Ønsker man sig en ren “jagtmaskine”, så går man ikke fejl af en Engelsk Pointer, som samtidig er en dejlig familiehund

Af Redaktionen

Denne hunderace kan også finde sig til rette i en naturinteresseret familie med et aktivt udendørs liv, men det er ikke en oplagt race for førstegangshundeejeren og er i almindelighed uegnet som udelukkende selskabshund.

Denne aristokrat blandt sports- og brugshunde er kendt for at være venlig og imødekommende over for børn såvel som voksne.

Aktivitetsniveau

Her er tale om en race, der hellere bevæger sig i galop end i trav, og den er lynhurtig, når et terræn skal afsøges for fuglevildt.

En pointer er grundig, effektiv og udholdende. Den trænede hund er lydhør over for sin føres anvisninger og holder generelt god kontakt selv på de større afstande.

En engelsk pointer har et stort behov for at bruge sin næse og bevæge sig frit – også på større arealer. En tidlig positiv socialisering og et liv med tæt kontakt mindsker dens tendens til social nervøsitet.

Pels og pleje

Den korte pels er glansfuld, glat og lidt fin i strukturen. En daglig aftørring med et opvredet vaskeskind fjerner støv og løse hår.

Pelsen yder ikke den store beskyttelse mod vind og vejr, men hunden er ikke kuldskær, når blot den får lov til at holde sig i bevægelse.

Dansk Pointer Klub fylder 100 år

Indlæring og håndtering

Den unge hund er glad for at lære og meget samarbejdsvillig, så opdragelsen volder sjældent de store problemer.

Træn kvikt og varieret og skift mellem forskellige træningsmiljøer og belønninger.

Lad gerne apportering være en fast del af hundens hverdag.

Oprindelse og historie

Racen stammer formentlig fra spanske eller portugisiske jagthunde, som kom til Storbritannien med hjemvendende soldater i begyndelsen af 1700-tallet.

Allerede få år efter var racen etableret som ”ægte” britisk jagthund, og der kendes flere afbildninger, bl.a. et maleri fra 1725.

Pointer er værdsat for sine jagtlige egenskaber over store dele af verden og har også bidraget til forædlingen af de tyske hønsehunde.

Farven er af underordnet betydning. Man siger, at ”en god pointer kan ikke have en dårlig farve”.

Dimensioner

Hanner er 63-69 cm, tæverne lidt mindre, 61-66 cm. Vægten ligger mellem 20 og 30 kilo.

Farve-varianter

Oftest hvid med orange, brune eller sorte partier, trefarvet eller ensfarvet i de nævnte farver.

Oprindelsesland

Storbritannien.

Internationalt racenavn

Pointer.
 

FCI-gruppe

Gruppe 7 – Stående jagthunde

Specialklub

Dansk Pointer Klub

Kilde: DKK

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »