Miljøstyrelsens dna-analyser viser nu hvad der stod bag påske-angrebet på et får og 37 lam ved Ulfborg

KLIK og læs mere om ULV

Dna-analyser viser, at det var en eller flere ulve, som dræbte ét får og 37 lam hos Lystbækgård i Torsted ved Ulfborg ved angreb i og omkring påskedagene. 

Det oplyser Miljøstyrelsen til Dagbladet Holstebro-Struer, der også kan fortælle, at dna-analyser viser, at ulven stod bag drabet på en kalv den 28. marts. Ifølge oplysninger til facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark’ blev kalven også dræbt i nærheden af Lystbækgaard. 

Udover den nye dokumentation for ulveangreb i den vestjyske ulvezone, så er det også tidligere fastslået, at ulven stod bag drabet på 26 højdrægtige får hos Storålam i Stråsø Plantage den 3. april. Det er det hidtil værste enkeltangreb på husdyr i Danmark.

Kandidat til Europa-Parlamentet anbefaler tysk løsning

Erik Poulsen, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre, siger: 

Endnu et rædselsår for husdyrholdere i den vestjyske ulvezone er i gang. Myndighederne har kendt til omfanget af ulveproblematikken siden det første ulvepars ankomst i efteråret 2016, men har endnu ikke fundet en holdbar løsning på sameksistensen mellem rovdyr og husdyr. 

Der er derfor i dén grad brug for konkret og brugbar handling for at forhindre, at kvæg- og fåreavlere i frustration griber til selvregulering af ulvene

Erik Poulsen mener, at de danske myndigheder uden videre kan følge eksemplet fra Tyskland, hvor myndighederne i Slesvig-Holsten i januar erklærede en i øvrigt danskfødt ulv som jagtbar problemulv efter tilsvarende angreb på får.

Derudover bør det Europa-Parlament, der vælges på søndag, som en af sine første opgaver følge op på det initiativ, som EU-formandslandet Rumænien har sat i værk for at få en ulveforvaltning, hvor husdyrholdere får adgang til at forsvare deres husdyr mod rovdyr som ulv og guldsjakal, siger Erik Poulsen.

Han betegner sig selv som den eneste kandidat til Europa-Parlamentet, der har ulven som mærkesag: 

“En personlig stemme på mig på søndag er derfor at regne som en folkeafstemning om en bedre ulveforvaltning”

KLIK og læs også Freddy Wullfs læserbrev om ulv og politik om samme

Del gerne artiklen hvor du ønsker...