En rigtigt lystfisker-historie om et forrygende fluefiskeri i fjorden, der trods megen modgang endte lykkeligt …

Af Michael Schultz 15. sep. 2009

Vel ankommet til fjorden i en fantastisk malerisk ramme tidligt i morges, startede jeg med min kammerat gennem 28 år, Finn, fiskeriet med fuld tro på min flue i enden af forfanget.

En let vestlig brise og en endnu ikke vågnet sol denne morgen, hvor morgentågens dis dominerede, gav indtryk af et nærmest uvirkeligt eksotisk sted engang i fjern fortid. En 2-mastet skonnert lå forankret et godt stykke foran os og ledte, halvvejs skjult i tågedisen, tankerne hen på en scene fra ”Pirates of The Carribean”.

Fuld af fluefiskerens ukuelige tro, håb og stædige optimisme, fiskede vi os igennem det første stykke fiskevand hvor vi tidligere på sæsonen var blevet narret af en gammel farvet knarvorn ørred på omkring 75 cm; en gnavpot af fisk der knækkede Finn´s nok noget for tynde forfang på 0,22 mm Drennan.

Finn er om muligt endnu større optimist end jeg, så humøret og troen på foretagendet var højt mens vi fiskede os gennem pladsen.

Men ca. 1½ time forløb uden at noget som helst gav anledning til bare en symbolsk øgning i adrenalin-niveau, puls og blodtryk.

Vi havde undervejs skiftet flue nogle gange og jeg havde til sidst, nærmest lidt i desperation, skiftet fra en 0,31 spids til en 0,22 da jeg syntes at forfanget var vel synligt i den lave sol der dominerede en efter optimale fiskeforhold alt for lys morgen, nærmest skyfri og med 3-4 m/s for lidt vind, sådan ideelt set.

Jeg vidste godt at 0,22 er for tyndt til såvel fjord som å, men det fortæller lidt om min ringe tro på sagen på dette tidspunkt. Samtidigt havde jeg i lettere frustration skiftet til en af de fluer min nabo Kekke havde foræret mig.

Kekke er 85 år gammel og helhjertet fluefisker gennem et langt liv men fisker ikke mere, da haven optager næsten al hans tid. Men der kommer altid liv og glimt i hans øjne der nok har set mange gange flere fisk end mine, hver gang vi får os en snak og fluer, laks og havørred over hækken, eller når Kekke og Inge er til ungernes fødselsdage.

Jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig tidligere havde benyttet den flue jeg netop havde sat på forfanget fordi den slet ikke var som ”rigtige kystfluer” skal være; belastet og med flash og glimmer og stærke farver. Men den var det bedste valg jeg kunne forestille mig, nu, da alle mine kendte fluer havde svigtet.

Vi var nu kommet til et hotspot og var begyndt at mærke kroppens umiskendelige koffein-trang og den før så omtalte optimisme var begyndt at blive afløst af bemærkninger som ”jeg tror sgu ikke rigtigt på det mere” og ”skal vi se at komme videre til næste sted”.

Storørreden hugger

Vi fiskede parallelt ved siden af hinanden og jeg udbrød noget i retning af at ”lad os tage en kop mokka om 5 minutter og komme vi …” da en god fisk tog fluen, i et voldsomt og aggressivt ryk! Jeg kunne straks mærke at det var en fisk et godt stykke over målet og yderst vigtigt; den sprang ikke fri af vandet og lavede intet plaskeri! Gode tegn på en fisk et godt stykke over de 50 cm.

Herudover havde jeg dog ingen fornemmelse af fisken der snart i et pludseligt rush, svømmede direkte mod mig. Jeg havde god og fuld kontakt med fisken og kunne fornemme at den var godt kroget. 0,22-spidsen bekymrede mig ikke da min stang er med en ekstremt blød og langsom helaktion; den bøjer helt ned i håndtaget og jeg har aldrig oplevet en fisk slå sig af denne stang. Fisken fulgte nogenlunde velvilligt med ret tæt hen til os men holdt sig hele tiden under vandet.

Den kom tæt på og trak så pludselig 3 meter line ud 2 -3 gange med en helt fantastisk kraft og vægt og først nu blev jeg klar over at det ikke var bare en god fisk, men en meget god fisk.

På trods af at jeg efterhånden gennem 19 år har fanget mange og store havørreder op til 13 pund – og mistet en fisk et godt stykke over meteren efter 1½ times tovtrækkeri, må jeg indrømme at denne morgenfisk fik mig helt op i det røde felt.

Finn havde endnu sin første + 50 cm havørred til gode ved kysten så jeg havde på forhånd bestemt i dag at hvis jeg krogede en god fisk skulle han udtrætte og lande den; bare for at mærke forskellen på en ”normal” fisk og en ørred med lidt flere år og kilo på bagen.

Min fornemmelse var stadig en fisk på omkring de 60 cm men da fisken svømmede om bag mig på en ganske kort line og jeg så dens hale måtte jeg revurdere denne opfattelse.

Jeg fik et ganske kort glimt af halen der var større end jeg nogensinde har set uden for åen og vidste nu at fisken snarere var 75-80 cm.

Pga. den lave sols refleksioner i vandet kunne jeg ikke rigtigt se fisken på trods af at den var ganske tæt på, ca. 6 mtr. Jeg siger, fuld af bange anelser til Finn, at ”jeg skal se den inden den måske forsvinder”, men hvis den er godt kroget skal du udtrætte den”. Men den kraft den trak med forstærkede mine bange anelser og pludselig fór den – fuldstændig uventet – gennem mine ben.

En fuldstændig uvirkelig og ulogisk handling, set fra en fiskers synspunkt. Men som Finn senere påpegede: ”Fisken ser måske vores ben som skygge og skjul?”.

Finn så rygfinnen pile gennem vandet og da jeg vendte mig og ville løfte det ene ben over linen brast forfanget og mit livs kystørred var væk.     Man ærgrer sig ikke. Man bander! Svovler! Siger ting ens 10-årige datter absolut ikke bør høre. Tænker:

”Du får én chance, og det her var tilbuddet i år”.

Under udtrætningen af fisken var Finn i færd med at åbne sit net der dog var gået i stykker og med en masse line flydende omkring sig både fra hans og mit hjul burde jeg – set i bagklogskabens klare lys, have bedt ham fjerne sig, så jeg ganske enkelt kunne have kanet fisken ind.

Men jeg havde simpelthen ikke det fokus en kamp med stor og snu gammel havørred kræver for at lystfiskeren går af med sejren. Og kystens ørreder fortsætter med at overraske; De er simpelthen så forskellige i temperament og opførsel at mindre fisk kan forekomme langt større end de er og – desværre – også det modsatte.

Store fisk kan vise sig at være langt større end man først antager.     Sidste år mistede jeg en 75 cm fisk, hvor jeg tydeligt så afstanden mellem hale og rygfinne, på den føromtalte plads vi havde tænkt os at fortsætte til. Da havde samme tanke gået igennem mit hoved:

”Det var dette års chance”.

Mismodig satte jeg en lignende flue på forfanget og krogede 3 kast senere en 43 cm fisk som hurtigt blev kanet ind.

Vi gik nu stykket igennem igen, men mærkede – naturligvis – intet. Efter en kop sort gift og en ostemad fiskede vi et nærliggende stykke vand igennem uden resultat og pakkede herefter grejet og kørte videre til plads 2.

Plads 2

Vi startede fiskeriet og mærkede intet den første times tid. Efter lidt bøvl med line og vind kom jeg efterhånden ind i en regelmæssig rytme.

Pludselig mærkede jeg nogle små forsigtige nøk i fluen, men mere skete der ikke. Imidlertid var der nu begyndt at dukke nogle store yderst velkomne skyer op til at supplere en tiltagende vind, så forholdene var noget nær perfekte.

Det eneste der manglede var fisk.

Vi fiskede vel videre i en ½ time og samme fornemmelse sneg sig ind: ”Vi har haft chancen i dag”. Optimisten Finn udbrød:

”Nu tror jeg simpelt hen ikke på det mere”.

Det lyder som en af de sædvanlige ”fiskehistorier”, men netop som han havde udtalt sætningen, tager en fisk på + 50 cm min flue, rusker, plasker og er væk.

Jeg griner til ham og siger: ”Sig det igen, sig det igen. Sig at du ikke tror på det og ikke gider mere”.

Yderligere en halv time går og intet sker.

Nu begynder den berømte ”3 kast mere-tanke” at indfinde sig, og jeg siger:

”Lad os lige fiske lidt mere og komme op og få en kop gift”. Herefter går jeg i gang med ”de berømte 3 kast”.

”Heinz Fancy” redder dagen

I andet eller tredje kast tages min flue ”Heinz Fancy”, opkaldt efter min ven Heinz, der har lært mig de grundlæggende regler og teknikker i kystfluefiskeriet, helt ude i enden af kastet, i et voldsomt plask, hvorefter fisken går ned til bunden.

Igen mærker jeg at det er en fisk godt over målet, men min vurdering er en fisk i god kondition i midten af 50’erne.

Jeg overlader min stang til Finn der, lidt slukøret, absolut intet har mærket i dag. Med en frisk 0,31 spids og fuld tillid til Finn, der på trods af at han er nærmest nybegynder ud i fluefiskeriets ædle kunst, er jeg glad for at han får mulighed for at mærke en fisk der trækker lidt mere og tungere end de par 45 cm fisk han fik tidligere på året.

Efter nogen tids pres på fisken går det dog op for os at også denne fisk snyder os hvad angår dens volumen.

På et tidspunkt ser jeg, efter at have samlet al løsline op på Finns stang, godt belært af formiddagens meget lidt velovervejede hændelse, at det her rent faktisk er min (vores) hidtil største kystørred hvis den kommer på land.

Efter et par minutter kan Finn, der under udtrætningen er 100 % intens og koncentreret, sikkert kane den på land og sejren er vor. En 66 cm kystørred af hankøn er besejret.

Finn, der er tidligere kok, og har fileteret flere atlanterhavslaks end han bryder sig om at tænke på, siger: ”Plus 3 kg”.

Selv er jeg mere tvivlende. Men senere skulle vægten vise 6,3 gode danske pund.

Aldrig har en kop kaffe smagt så godt som den vi efterfølgende nyder i de smukke omgivelser.

Finn er glad for oplevelsen der ikke har givet ham mindre mod på fluefiskeriets mysterier, som han siger.

”I øvrigt var rygfinnen på den første fik langt større end på denne”,

tilføjer han lidt tørt. Det føles lidt som salt i såret, men kan alligevel ikke fortrænge denne oplevelse…

Vi beslutter os for at køre hjem.

Godt mættede at oplevelser, der langt overgår de flygtige glæder alverdens MP3-afspillere, mobiltelefoner, fladskærme og øvrige moderne ”nødvendigheder” og statussymboler giver.

Fluefiskeriets glæder er simpelt hen ubetalelige og giver en livskvalitet til de udøvere der forstår at værdsætte det, der er helt i særklasse. ”Manna for sjælen”, som min til tider mobilstressede IT-ven Finn siger. 66 cm og 6,6 pund aggressiv havørred han fra kystens letsaltede vande

Ud over 66 cm-fisken der skal koldrøges, blev det også til en 43 cm der med tak gik til mine naboer Inge og Kekke

Se, det det var en rigtigt lystfisker-historie, der trods megen modgang endte lykkeligt. Men det havde nu også været ubærligt at miste 2 havørreder over 66 cm den samme dag.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...