Den dødsdømte labrador, som overfaldt og bed en mindre forbipasserende hund, står ikke til at redde. Alle klageinstanser er afprøvet, og politiets dødsdom eksekveres
Af Redaktionen
“De har ret til at tage afsked med hunden, ligesom De har mulighed for at få den døde hund udleveret, hvis De beder politiet om det”.
Således skriver Rigspolitiet til hundeejeren, som i de sidste uger har kæmpet for at omstøde politiets afgørelse eftersom hunden er dømt til aflivning, da den under atypiske omstændigheder angreb og bed en forbipasserende mindre hund. Hundens angreb bliver af politiet karakteriseret som overfald og skambidning og derfor skal hunden ifølge gældende hundelov aflives.
Dermed vælger Rigspolitiet at følge politikredsens afgørelse. Den ni år gamle labrador står ikke til at redde og vil blive aflivet.
Hundeejeren, der de sidste uger dagligt har besøgt sin hund på et internat, tror derfor ikke på, at den ellers velfungerende jagt- og familiehund har en fremtid. Til Netnatur siger hundeejeren, som har valgt at være anonym, bl.a. følgende:
– Det er spildte ord på Balle-Lars.
Dermed mener han, at velmente råd og klog tale ignoreres.
Med Rigspolitiets endelige afgørelse ser fremtiden sort ud for den gamle jagthund, og hundeejeren har set i øjnene, at kampen er tabt. Han agter derfor ikke at gøre alvor af barnebarnets forsøg på at redde den dødsdømte familiehund ved at smugle en fil ind i “fængslet” og dermed befri hunden.
– Kampen for at redde hunden bunder især i hensynet til familiens yngste medlemmer, der slet ikke kan forstå, at morfars hund er sat i fængsel og nu skal aflives, fortæller hundejeren.
Netnatur.dk har tidligere skrevet om sagen, som åbenlyst bunder i lovsjusk, eftersom loven ikke giver politiet andre muligheder end at aflive hunden, selv om den sort på hvidt er defineret som velfungerende. En hundepsykolog har testet hunden og karakteriserer den som ekstremt ikke-aggressiv.
Desværre er Rigspolitiets dom definitiv, selv om der fra politisk hold er varslet en hundepakke, der skal bløde fortolkningen af den eksisterende hundelov op. Men indtil denne træder i kraft, er det den eksisterende lov, der gælder. I skrivelsen til hundejeren understreges det derfor, at ejeren ikke har mulighed for klage.
Dermed er sagen lukket og hundens dage talte.
I begrundelsen for Rigspolitiets afgørelse skrives følgende
Der henvises til politikredsens afgørelse af 7. marts 2013 for så vidt angår sagens forløb frem til Deres klage af 25. marts 2013. Herefter er sagsforløbet som følger.
“De klagede ved brev af 25. marts 2013 over afgørelsen om aflivning. De anførte, at det var et uheld, at linen gled ud af Deres svigerindes hånd den pågældende dag, hvor hun luftede hunden og at det bør tillægges vægt i afgørelsen. “
“De vedlagde endvidere en udtalelse fra dyrepsykolog Mads Jørgensen, der beskrev hunden som ekstremt ikke-aggressiv. De anførte videre, at hunden som blev bidt ikke var i livsfare, og at den er kommet sig fuldstændig, hvorfor De ikke mener, at der er tale om skambidning.”
“De bemærkede endvidere, at afgørelsen om aflivning er underskrevet samme dag som Fødevareministeren udsendte en pressemeddelelse om “hundepakken”, og at De finder under de omstændigheder, at afgørelsen om aflivning bør afvente udfaldet af de heri nævnte overvejelser.”
“Politikredsen sendte den 27. marts 2013 Deres klage af25. marts 2013 og en udtalelse til Rigspolitiet og fastholdt afgørelsen om skambidning. Politikredsen fandt ikke, at udtalelsen fra hundepsykolog Mads Jørgensen havde betydning for vurdering af episoden den 8. november 2012, ligesom politikredsen bemærkede, at det ikke er et krav i forhold til vurderingen af om der har været tale om skambidning, at den overfaldne hund har været ilivsfare eller lignende.”
“Politikredsens udtalelse indeholder ikke oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af væsentlig betydning for afgørelsen og som De ikke allerede er bekendt med. Rigspolitiet har derfor ikke foretaget yderligere partshøring af Dem.”
I samme skrivelse til hundejeren vedhæftes de regler, som har fældet den gamle labrador.
Hundelovens§ 6, stk. 5:
“Hvis en hund ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden hund, skal politidirektøren lade hunden aflive”.
I forarbejderne til hundeloven om skambidning fremgår det bl.a., at:
“Ved skambidning forstås “at skade slemt ved bid”. Skade skal forstås i overensstemmelse med brugen af ordet i straffelovens § 245, stk. 2, dog således at skaden kan påføres både mennesker og hunde. Som skade anses bl.a. sår eller flænger, der kræver syning.
Skader på et menneske vil almindeligvis have nødvendiggjort lægehjælp eller længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed, og skader på andre hunde vil almindeligvis have nødvendiggjort dyrlægehjælp. “
I forarbejderne til hundeloven om aflivning ved skambidning fremgår det bl.a. videre, at:
“Det forudsættes, at aflivning efter den foreslåede bestemmelse ikke kan ske, hvis overfaldet og skambidningen undtagelsesvis er fremkaldt ved et uretmæssigt og umiddelbart forudgående angreb mod den pågældende hund (eller dens besidder), sådan at hundens adfærd må betragtes som et naturligt selvforsvar eller forsvar af hundens besidder. “
Ingen mulighed for at klage.