– Voldtægt blandt kvæg er ikke et “naturligt” fænomen. Det hævder vildtbiolog Egon Bennetsen, som her forholder sig kritisk til Rewilding og det naturlige i en “gruppevoldtægt” i et indhegnet naturområde på 120 ha

                                                     Rewilding og dyrevelfærd

Tekst: Egon Bennetsen, Vildtbiolog og skovejer

En håndfuld biologer er besat af tanken om at skabe bedre og ”vildere” natur ved at indhegne den, og udsætte tamdyr som heste og kvæg tillige med vildtlevende arter som krondyr, dådyr, elge og bison på arealerne. De kaldet fænomenet for ”Rewilding”.

Med overbevisende, men i mine øjne fejlagtige, påstande om en ”historisk biodiversitetskrise”, har de fået en stor del af befolkningen og et flertal af politikere med på ideen. De såkaldte ”Naturnationalparker” er bl.a. resultatet heraf.

De udsatte tamdyr er – sammen med allerede tilstedeværende og ny udsat hjortevildt – udset til at skabe og fastholde en ”lysåben natur”. Altså et forsøg på at fastholde naturen i en statisk tilstand, hvilket er i direkte modsætning til den uberørte naturs grundvilkår, som er dynamisk over meget lange tidsrum, måske i århundreder.

Skal dyrene opfylde deres af biologerne pålagte mission, er man nødt til at forhindre dem i at leve af det de gerne vil æde – det velsmagende og næringsrige – og tvinge dem til at æde det, de helst undgår.  Derfor opsættes hegn, som skal forhindre dem i at søge bedre græsgange, og vinterfodring forbydes. Optimale forhold for de udsatte og indhegnede tamdyr og hjortevildt er på ingen måde målet. Dyrene bliver koldt og kynisk anvendt som en slags levende grønthøstere. Jo tættere man kan holde dem på sultegrænsen, desto mere effektive er de til den opgave.

Den natur, der kommer i disse hegnede områder, har derfor en særdeles begrænset variation af blomstrende urter, og derfor heller ikke nogen stor variation og mængde af f.eks. sommerfugle. Ofte er græsningstrykket på indhegnede naturarealer så stort, at alt er gnavet ned til et grønt bunddække af ubestemmelig art på et par centimeters højde. Hertil kommer så i varierende grad de arter, der er ildesmagende, giftige eller stikkende.

Selv i veldrevne dyrehaver med god sommergræsning og vinterfodring, kan man iagttage en tydelig forarmning af den vilde flora, sammenlignet med lignende områder uden hegn.

Alle med en vis iagttagelsesevne og en fordomsfri tilgang til emnet, kan forvisse sig om, at det forholder sig sådan.

Et andet problem er den tvivlsomme dyrevelfærd i de hegnede områder. Politikerne påberåber sig, at der skal føres tilsyn på regelmæssig basis i f.eks. naturnationalparkerne.

Kreaturgræsset “natur” til højre. Hjardemål Klit. Foto: Egon Bennetsen.

På Molslaboratoriets 120 ha indhegnede område, har der for nylig udspillet sig et drama, resulterende i dyremishandling af to køer – heraf en med kalv. 6 brunstige tyre forfulgte uophørligt de to køer med henblik på parring over 4 døgn, før der blev grebet ind. Under forløbet var kalven adskilt fra koen i over et døgn og en ko blev mast ned i et mudderhul, hvor tyrene i timevis skiftedes til at bedække den!

Når en sådan hændelse kan udspille sig på et så begrænset og relativt overskueligt område, hvordan skal man så kunne hindre det i langt større, tætte skovområder som Kompedal, Tved og Tranum plantager?

I forbindelse med flerdages ”gruppevoldtægten” af koen på Molslaboratoriet, forfægter kendt Tv vært, det synspunkt, at sex, vold, voldtægt og incest er normal i den vilde natur, i hvert fald når der ikke er etableret et tydeligt hierarki blandt handyrene.

Som vildtbiolog med speciale i hjortevildt og bosiddende i Nordthy, med store bestande af kronvildt og dåvildt, har jeg aldrig oplevet noget, der minder om episoden på Mols, selv om der er tale om arter, der i adfærd minder om vildkvæg.

Jeg har i en menneskealder fulgt og filmet kronvildtbrunsten. Og der er ganske rigtigt masser af sex, vold og incest. Men voldtægt: Aldrig!

Parringen foregår fuldstændig på hindens præmisser.

Den stærkeste hjort truer eller kæmper sig med rå vold til at være pladshjort, og bedækker alle hinder i rudlen.

Hinden er parringsvillig i et par døgn og hjorten bedækker den flere gange i tidsrummet. Akten er helt lidenskabsløs og er overstået på få sekunder. Derudover er hjorten fuldstændig uinteresseret i hinden.

En adfærd som den tyrene på Molslaboratoriet udviste vil være utænkelig i den vilde natur. Alene fordi den vil være biologisk uhensigtsmæssig og derfor over tid vil blive elimineret.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »