John Taylor hører til blandt de mest berømte elefantjægere, men rig blev han aldrig og forvist fra Afrika endte han sidste dage helt anderledes end han startede

John Taylor (1904-1969), der var blandt de berømteste elefantjægere i Afrika i første halvdel af 1900-tallet, skød cirka 1.500 elefanter, men fordi han ødslede sine penge væk, blev han ikke rig. Han skrev fire bøger om Afrika, heraf to klassikere. Han var mistænkt for at være homoseksuel og var alkoholiseret, men antagelig på grund af krybskytteri blev han i slutningen af 1950-erne forvist fra Afrika til London, og fattig som en kirkerotte, fordi hans rifler var pantsat, fristede han til sin død i 1969 tilværelsen i en etværelses lejlighed.

Tekst: Henning Kørvel

Han har skudt cirka 1.500 elefanter, og de fleste blev nedlagt ulovligt uden licens, hvilket gjorde ham til en berygtet krybskytte, men ingen satte til gengæld spørgsmålstegn ved hans kompetencer som storvildtjæger og riffelekspert.

John Taylor, der var af irsk afstamning og født i en velhavende familie i Dublin i 1904, blev en af de helt store elefantjægere i første halvdel af 1900-tallet.

Han har skrevet fire bøger, hvoraf to er blevet klassikere, men til trods for sit ry som succesfuld elefantjæger blev han i slutningen af 1950-erne forvist fra Afrika og endte sit liv i en etværelses lejlighed i London, hvor han fattig som en kirkerotte døde i 1969.

Som ung famlede han sig frem, idet han efter en kort stund i Canada, hvor han var indblandet i en smugleraffære, blev politimand i Sydrhodesia, men fordi en fange, som han havde ansvaret for, undslap, blev han fyret.

Elefantjæger startede som løvejæger

Han lagde nu kimen til at blive professionel jæger og startede som løvejæger på sydafrikas største kvægfarm. Her lærte han jægerhåndværket, og fordi han i hele sin tid som professionel jæger eksperimenterede meget med riffelkalibre og forskellige typer rifler, blev han ekspert i storvildtrifler, og han krediteres for at have udviklet den såkaldte ”Taylor KO-Faktor” for riffelammunition, der ikke blot stopper elefanter, men dræber dem.

Han jagede elefanter i Nyasaland og Portugisisk Østafrika, og han opnåede stor succes uden at tage ”bagateller” som jagtlov og licenser særlig alvorligt.

Da han jagede i Zambezi, gav de indfødte ham tilnavnet Pondoro, der betyder løve på Chinyungwe, og det fulgte ham i hele sin tid i Afrika.

LÆS mere om ELEFANTJAGT

To klassikere – trods alt

Selv om det hedder sig, at Taylor let gav Bror Blixen baghjul som storvildtjæger, så er kendsgerningen uagtet den, at han sommetider blev stoppet i utide i at jage elefanter, fordi han manglede patroner til sine dyre engelske dobbeltrifler, og i andre tilfælde fordi han manglede rifler.

På trods af, at han var en succesfuld elefantjæger, der kunne være blevet velhavende, når han solgte sit elfenben, så ødslede han sine penge bort, fordi han gav nogle væk, og for andre igen købte han rifler og spiritus.

I 1948 udgav han sine to første bøger ”Big Game and Big Game Rifles” og ”African Rifles and Cartridges”, der begge blev klassikere. I 1955 fulgte ”Pondoro” og i 1959 ”Maneaters and ”Marauders”.

I Pondoro fortæller han, at han sammen med nogle mænd, som han kaldte for Hamisi, Mir Khan og Hidayetulla havde begået elefantkrybskytteri i et stort set-up i militærstil i den fredede Tana River Valley.

Ifølge Taylor lokkede de fire mænd game department på vildspor fra Khyber Pass-regionen til Det Indiske Ocean.

African Rifles and Cartridges er en klassiker, fordi elefantjæger John Taylor blev ekspert i rifler og patroner til jagt på Afrikas storvildt.

Taylor er i bogen vag med hensyn til datering for det påståede krybskytteri, idet han blot skriver, at det fandt sted for nylig”. Men ifølge Capstick og Marsh, forfattere til bogen om Taylor, ”A Man Called Lion”, havde Taylor til venner fortalt, at krybskytteriet fandt sted i 1936.

Oplysningen om det påståede krybskytteri gav anledning til furore. For sin part benægtede Game Department, at krybskytteri i den nævnte skala overhovedet havde fundet sted i Tana River Valley.

Capstick og Marsh mente, at Taylor ikke havde logistik til operationen, og hvis den endelig havde fundet sted, så hældede de til, at den måtte have været i mindre skala end det militære set-up, som Taylor giver indtryk af i sin bog.

Fra en anden elefantjægers jagt i The Lado Enclave, men resultatet af John Taylors jagt på stedet må formodes at have været tilsvarende.

Nogle patroner mere effektive end andre

Både fordi han var alkoholiseret og mistænkt for at være homoseksuel, og han dertil var krybskytte, var han ikke just den mennesketype, som de britiske myndigheder havde fokus på til et job.

Formentlig på grund af sit ry som krybskytte blev han sidst i 1950-erne udvist fra Afrika.

Med sin store ekspertise i storvildtrifler, ammunition og ballistik, som han notorisk var i besiddelse af, burde han let have kunnet få en stilling hos en af de engelske jagtvåbenfremstillere, men han endte med at arbejde som nattevagt i en mindre zoo og kennel.

Han talte nu og da om at vende tilbage til Afrika, men fordi han manglede penge for at kunne realisere drømmen, blev det kun til snak.


John ”Pondoro” Taylor – elefantjæger i ”civil”. Der findes stort set ingen jagtfotos af ham.

 

Fattig som en kirkerotte døde han i 1969, og på det tidspunkt havde han end ikke en eneste af sine elskede storvildtrifler, fordi de var pantsat.

Han har imidlertid sat fingeraftryk i sine bøger og den før omtalte Taylor KO-faktor, der er en ellipse for knock-out.

Under jagt på elefanter fandt Taylor hurtigt ud af, at nogle patroner var mere effektive til at stoppe elefanter end andre patroner.

Han skelnede klart imellem at stoppe og dræbe en elefant. Fordi han altid tilstræbte at sætte en hjernekugle, ville et korrekt placeret skud med nogle af de patroner, som han testede, dræbe elefanten. Det optog ham, hvor kuglen ramte hjernen, fordi en såret elefant ville kunne angribe ham.

Han ønskede derfor en patron, der ville slå elefanten ud, selv når kuglen ramte et sted, der ikke var umiddelbart dødbringende. For Taylor betød et knock-out, at elefanten var tilstrækkelig immobil af den første kugle, så den ikke straks rejste sig for at angribe ham. Dette ville give ham tid til at sætte et præcist opfølgende (og dræbende) skud.

Diskussioner af numeriske metoder til evaluering af forskellige patroners effektivitet har en lang historie. Mange af disse metoder var populære fra begyndelsen til midten af det 20. århundrede. Taylor KO-faktor er en almindelig anvendt matematisk tilgang til evaluering af stoppekraften for forskellige store riffelpatroner.

Skød over 100 elefanter med .375

 Taylor foretrak at skyde med dyre engelske dobbeltrifler, og han havde en forkærlighed for .450/400 Nitro-Express, .500/465 Nitro-Express og .375 Holland & Holland Magnum.

Hans foretrukne riffel var en John Wilkes .450/400 ”3½ inch. chambered”, som Taylor sagde.

”Det kaliber har altid været mit foretrukne, og jeg har brugt det til alle afrikanske vildtarter fra elefant og ned til mindre antiloper med den størst mulige tilfredshed”.

”Kaliber .375 Magnum er dog utvivlsomt et af de mest effektive jagtvåben, der findes. Jeg har haft fem rifler af dette kaliber fordelt på to dobbeltrifler og tre magasinrifler og har skudt over 5.000 skud med dem”.

”En af disse rifler tegnede sig for mere end 100 elefanter og 411 bøfler og dertil næsehorn, løver og forskelligt mindre vildt”, fortæller Taylor, der jagede i Afrika i over 35 år.

Det er ikke John Taylor, der sidder på den nedlagte elefant, men Ernst Bishop. Elefanttyren, der er nær rekorden, har stødtænder på ni fod og tre inch og vejer 197 og 195 pounds.

Udover i sine egne bøger portrætteres Taylor i bogen ”A Man Called Lion” af Peter Hathaway Capstick, der ikke lægger fingrene imellem, men efter 10 års forskning i Taylor, udført af ham selv og Brian Marsh, fortæller om det ”sorte får” født i en velhavende familie i Dublin, der endte som en af de mest berygtede sydafrikanske elfenbenskrybskytter.

”Maneaters and Marauders” er muligvis Taylors mest spændende bog, fordi den indeholder kulminationen af alle de farlige dyr, som Taylor mødte i sine 35 år som elfenbensjæger.

Han fik ofte SOS fra indfødte, når de blev terroriseret af for eksempel store katte, og i et tilfælde skød han i løbet af nogle uger 11 løver, som havde terroriseret et helt distrikt.

Nogle af de menneskeædende løver var så skræmmende, at de indfødte gav dem navne som: ”Benga Man-Eaters”, ”Maiembi Maneaters” og ”Nsungu Man-Eaters”.

Som Taylor selv bemærkede:

”De, der ikke har boet blandt de indfødte i Øst- og Sydafrika, kan ikke have nogen forestilling om, hvor mange menneskeædende løver der findes i nogle områder”.

Udover løver fortæller Taylor om bøfler og elefanter, der plyndrede de indfødtes afgrøder eller trampede indfødte ihjel.

Pondoro – Last of The Ivoty Hunters læses stadigvæk af Afrikafarere.

Taylor var den fødte effektive bekæmper af skadelige dyr, og hans farverige beskrivelser bringer læseren i nærkontakt med nogle af de mest glubske mordere i den afrikanske bush.

I sine velmagtsdage som elfenbenskrybskytte var Taylor ofte ikke i kontakt med civilisationen i op til fem år, og han erfarede således først om Anden Verdenskrig, da en af hans ansatte leverede hans provision til ham pakket ind i en gammel avis, i hvilken han læste, at en stor del af verden, herunder det nordlige Afrika, var kastet ud i krig af nazisterne

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »