran hytten hang morgendisen tæt. Kulde og brunst plejer at være en god cocktail, men de lave temperaturer omkring frysepunktet havde åbenbart ikke sat hjortene i stødet.
Det havde dog næppe den store betydning. Vi ville finde hjortene uanset, og med udsigt til en skotsk højlandsjagt i New Zealand snørede jeg mine støvler og gjorde mig klar til dagens ekspedition på High Peak Game Estate en god times kørsel vest for Sydøens næstestørste by Christchurch.
Artiklens hovedperson. Bemærkes skal det at hjorten træffes dødeligt selv om om videofotografen – som man kan høre umiddelbart efter skuddet – mener at den rammes bagligt. Bemærk at hjorten falder efter en kort spurt …