Personen, der er dømt for ulovlig ulvejagt i Trysil, anker nu sin dom. Den dømte vil forsøge at føre bevis for, at den nedlagte ulv var udsat 

Af Redaktionen

En 45 årig mand, der dømt for ulovlig ulvejagt i Trysil i 2015, anker nu sin dom. Den 45 årige hævder, at den nedlagte slet ikke var en vild ulv. Den var udsat.

Dermed vil den dømte forsøge at gå i rette med anklagemyndigheden, som hævder, at ulven var genetisk vigtig for den Skandinaviske ulvebestand, der lider under tendenser på indavl.

Ulven, som den dømte nedlagde, var nemlig af finsk/russisk afstamning og derfor særlig betydningsfuld for den tiltrængte blodfornyelse i Sverige og Norges fælles ulvestamme.

Men dette synspunkt vil nu blive anfægtet, da forsvarsadvokaten vil fremlægge dokumentation for, at ulven sandsynligvis var udsat.

Den nedlagte ulv havde nemlig en usædvanlig høj fedtprocent. I følge forsvarsadvokaten til den 45 årige burde fedtprocenten være langt mindre, hvis ulven, som hævdet, var vandret den lange vej til Norge, beretter Verdens Gang.

Ulven var for fed

Ulvens underhudsfedt blev målt til 13,7 millimeter. Og det mener den 45 årige er alt for højt. En ulv, der på egne ben er vandret fra Finland eller Rusland burde have et fedtlag på mellem to og fem millimeter.

Den høje fedtprocent får den dømte til at konkludere, at der må være tale om en ulv, der er vokset op i fangeskab og efterfølgende udsat i naturen.

Hvis det kan bevises, at ulven er udsat, kan den dømte se frem til en mildere strafferamme.

Den nuværende dom lyder på syv måneders fængsel, beslaglægning af våben, frakendelse af jagttegnet i fem år og 4.000 norske kroner i erstatning.

Finske hybrider

Den 45 åriges anke af dommen er ikke uden ligheder med en sag i Finland, hvor 12 finske jægere blev dømt for ulovlig ulvejagt.

Her forsøgte de anklagede at gøre gældende, at de nedlagte ulve slet ikke var ulve. De var hybrider. Altså ulve blandet op med hundeblod.

Jægerne prøvede uden held at overbevise retten om, at de dermed ikke havde begået noget ulovligt. Snare tværtimod, da hybrider anses som uønskede, da dels anses som en trussel mod genetikken i den ægte ulvestamme, og dels fordi det hævdes, at de er mindre sky overfor mennesker, da de har en vis mængde hundeblod i årerene.

Læs mere: 12 jægere dømt for ulovlig ulvejagt

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »