Karamojo Bell skød ikke færre end 1.011 elefanter med mindre kalibre, hvormed han kunne sætte et præcist hjerneskud

Tekst Henning Kørvel, Foto fra bogen: ”Legends of the African Frontier”, Safari Press, USA, 2008).

”Karamojo Bell” skød 1.011 elefanter med mindre kalibre, hvormed han kunne sætte et præcist hjerneskud. Han drak ikke sine penge op og brugte dem heller ikke på kvinder. Han var derfor en holden mand, da han og hans kone i 1932 rejste til fødelandet, Skotland, hvor de købte et gods. Efter hans død i 1954 købte Robert Ruark to af hans rifler, som han gav sin gudsøn, der havde den professionelle jæger, Harry Selby, som far.

Walter Dalrymple Maitland ”Karamojo” Bell, eller blot Walter “Karamojo” Bell (8. september 1880 – 30. juni 1954) kendes for to ting.

Han skød elefanter med mindre kalibre og kunne placere en .223-kugle så præcist, at den fik en elefanttyr på syv tons til at gå ned i skuddet. Dernæst var han i lighed med James Sutherland og Arthur Neumann elefantjæger par excellence.

Hans eventyrlige oplevelser og den profit, som elefantjagten kastede af sig, inspirerede generationer af unge jægere til at prøve lykken i Afrika.

Bell var født nær Edinburgh i Skotland i 1880. Hans far var tømmerhandler, og i en alder af seks år læste Bell om bisonjagt i USA og pionerer, der jagede elefanter i Afrika. Og især foretrak han at læse om skotten, Gordon Cummings oplevelser.

Han forsøgte at rejse kapital til en ekspedition til USA for at deltage i bisonjagten. Siden han var syv år gammel havde han arbejdet på det, men havde mødt modstand hos også pantelåneren.

Med familiemedlemmer, der ejede et rederi som vært, besøgte han i en alder af 14 år New Zealand og Tasmanien, før han blev sendt på kostskole i Tyskland, hvor han stadig drømte om at blive elefantjæger i Afrika.

Da han i 1897 var 17 år, fik han omsider chancen, og med en enkeltskuds .303-riffel ankom han til Britisk Østafrika og fik job på en mulddyrskaravane, som bragte forsyninger til arbejdere på en jernbane i Uganda.

Fordi han ønskede et sværere kaliber, gav han sin .303 i bytte for en .450 sortkrudts-riffel, der skød med hule kobberkugler. Og den fungerede perfekt, når han skød antiloper til gryden, men han var tæt på at blive dræbt, da han stod over for farligt storvildt. Han anskød en løve. Det lykkedes for ham at finde den, og med mange skud fik han fanget den af, men han mente, at kobberkuglerne var ineffektive, fordi de ikke gjorde tilstrækkelig skade på de vitale organer – hjerte og lunger.

”Karamojo Bell” ledede i 1908 en safari for Sir Henry Hesketh Joudou Bell (1864-1952), og han poserer her med sine jagttrofæer. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, USA, 2008).

 

Makker stjal opsparet sum

Mens han stadig arbejdede for jernbanen, anskaffede han sig snart en anden riffel, og han traf John Boyes, den navnkundige ”King of the Kikuryu”.

Hans ophold i Afrika blev imidlertid kortvarigt, fordi han fik malaria. I 1898 besluttede han sig derfor til at ville rekreere og tjene penge på ”Klondike Gold Rush” i Alaska.

På et stop i England købte han en .360 enkeltskuds Fraser-riffel, og efter ankomsten til Yukon, tog han på jagt sammen med en mand, kendt som ”Bill”.

Bell og han tilbragte vinteren sammen dybt inde i skoven, hvor de jagede elg og andre vildtarter med den intention at blive rige ved at sælge kødet, som der ikke var problemer med at opbevare, fordi vinteren var kold.

Den store mængde kød lokkede ulve til, og Bill læssede det på hundeslæden, og med Bells Fraser-riffel og deres eneste økse kørte han til Dawson for at sælge kødet og sætte pengene i banken.

De to stod til at kunne tjene en pæn sum penge, men Bell var påvirket af at skulle opholde sig alene i hytten med kun en pistol, ingen økse, men til gengæld med en stor portion elgkød, som han skulle passe på over for ulve.

Da Walter Bell kom til Afrika i 1897, blev han ansat til at lede en mulddyrskaravane, der bragte forsyninger til arbejdere på en jernbanelinje i Uganda.

Bill tog adskillige gange til Dawson for at sælge elgkød for 1,75 USD pr. pound, og han satte pengene i banken. I løbet af vinteren havde de opbygget en solid bankkonto.

Bell troede på det bedste i mennesker, men han blev snart klogere. Bill vendte nemlig ikke tilbage fra sin sidste tur til Dawson og forsvandt med alle deres penge, revolver, riffel og økse.

I erkendelse af, at han havde brugt hele vinteren for kun at blive bedraget af sin partner, spurgte han alle, som han mødte, om de vidste, hvor Bill var taget hen. Der var imidlertid mange af Bills slags i Dawson på den tid, og uden mandens rigtige for- og efternavn, var det håbløst at eftersøge ham.

Han ville bort fra Alaska, og fordi Boerkrigen lige var startet, meldte han sig til det canadiske kavaleri og kom således tilbage til Afrika, hvor han prompte blev pågrebet af Boerne. Det lykkedes imidlertid for ham at flygte, og han blev herefter knyttet til hovedkvarteret som spejder.

Da krigen sluttede, rejste han nordpå til Uganda, hvor han traf en mand ved navn Ormsby, som tog ham med på sin første elefantjagt i Unyoro-regionen. Her lagde han kimen til sin teknik i elefantjagt ved at skyde hjerneskud med sin .303-riffel. ”Bell’s Shot” var født.

Situationer fra elefantjagt. ”Karamojo Bell” leverede selv tegninger til sine bøger om elefantjagt i Afrika.

 

56 pounds elfenben pr. stødtand

I 1902 besluttede han sig for at ville jage i Karamojo i det nordlige Uganda. Regionen var beboet af primitive krigeriske stammer, og det blev sagt, at her var mange elefanter. Bell rejste til byen Mumias nær Mount Elgon for at forberede sin livslange drøm om elefantsafari. Han var nu 22 år gammel.

Han fik samlet alt sit udstyr sammen, og hans karavane var godt bevæbnet. Foruden sine egne rifler medbragte han otte askaris med Snider-rifler. Han havde skrabet bunden for mandskab, fordi alle de bedste mænd i forvejen var ude på andre safarier. Han måtte derfor tage til takke med de mænd, som han kunne få fat på og lærte de uudgrundelige udveje i Afrika at kende.

På den syvende dag ankom karavanen til Turkwell River, og neden for lå det uudforskede Karamojo. De to første lokale indbyggere, som Bell traf, lo højlydt, da de så hans rifler og hørte, at han ville jage elefanter. De havde set Swahili og arabiske jægere med musketter, der skød elefanter med ringe effekt, men Bell mente ikke, at de havde forestillinger om moderne riflers effekt.

Næste morgen blev der råbt ”atome” (elefant) i lejren, og Bell satte straks efter dem sammen med sine elefantspejdere, og han fik hurtigt skudt to elefanter. Tydeligt imponerede strømmede lokalbefolkningen til for at få del i kødet, hvilket blev begyndelsen til en frugtbar relation mellem Bell og de lokale indbyggere.

Hvor han end kom hen i Afrika, havde han en medfødt evne til at indtage den rigtige attitude første gang, han traf folk, og hvis han havde behov for at være fast, kunne han både være truende og forsonende.

På denne tegning ses de skudvinkler, som ”Karamojo Bell” brugte, når han skød elefanter med mindre kalibre.

 

Den første safari i Karamojo blev en økonomisk succes i mindre skala. Efter nogle flere mindre safarier besluttede Bell sig for at returnere til Mumias med så meget elfenben, som han kunne transportere.

I stedet for at bruge profitten til kvinder og spiritus, som mange pionerer ellers gjorde, investerede Bell i endnu bedre udstyr til en ny safari. Han ville gøre elefantjagt til sin levevej.

Bell jagede i Karamojo og nordvest for Lake Rudolf i fem år fra 1902 til 1907. Han betragtede det som fem separate safarier, men det var i virkeligheden en stor massiv elfenbenskampagne.

Han skød hundredvis af elefanter med en gennemsnitlig vægt af elfenben af 56 pounds pr. stødtand, hvilket var bemærkelsesværdigt, fordi cirka 10 procent af elefanterne enten havde en brækket stødtand, eller de kun havde en stødtand.

Bell var typisk for sin generation af elefantjægere, der var drevet af grådighed og eventyrlyst. Men han var atypisk i sin monumentale succes. I løbet af sin karriere skød han 1.011 elefanter, hvoraf 28 var køer og resten tyre.

Paradis for elefantjægere

Fra blot en ekspedition leverede han 14.000 pounds elfenben til en værdi af 8.400 GBP, hvilket var mange penge, fordi årslønnen for den britiske guvernør var 500 GBP. Og det blev sagt, at han havde så mange penge, at han kunne leve et komfortabelt liv i den sidste halvdel af sit liv.

Hans succes skyldtes hans karakter og evner til at organisere og lede en safari. Han var også heldig at ankomme til Afrika på det tidspunkt, der var gunstigt for en elefantjæger, fordi han på lovlig vis kunne tjene en formue på elefantjagt.

Fordi våbnene på den tid var for svage til storvildtjagt, var den skala, som han slog sig op til, ikke mindre imponerende. Bell tilhørte den første generation af jægere, som kunne få røgsvage magasinrifler og moderne ammunition. Han tilhørte også den sidste generation, der kunne jage elefanter frit, før der kom restriktioner, udbyttebegrænsning og licenser.

Før han blev elefantjæger, var han arbejder og udførte sit arbejde med så stor akkuratesse, at det gav ham chancer for succes og profit.

En Bell-safari var en uafhængig operation, der var afhængig af, at enhver opgave blev udført til punkt og prikke. Han skød elefanter for elfenbenets skyld, og herudover skød han antiloper som føde for sine mænd, og han skød næsehorn og bøfler, så de kunne fremstille sko og skjolde af deres skind. Enhver operation byggede på at holde omkostningerne nede, og at salget af elfenben kunne dække udgifterne til safarierne.

Da Bell startede som elefantjæger i den første del af 1900-tallet, brugte andre elefantjægere monstrøse store rifler. Til forskel Brugte Bell alle kalibre fra .256 til .318 med formidabel succes. Dag efter dag skød han perfekte hjerneskud, mens mange unge engelske jægere følte flovhed eller det, der var værre, når de prøvede at efterligne Karamojo Bell. Kun få jægere skød godt nok til at kunne sætte en øjeblikkeligt dræbende hjernekugler med så små kalibre, som Bell anvendte, der også omfattede Mannlicher-Schønauer 6,5×54, hvormed han skød 300 af de i alt 1.011 elefanter.

210 elefanter på ni måneder

I 1908 henlagde Bell sine operationer til Sudan nær Gelo River og det vestlige Abyssenien.

Her fortsatte han succesen med at skyde tyre med gennemsnitligt 56 pounds elfenben pr. stødtand. Fordi Kong Leopolds død bevirkede åbning af” the Lado Enclaven”, flokkedes professionelle jægere fra hele Afrika i provinsen vest for Nilen og nord for Lake Albert, hvor der i seks måneder ikke var nogen myndigheder, og elefanterne aldrig havde været jaget. Det var et paradis for elefantjægere.

Gennem ni måneder skød Bell 210 elefanter, svarende til stort set en elefant pr. dag. Han delte Lado Enclaven med legendariske jægere som Robert Foran, Mickey Norton, William Buckley, John Boyes, Quintin Grogan og Bill Judd, men på grund af konkurrencen faldt hans gennemsnit for elefanttænder til 27 pounds pr. stødtand.

Efter eventyret i Lado tog han til Liberia for kun at blive skuffet.

Elefanterne var mindre, og konditionen dårlig. I 1913 rejste han til Ubangi River i Fransk Equatorial Africa, men her blev hans operationer stoppet af udbruddet af Første Verdenskrig i 1914.

Sådan så ”Karamojo Bell” ud, da han blev udbruddet af Første Verdenskrig, blev optaget i Royal Flying Corps.

I lighed med andre store jægere meldte Bell sig til tjeneste i krigen, idet han indtrådte i Royal Flying Corps.

Ifølge ”Bell of Africa” var der så få kvalifikationskrav til RFC, at man blot skulle kunne køre på cykel for at blive optaget.

Efter at han havde fået ”vingerne” på uniformen, fik han at vide, at han var udset til at skulle kæmpe for Frankrig, men i sidste øjeblik valgte han South African Squadron og kæmpede således i Afrika. Han fløj et tosædet fly – BE.2.C, der var den type, som ”Den Røde Baron” skød ned over Frankrig.

Han blev forflyttet til Balkan og kæmpede mod tyrkere og tyskere, og han blev krediteret for at have skudt et tysk fly ned, men påstod, at det skete ved et uheld. Da troppetransportskibet, som han var ombord på, da krigen var slut, blev torpederet i Middelhavet af en fjendtlig ubåd, mistede han sin favoritriffel.

Efter krigen var Bells jagteventyr langt fra slut. I begyndelsen af 1920-erne jagede han langs Niger River på Elfenbenskysten, og i en tid jagede han elefanter i det franske distrikt omkring Fort Lamy og Chad. Senere guidede han to amerikanske jægere, Malcolm Forbes og en mand ved navn Gerrit på en safari gennem Chad og Sudan.

I 1932 forlod Bell Afrika og rejste til Skotland for at bosætte sig der sammen med sin kone. De købte et lille charmerende gods i Ross-Shire kaldet Corriemoillie. Først i 1920-erne havde han skrevet om sine oplevelser og blev overrasket over at få dem udgivet i ”Country Life”, og de blev samlet sammen til en bog, der udkom med titlen ”The Wonderings of an Elephant Hunter”.

Da han blev pensioneret, skrev han bogen ”Karamojo Safari”, hvor han fortæller om elefantjagt i Uganda i første del af 1900-tallet. Bogen giver læseren en fornemmelse for rytmen i elefantjagt. Bell fik også succes som tegner. Han tegnede nemlig selv til sine artikler og bøger.

Indfødte jagede også elefanter i det samme område i Uganda, hvor ”Karamojo Bell” havde en kronet tid.

Ruark købte to af hans rifler

Som en af de få britiske jægere skrev han om sex, og i Bell of Africa sammenlignede han vestlige kvinder med sorte kvinder.

”Den hvide kvinde har hovedet fuld af sine rettigheder, betragter dig som skidt og afslår dit og dat”. Den sorte kvinde: “Perhaps I had better, not. No. Not even a peep in paradise”.

Bell behandlede de sortes sex taktfuldt og med humor. I ”Karamojo Bell” fortæller han, at han spurgte sin ven, Pyjale, hvorfor en gruppe kvinder så trætte ud. Bell troede, at de var syge. Men Pyjale fortalte ham, at deres mænd var returneret den foregående dag fra en uge i ”No-mans land”.

Han fortæller også om sin ansatte, Swerle, der havde betalt en høj pris for sin kone, fordi han forventede, at hun var jomfru. Da hans kone endelig overgav sig ham, stødte han på ”en bred motorvej, hvor han havde forventet en smal sti”.

Bell gør med disse beskrivelser af sexlivet sine sorte hjælpere levende, hvor andre hvide forfattere forbigår denne side af menneskelivet i tavshed.

Fra 1932-1939 dyrkede Bell sejlads i sin stålracerbåd ”Trenchemer”, opkaldt efter Richard Løvehjertes flagskib. Han og hans kone fik stor succes med båden, indtil den blev beslaglagt til brug i Anden Verdenskrig.

”Karamojo Bell” med vinger på uniformen, før han blev sendt til Balkan for at kæmpe mod både tyrker og tyskere. (”Legends of the African Frontier”, Safaro Press, USA, 2008).

Under Anden Verdenskrig gjorde Bell tjeneste i hjemmeværnet, og han jagede kaniner og grouse i højlandet på sit gods. Da krigen sluttede, og han fik sin racerbåd tilbage fra forsvaret, fortsatte han sejladsen, men et hjerteanfald i 1948 tvang ham til at skrue ned for tempoet. I 1950 solgte han båden, og han døde i 1954.

Kort efter hans død købte den amerikanske jæger og forfatter Robert Ruark to af den berømte elefantjægers rifler: En Jeffrey .450-400 Nitro express dobbeltriffel og Bells berømte .275 Rigby Mauser, og de blev indgraveret med ordene: ”Mark Robert Selby – from uncle Bob Ruark, og han præsenterede dem for sin gudsøn, den to år gamle søn af den professionelle jæger, Harry Selby.

”Karamojo Bell’s” .275 Rigby Mauser (7×57), som han skød mange elefanter med. Han skød med en kugle på 173 grain.   

Ifølge det amerikanske ”Rifleman” (november 2004) er Bells rifler stadig i Selbyfamiliens eje. Og der har været spekulationer fremme om, at Karamojo Bell uden tvivl ville have været stolt over, at Mark Selbys yngste søster, Gail, skød sin første elefant i Botswana i 1973.   

 

           

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »