Stephanus Cecil ”Bvekenya” Barnard jagede elefanter i Crook’s Corner, hvor han nedlagde ikke færre end 300, men den største hanelefant kunne han ikke få sig selv til at skyde

Af Henning Kørvel

Stephanus Cecil ”Bvekenya” Barnard (1886-1962) jagede elefanter i Crook’s Corner, hvor grænserne til Sydafrika, Portuguese East Africa og Sydrhodesia mødtes. Han nedlagde i løbet af 20 år 300 elefanter, men den største hanelefant – Dhulamithi – kunne han ikke få sig selv til at skyde, og da han herefter kom på den rigtige side af loven, blev han ansat i game department.

Bvekenya Barnard, hvis fulde navn var Stephanus Cecil Rutgert ”Bvekenya”  Barnard (1886-1962), blev født i Knysna i Cape Colony 19. september 1886. 

Fra 1910 til sidst i 1920-erne var han en legendarisk elefantjæger i Sydrhodesia (nu Zimbabwe), Mozambique og det nordlige Transvaal, og han nedlagde i løbet af 20 år 300 elefanter.

I begyndelsen af 1890-erne forlod hans far med sin familie Knysna for at slå sig ned på en farm i den vestlige del af Transvaal. 

Efter en lovende start her blev familien ruineret, da deres kvæg døde af kvægpest. Familien rejste herefter fra sted til sted, indtil Boerkrigen brød ud, og faren blev indkaldt til Boerhæren, men hans tjeneste fik en brat ende, da han blev taget til fange af englænderne.

Den unge Stephanus blev nu familiens overhoved, men fire ældre brødre havde allerede forladt hjemmet for at kæmpe ved farens side imod englænderne, og deres iver blev øget, da moren døde i 1902. 

Stephanus underholdt sin familie ved at jobbe som kusk. Da faren vendte tilbage fra krigen, besluttede Stephanus sig for at gå sine egne veje, og 3. april 1906 rejste den dengang 19-årige Stephanus hjemmefra.

Efter at have vagabonderet i Transvaal og the Orange Free State, endte Stephanus med at blive ansat i South African Constablary.

Forlod politiet efter prøvetiden

 De første tre år var prøvetid, og ved dens afslutning, kunne hver af de to parter beslutte sig for, hvad der så skulle ske, og om han således kunne fortsætte eller skulle fratræde. 

Stephanus, der hverken røg eller drak, havde sparet sine penge i den tre år lange prøvetid, og han besluttede sig for at forlade politiet for at blive professionel jæger. 

Tidligt i 1910 købte han en hestevogn, campudstyr, et muldyr og et par rifler, blandt hvilke var en .303 repeterriffel. Således udrustet drog han nordpå for at gøre lykke som elefantjæger.

Han koncentrerede sine aktiviteter i et område ved navn ”Crook’s Corner i Transvaal op imod Limpopo River fra det sydlige Rhodesia. 

Stedet var en lille handelsstation, og her fandtes en mindre gruppe jægere samt mennesker der rekrutterede afrikanere til miner i området. 

Området lå tæt på grænsen til tre lande: Sydrhodesia, the Union of South Africa og Portuguese East Africa, og det var derfor et bekvemmeligt sted for elfenbenshandel og andre aktiviteter for folk, som flirtede med den forkerte side af loven. 

Hvis politiet skulle indfinde sig, så var det relativt let at komme over landegrænsen til et andet land, og et praktisk fyrtårn markerede punktet, hvor de tre landes grænser mødtes.

Stephanus løb ind i begyndervanskeligheder, idet han for det første var tæt på at blive spiddet i en af de indfødtes elefantfælder, og dernæst blev han en nat overfaldet af en bande Shangaan-banditter, som prøvede at myrde ham og stjal hans grej. 

Det lykkedes for ham at slippe væk fra banditterne, men medregnet riflerne mistede han alt sit udstyr. 

Da han kom tilbage til civilisationen, anskaffede han sig nyt tøj og en ny riffel, som var en kortløbet 9,5×57 millimeter Mannlicher-Schoennauer, og således udstyret vendte han tilbage til Crook’s Corner for at starte sin afbrudte karriere som elefantjæger.

Den første elefant, som han nedlagde, havde stødtænder på 51 og 49 pounds, som altså ikke var store, men indikerer, at han fik en god start som elefantjæger.

Den næste tyr, som han nedlagde, var aggressiv, og den havde mindst dræbt tre lokale arbejdere. Stødtænderne vejede 75 pounds pr. side. Efterfølgende skød han en tyr med stødtænder på 60 pounds pr. side.

Da han havde solgt elfenbenet for et GBP pr. tre pounds, tjente Stephanus 120 GBP på sin første uge som elefantjæger, hvilket var en meget højere betaling, end hvis han var forblevet hos politiet.

I modsætning til Stephanus tjente Harry Wolhunter, der var game ranger i Sabi Game Reserve ikke så langt fra Crook’s Corner cirka 30 GBP pr. måned for sit arbejde på den rigtige side af loven.

Stephanus blev nu kaldt for ”Bvekenya (manden der svirrer), og han blev en legende i Crook’s Corner. Han fik tilnavnet på grund af sin ”svirrende” gang, efter at han var blevet solskoldet imellem benene.

Anholdt af politiet i 1918

Han tog flere gange ind over grænsen til Portugisisk territorium både for at jage og for at hævne sig på den bande banditter, som få år forinden havde stjålet alt hans udstyr. 

Da han indhentede dem, bankede han dem med en sjambok (piskelignende kølle), og han nedbrændte deres hytter. Portugiserne svarede igen med at udsende en efterlysning af ham og idømte ham in absentia 25 års fængsel. 

Stephanus erklærede, at portugiserne først havde til opgave at pågribe ham; for ellers blev fængselsdommen ikke til noget. 

Efterlysningen af ham var kun gyldig i det sydlige Rhodesia og Transvaal. Han tilbragte imidlertid det meste af tiden i britisk territorium, men havde det alligevel dårligt med at blive betragtet som kriminel af sit eget folk. 

Fordi han var efterlyst af myndighederne i tre lande, fortrængte det fordelene ved at opholde sig i Crook’s Corner, fordi det ikke længere var et sikkert sted for ham.

Men han opførte alligevel en næsten permanent lejr, og han etablerede et grænsefyr i forsøget på at nydefinere grænsen imellem de lande, der mødtes her, hvilket resulterede i, at landenes politistyrker syntes endnu mere opsat på at pågribe ham.

Han anlagde en ny camp langs Chefu River, som han kaldte for ”Mazimbe”. Her kunne han hvile ud og oplagre elefantstødtænder og fornødenheder, og han fremstillede piske og sjamboks, som i dag bruges af sydafrikansk politi, og ved siden af elfenbenshandlen var fremstillingen af disse instrumenter en profitabel forretning. 

Han jagede selvfølgelig først og fremmest elefanter, men gik også efter bøfler, giraffer, sable antilope og flodheste for hudernes skyld. Bvekenya kom derved til at kende området mellem Limpopo og Great Sabi River bedre end nogen anden person. 

Glimt af Crook’s Corner, da Bvekenya Barnard havde sin camp der for 100 år siden.

 

Uden stort held forsøgte han sig som fåreholder, og han rekrutterede mandskab til miner i Sydafrika. Han avlede desuden tamme eland for både kødets og mælkens skyld.

En dag i 1918, mens Bvekenya opholdt sig i campen, blev han omsider anholdt af rhodesiske politistyrker. 

Han hævdede, at de var på den forkerte side af grænsen, men de hørte ikke efter og ”kidnappede” ham. 

Efter en strabadserende marchtur til Fort Victoria, blev han tiltalt for at have skudt et næsehorn. Alle de andre sigtelser blev frafaldet, fordi de enten var for gamle, eller fordi der var mangel på beviser. Efter sin løsladelse skød han på sin vej tilbage til Crook’s Corner ikke færre end syv elefanttyre.

Jægerhåndværket i højsædet

Dengang var krybskytteri mindre forkasteligt, end det ville være i dag, fordi datidens krybskytter drev krybskytteri på sportsmæssig maner.

Vildtet var meget mere udbredt dengang, og krybskytter så ikke noget problem i at overtræde ”kryptiske” jagtlove. 

Datidens krybskytteri, hvor vildtet overvejende blev jaget på jægermæssig korrekt måde, står i skærende kontrast til moderne high-tech krybskytteri med anvendelse af luftovervågning af vildt og anvendelse af automatiske skydevåben, firehjulstrukne køretøjer og radiokommunikation.

En mand, som havde drevet krybskytteri på elefanter, blev i datiden – når han lagde krybskytteriet bag sig – ofte tilbudt en stilling som game ranger, hvorimod ingen myndigheder ville overveje at ansætte moderne high-tech krybskytter som game rangere.

I 1919 købte Bvekenya en farm i Soutpansberg i nærheden af Punda Maria camp i Kruger National Park og prøvede at leve på den lovlige side af loven, men civilisationen kedede ham. 

Efter fire år vendte han tilbage til elefantjagt, og nu var han bevæbnet med en Holland & Holland dobbeltriffel caliber .465.Han prøvede også at skyde med en .425 Magnum Express riffel, men kunne ikke lide den og droppede den. 

Med .465-eren opnåede han bemærkelsesværdige resultater, og han betragtede den som den absolut bedste riffel, som, han nogen sinde havde ejet.

I modsætning til Karamojo Bell, der blev kendt for at bruge hjerneskud med mindre riffelkaliber, fordi den var billigere i brug end storkalibrede dobbeltrifler, foretrak Bvekenya hjerte- og lungeskud, og i tilfælde af anskydning havde han altid god tid til at eftersøge og affange den sårede elefant.

Bvekenya tilbragte fire år i felten, der blev sidste fase af hans krybskyttekarriere. Sidst i 1920-erne var de store elefantjagtdage i Crookøs Corner forbi. 

Dhulamithi fik ham til at stoppe

I 1928 kunne Bvekenya stadig lave en stor profit på elefantjagt, fordi han det år skød 45 elefanttyre, men både civilisationen og myndighedernes håndhævelse af jagtloven gjorde det til stadighed vanskeligere for krybskytter at overleve i deres hidtidige metier.

Han havde drevet krybskytteri i længere tid, end han havde forventet, og kort efter, at han i 1929 havde været i berøring med et par ekstremt giftige grønne mambaer, begyndte han at tænke på, at det nok var tid til at indstille metieren.

Ifølge ”Legends of the African Frontier” ville historien om Bvekenya ikke være fuldkommen uden at nævne Zhulamiti eller Dhulamithi, som var en legendarisk hanelefant med stødtænder ”større end træer”.

Bvekenya har altid fortalt, at mødet med dette monstrøse kreatur, fik ham til at opgive elefantjagten. Efter at have set elefanten flygtigt vest for Great Sabi River, stalkede Bvekenya til elefanten, som han skønnede, bar stødtænder på 200 pounds pr. side. 

Han fik omsider chancen til at skyde elefanten nær Gonarezhou i 1929, men i sidste øjeblik opgav han at trykke på aftrækkeren og hængte i stedet for riflen på knag. 

Bvekenya Barnard ernærede sig i 20 år af ulovlig elefantjagt, og tragikomisk er det, at det blev en hanelefant med mega stødtænder, der stoppede hans metier og betød, at han kom på den rigtige side af loven.

 

Bvekenya’s sportsmanship og jagtlige egenskaber blev beundret så meget, at da han endelig kom på den rigtige side af loven, fik han et job i game department, 

Han giftede sig med en kvinde ved navn Maria Badenhorst, og parret fik fire sønner og en datter. Hans tredje søn, Izak Barnard, blev en af stifterne af Botswana’s safariindustri, og i 2005 var både han og hans grandsøn, Willem Barnard stadig aktive i denne branche.

I årtier efter Bvekenya’s pensionering spurgte mange mennesker til, hvad der skete med Dhulamithi?

Ifølge en vandrehistorie levede elefanten til engang i 1960-erne, hvor den skulle være skudt af en sydafrikansk general ved navn Verster, men det modsiges af det mere holdbare faktum, at elefanten blev skudt sidst i 1931, men stødtænderne ikke vejede 200 pounds pr. side, som Bvekenya mente, men derimod henholdsvis 161 og 160 pounds, der dog stadig gør dem til mega stødtænder. 

Stødtænderne blev eksporteret til London af en elfenbenshandler i Lourenco Marquues ved navn Balmer, men deres videre skæbne er ukendt, beklager David Chandler, der lægger pen til ”Legends of the African Frontier”.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »