Når man køber sin første hundefløjte, skal man være klar over, at den skal vare hele hundens liv. Har hunden først lært at lystre på en fløjte, bør man ikke skifte til en anden

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Specifikt er artiklen herunder fortsættelse af artiklen om udstyr til Jagthundens Træning. I den første artikel blev der set på rem og domme. Her ses der nærmer på hundefløjten og brug af samme …

Den tredje ting man får brug for, er en fløjte. Intet kan ødelægge jagtens stemning som hundeførernes højlydte råb og skrig. Derfor bør enhver jagthund lære at lystre en fløjte.

Kan man pifte, kan man undlade fløjten. Og det har visse fordele. For det første er signalet unikt, og for det andet er fløjten altid i munden.

Dermed kan man reagere øjeblikkeligt, når situation kræver det, med mindre man da skal bruge fingrene, når man skal sende det distinkte smæld gennem luften.

Til gengæld er der mange, som har problemer med denne fløjte, når det fryser, eller når læberne bliver tørre og sprækker. Derfor kommer de færreste ikke uden om en hundefløjte, og ser vi udelukkende på det rent dressurmæssige, er det fløjtende ligegyldigt, hvilken fløjte man vælger at anvende. Såfremt den færdigdresserede hund ikke lystrer, er det ikke fløjten – men dressuren – det er galt med. Men det er ikke helt ligegyldigt hvad vi putter i munden og blæser signalerne i?

En fløjte for livet

Når man køber sin første hundefløjte, skal man være klar over, at den skal vare hele hundens liv. Har hunden først lært at lystre på en fløjte, skal man ikke skifte til en anden. Mange hundefolk værner da også om deres fløjter med stor omhu. Og i den forbindelse bør man altid tjekke fløjtens bæresnor eller -rem, hver gang man hænger fløjten om halsen. Navnlig læderremme har begrænset levetid.

Skulle man alligevel miste fløjten, er det ærgerligt, men ikke nødvendigvis en katastrofe. Naturligvis kan hunde lære at lystre en ny fløjte. Men når hunden er med på jagt eller deltager i anden form for socialt samvær, hvor flere fløjter efter deres hunde på samme tid, kan den have svært ved at genkende det nye signal.

Noget der sjældent volder problemer med hundens barndomsfløjte. Med tid og træning lærer de fleste dog at skelne den nye fløjte fra de øvrige.

Når man skal købe fløjte, kan man groft set vælge mellem fløjter af plastik, ben eller metal. Plastik er ofte det billigste materiale, selv om prisen ikke bør være det udslagsgivende. Plastikfløjter støbes oftest over samme form, hvilket skulle betyde, at hele serien lyder identisk.

Jeg har testet et par fløjter af mærket ACME nr. 210 og indspillede de to signaler i et musikstudie. En computer med et indlagt lydanalyseprogram viste, at de to geografiske lydbilleder var meget ens. Begge signaler var næsten helt uden sidestøj og viste et meget snævert frekvensområde omkring 6000 hz (antal svingninger pr. sekund).

Tonen på de afprøvede ACME-fløjter var altså meget ren. Det samme gjorde sig gældende på de tyske Wegu-fløjter i plast, selv om de lå knap så højt. Så skulle man miste sin plastikfløjte, kan man altså være heldig at finde en ny, som har nogenlunde samme lyd som den mistede.

Man kan eventuelt gardere sig ved at købe et par, hvis ens model skulle gå ud af produktion. Til gengæld er det upraktisk, hvis jagtkammeraterne har købt en plastikfløjte af samme mærke. Navnlig hvis han eller hun bruger identiske signaler.

Spørgsmålet er dog om ikke hunden kan høre, hvem der puster i fløjten. Hver hundefører har nok, når alt kommer til alt, sin unikke måde at blæse eller rettere spytte sine signaler på.

Unikt signal

Vil man være sikker på at få en fløjte med et unikt signal, bør man overveje en håndlavet fløjte i ben eller lignende naturmateriale. Ofte siges det, at benfløjterne larmer for meget og mangler evnen til at trænge igennem.

Vores lydtest i studiet viste da også, at de afprøvede dobbelt-benfløjter opererede i dybere områder og havde gennemgående høje overtoner, hvilket betyder, at de ganske rigtigt larmer meget. Til gengæld prøvede vi også en hjortetaksfløjte som lå på 5.100 hz, og som tilmed havde begrænsede overtoner. En lille fin fløjte med forholdsvis stor gennemtrængningsevne. Det samme kunne computeren sige om en lille flad benfløjte på 4500 hz.

Til gengæld siges det ofte, at benfløjterne ændrer lyd, når de bliver våde. Vi satte to benfløjter i en kop vand og lod dem trække i fem minutter.

Forinden havde vi indspillet de to signaler med tørre fløjter. Da fløjterne havde trukket, gik vi igen i studiet, pustede i fløjterne og bad computeren sammenligne det våde med det tørre. Og rent faktisk viste forsøget, at lyden ændrer karakter, når benfløjten trækker vand, selv om det ikke kan udelukkes, at det var den ringe temperaturforskel på vand og luft, der påvirkede materialet og dermed signalet.

For sammenligningens skyld prøvede vi en plastikfløjte, men her kunne vi ikke spore nogen nævneværdig afvigelse i forhold til det tørre fløjtesignal.

Er man hverken til ben eller plastik, er der stålfløjterne. Fløjterne er normalt forsynet med en justerbar stilleskrue, så man rent faktisk kan gøre signalet så godt som lydløst for det menneskelige øre. Hunden har til gengæld ingen problemer med at opfatte signalet, da den kan høre svingninger på op til 60.000 hz eller endnu højere, hvor de fleste mennesker står af ved omkring 20.000 hz.

De lydløse fløjter har mange fordele.

Eksempelvis på prøve, hvor man nemmere kan slippe af sted med at give en kommando, uden at dommeren opdager det. Dog er det ikke forbudt at fløjte, men det ser altid bedst ud, hvis man kan føre hunden med så få signaler som muligt.

Ulempen ved metalfløjterne viser sig først og fremmest, når temperaturerne bevæger sig under frysepunktet. Da kan metalfløjten fryse fast i læben. Til gengæld kan et stykke cykelslange eller anden form for isolerende materiale omkring mundstykket løse det problem.

Vi testede to lydløser fløjter. En af mærket ACME og en af ukendt mærke. På begge fløjter er der mulighed for at stille signalet, og vi satte signalet så lavt som muligt, hvis mikrofonen skulle være i stand til at optage et signal, der var kraftigt nok til at analysere. Og det vil sige, at signalet var hørbar for selv en mindre høreskadet musiker og en lettere skuddøv jæger. ACME-fløjten tegnede et meget distinkt signal på computerskærmen. Faktisk med svingninger på omkring 11.000 hz.

Fløjten af ukendt mærke lå en anelse lavere, men også denne havde et distinkt signal, som var højere end ben- og plastikfløjternes, der svingede mellem 2800 og 6000 hz. Og jo højere toner jo bedre skulle lyden gå gennem vind og anden støj, da kun ganske få lyde befinder sig i dette frekvensområde.

Når hunden bliver døv

Dog hører man ofte, at hunden – under visse omstændigheder – ikke kan høre signalet. Det kan eksempelvis være, når den arbejder i roer, hvor bladenes konstante susen for ørerne skulle bremse lyden fra fløjten. Om dette udsagn holder, kan kun hunden svare på. Dog er der næppe tvivl om, at hunden lynhurtigt udnytter enhver form for usikkerhed hos føreren. Tvivler hundeføreren på, at hunden kan høre, så er det helt sikkert, at hunden udnytter den manglende konsekvens og spiller døv, når den arbejder i roer.

Tvivlen bør, for respektens skyld, altid komme fløjten til gode. Er der en gang fløjtet, må man insistere på, at hunden kommer og om nødvendigt løbe ud efter den.

Det kan dog ikke udelukkes, at roeblade og anden form for tæt vegetation kan virke som et filter for toner i visse områder. Vi ved, at høje toner går let gennem glas, hvorimod det omvendte er tilfældet, når vi snakker om materialer, der kan gi’ sig. I roer og lignende områder kan det måske være fordelagtigt med en fløjte, der spænder over et bredere lydspekter.

Eksempelvis kan man anvende den modsatte ende af de tidligere omtalte dobbeltfløjter, nemlig trillefløjten. Vores studietest afslørede – ikke uventet -, at trillefløjterne spænder over et bredere spekter. I vores tre afprøvede modeller med 2000-3000 for en 90 mm benfløjte, 2500-3600 hz for en 70mm, samt 3500-5400 hz for en tilsvarende tysk Wegufløjte i plastik og 3000-4000 hz for en mindre Weguplastfløjte på 60 mm.

 

Det store frekvensspænd skulle betyde, at der sandsynligvis altid vil være noget af lyden, der når frem til hundens ører. Dog laver trillefløjten meget støj, hvilket naturligvis skyldes, at kuglen farer rundt i fløjten med stor hast og forstyrrer luftstrømmen. Derfor bør man ikke lade ekstreme situationer være bestemmende for, hvilken fløjte man skal anvende til de mere almindelige signaler.

I sagens natur er trillefløjten heller ikke så karakteristisk som de øvrige. Og kan man stadigvæk ikke holde læberne fra den støjende trillefløjte, skal man ikke glemme, at man i ren og skær ophidselse kan risikere at puste kuglen ud af fløjten. Tro det eller ej, men det er set ske.

Er man ikke sikker på, at hunden kan eller vil lystre, er det i de fleste tilfælde bedre at holde fløjten i ro og vente, indtil man atter har sikker kontakt. Brug fløjten diskret og undlad at skilte med hundens ulydighed

Signaler

Hjemkald, stop og måske vendefløjtet er tilstrækkeligt til at løse stort set alle de opgaver, som en jagthund bliver udsat for. Navnlig stopfløjten er vigtig, hvad enten man foretrækker at hunden bare stopper, sætter sig eller smider sig på maven, når man fløjter signalet. Stopfløjtet er uden diskussion det vigtigste fløjtesignal. Har man problemer med hjemkaldet – hvad de fleste kommer ud for – må man under alle omstændigheder være i stand til at stoppe hunden. Og når først hunden er standset, er den i reglen lettere at kalde hjem. Såfremt hunden ikke lystrer stopfløjten, er det dressuren, som halter, og man må for enhver pris værne om respekten for dette signal.

Når det gælder stødende og stående hunde, kan det ofte være en fordel, at man tillige lærer hunden at lystre et vendefløjt. Altså et signal, der indikerer, at hunden ikke skal søge længere ud på bredden, men atter søge ind mod føreren.

Navnlig når man går med stående hund, der af natur ofte søger fra kant til kant, kan det være en fordel, at man kan vende hunden ind på marken uden at slå dens søg i stykker. Eventuelt når man går på mindre arealer, hvor det naturligvis er uhensigtsmæssigt, at hunden afsøger naboens terræn.

Ved træning af retrievere eller andre hundetyper, der skal anvendes som apportører på store ande- og fasanjagter, hvor der ofte bliver fældet store mængder vildt, anvender man ofte relativt flere signaler. På sådanne jagter kan det være en fordel med en meget præcis styring af sin hund. Derfor anvender man ofte et områdesignal i tilknytning til de gængse stop-, indkalds- og vendesignaler. Når hunden efter en lang dirigering nærmer sig vildtet – som den i sagens natur ikke selv ved, hvor befinder sig – kan man blæse signalet for tampen brænder.

Jagthorn

På dagens selskabsjagter er jagthorn blevet et fast indslag. Jagthornet et er simpelt kommunikationsmiddel jægere imellem og skaber derudover en tidløs og højtidelig stemning, som de fleste sympatiser med. På de danske jagtterræners beskedne størrelse rækker et jagthorn ud til alle terrænets kroge, og de posterede jægere kan alle høre, når der f.eks. gives signal om, at driverkæden slipper hundene. En positiv sidegevinst er det, at også hunden lærer at reagere på signalet.

Således er det meget almindeligt, at jægere med drivende hunde som f.eks. støvere eller gravhunde anvender hornet til at fortælle hundene, at de skal slippe søget eller drevet og vende tilbage til det sted, hvor de kom fra. Jagthornets dybe frekvenser gør, at lyden trænger godt igennem skoven, og signalet vil i reglen række temmelig langt.

Har ingen på jagten evner eller lyst at blæse de rigtige signaler, kan man anvende et mere simpelt jagthorn, som alle kan betjene. Ligeledes kan man med lidt øvelse lære at blæse i haglbøssens løb og dermed ganske langt sende et lydhørt signal om f.eks. jagt forbi og samling.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »