De polske myndigheder indfører nu en dusør på op til 45 Euro, hvis man finder og indrapporterer fund af døde vildsvin

Af Redaktionen

Det nye initiativ skal medvirke til at stoppe spredningen af den afrikanske svinepest. De 45 Euro udbetales i de områder, som er udpeget som risikozoner. I de øvrige områder i Polen er dusøren på 22,80 Euro.

Ud over dusøren har de polske myndigheder allerede indført skydepræmier på vildsvin, i et forsøg på at reducere bestanden.

Ifølge den tyske web-avis Top Agrar er der nyligt udbrudt en konflikt mellem svineproducenterne og de private svineholdere i Polen. Grunden er angiveligt, at de små producenter hjemmeslagter og sælger kødet, hvilket svineproducenterne mener er med til at øge spredningen af svinepesten, da der ikke er kontrol ved de små husdyrbrug.