Engelsk Setter Klub i Danmark kan i 2018 fejre, at det er 100 år siden, at klubben blev stiftet

Af Harris Jensen

Årene omkring skiftet fra 1800-tallet til 1900-tallet var en periode, hvor jægernes hunde for alvor blev organiseret i Danmark.

Dansk Jagtforening blev stiftet i 1884, og jagthundesagen havde høj prioritet i foreningen. I 1897 blev Dansk Kennel Klub en realitet, og stambogsføringen af hunde blev for alvor sat i system.

I hastig rækkefølge blev der i begyndelsen af 1900-tallet, dannet specialklubber for jagthunde. Og i 1918 var det altså den engelske setters tur til at få sin egen klub.

Som det er alle jægere bekendt, er den engelske setter en stående jagthund, der er kendt for fremragende jagtegenskaber. Den har en eminent evne til at finde og behandle fuglevildt, og med den rette træning er den en sikker og effektiv apportør.

Det er en æstetisk nydelse, at se en engelsk setter systematisk afsøge store vidder i høj fart med højt båret hoved og nærmest flyvende galop. Men tag ikke fejl: en engelsk setter er en alsidig jagthund, der også ufortrødent arbejder i både moser og skov.

Racen har stor vandpassion, og at skyde en sneppe, som en setter efter en stram stand udpeger og rejser præcist for sin fører, hører til i jagtens absolut fornemste klasse.

I øvrigt runder klubben de 100 år i allerbedste form; racens jagtlige egenskaber og eksteriør er via markprøver og udstillinger gennem alle årene udviklet til allerhøjeste niveau.

 

Alle klubbens arrangementer vil i 2018 være præget af jubilæet, men især uge 12 er ugen, hvor klubben har sat alle sejl til.

Med Vejen Idrætscenter som hovedkvarter og samlingspunkt er der hele denne uge udstillinger og prøver med deltagelse af smukke og velgående engelske settere fra store dele af Europa.

Reception afholdes fredag 23. marts kl. 16.30 – 19.30.

Interesserede er meget velkomne hele ugen. Program og oplysninger om jubilæet kan ses på www.engelsksetterklub.dk.

Man er også velkomne til at ringe til Engelsk Setter Klubs formand Erling Clausen, 23340635 eller til presseansvarlig Harris Jensen, 24984478.