Hvis du mener din jagt er bæredygtig, så længe der blot høstes af naturens overskud, kan du meget vel tage fejl. Den “faglige” vurdering kan ikke stå alene. Den vil ifølge ny rapport komme til at stå side om side med politisk 

Af Redaktionen 

I almindelighed defineres jagtens bæredygtighed på faglig og biologisk bæredygtighed. 

Jægerne høster af naturens overskud og jagt træder i stedet for andre dødsårsager. Men sådan er det ikke længere. 

I dag skal jagten også være social og økonomisk bæredygtig – udover at den altså som nævnt skal være økologisk bæredygtig. 

I følge netop udsendt rapport fra DCE vil jagtens bæredygtighed afhænge af overlappet mellem de tre principper. Jo større overlap, jo mere bæredygtig vurderes jagtformen. 

Denne tilgang til bæredygtig jagt har vi her på siden tidligere påpeget med en vis bekymring. 

I 2016 redegjorde Danmarks Jægerforbund nemlig begejstret for den samme tilgang til begrebet bæredygtighed. 

Læs også: ER DET SÅDAN DJ TEGNER DIN FREMTID?

Når man som jæger bør være kritisk over for den “nye” tilgang, bunder det i, at det biologiske grundlag for jagt meget vel kan udvaskes og devalueres. Fra at være nær ved det afgørende, bliver det biologiske måske blot et element på lige fod med andre. 

Hvordan vil det stille jægerne? 

Dette vil afhænge af den jagtform man driver. Og derfor kan man jo starte med sin egen jagtform og sætte den ind i nævnte DCE-model herunder. 

 

“I udgangspunktet er det afgørende, at jagt er økologisk bæredygtig, ellers risikerer bestandene at blive decimeret, og dermed skrider også grundlaget for den sociale og økonomiske bæredygtighed.

Samtidigt kan den jagtlige anvendelse af naturen også understøtte bevarelsen af arterne, fordi sociale og økonomiske gevinster ved udnyttelsen er et vigtigt incitament for borgerne til at beskytte resursen (IUCN 2010).

Vi lever i et mere og mere urbaniseret samfund med en stigende fremmedgørelse af naturen, men også et stigende omfang af friluftsaktiviteter, som kræver plads, og som også påvirker naturen. I det perspektiv er det vigtigt, at jagt udføres i samklang med og i respekt for forskellige menneskelige værdier og behov.” CITAT, DCE, Aarhus Universitet    

 

Gåsejagten er måske økonomisk og social bæredygtig, da de fleste er enig om, at bestanden kan og bør beskydes af hensyn til bl.a. markskader. Jagtformen scorer altså umiddelbart højt på den biologiske og sociale bæredygtighed og dog …Jagt vil uvilkårligt påvirke gæssenes flugtafstand. Desuden kan jagtformen virke støjende, ligesom den indebærer en vis risiko for at nedlægge ikke jagtbare gåsearter. Endelig er anskydningen knyttet til jagtformen en udfordring. Alt dette trækker ned i det store regneark for gåsejagtens bæredygtighed. 

Jagt på udsat vildt er i sagens natur økologisk bæredygtig, da det vildt, der nedlægges, er udsat. Jagt på udsat vildt kan dog også påvirke de øvrige ikke jagtbare vildtarter. Måske vil det have negativ påvirkning på bestand af ræv og krage og udsætning vil ifølge rapport påvirke bestanden af fugle og insekter positivt, da de nyder godt af de tiltag, der gøres for at holde en stor bestand af f.eks. fasaner på terrænet. Men jagt på udsat vildt har altid været til debat og derfor trækkes den økologiske og økonomiske bæredygtighed ned af den sociale vurdering, da mange har sært ved at forstå meningen med at drive jagt på vildt, der er udsat til formålet. 

Kronvildtbestanden er vokset eksplosivt i antal, og der er bred enighed om at jagten i almindelighed er bæredygtig. Økonomisk er der dog udfordringer. Nogle ejendomme har især udgifterne, mens andre især nyder godt af indtægterne på jagten. Endelig er der den omdiskuterede jagt på kronvildtet i brunsten. DCE forslår jagten flyttet til efter parringsperioden er overstået. Dette ud fra ønsket om at opnå en bedre køns- og aldersstruktur i bestanden. Men brunstjagt rokker også ved den sociale bæredygtighed. I områder, hvor der jages i brunsten, er chancerne for opleve brølende hjorte mindre end i områder, hvor der ikke jages. Alt andet lige naturligvis. Altså kan brunstjagten også risikere at falde på den sociale bæredygtig.

  

Set ud fra et jagtligt synspunkt er der altså grund til bekymring ved brug af ovenstående model som udgangspunkt for vildtarternes fremtid som jagtbare.

Den skitserede model kan nemlig virke som en åben invitation til en debat, der kan blive meget vanskelig at håndtere.

Hvad nytter det, at jagten er bæredygtig i traditionel forstand, hvis vildtet ændrer adfærd som følge af jagten og det dermed bliver vanskeligere at få tæt på oplevelser for alle dem, der bare vil se på vildtet?

Jægernes repræsentant i Vildtforvaltningsrådet deler dog ikke denne bekymring. Faktisk har Jægerforbundet allerede underskrevet en aftale kaldet

PRINCIPPER FOR FASTSÆTTELSE AF JAGTTIDER 

En aftale som bygger på ideerne i modellen herover.

Spørgsmålet er om denne aftale skal opfattes som borgfred mellem jægerne og jagtens traditionelle modstandere eller det snarer skal ses som en tikkende bombe under jagtsagen, da kontrakten indeholder en lang række åbne invitationer, der kan bruges til at angribe jagtformenes trefoldige bæredygtighed.  

Det springende punkt i hele modellen er det sociale aspekt. For hvem skal vurdere dette?

Dette kan man blive lidt klogere på, hvis man læser uddrag fra kapitel om jagtens bæredygtighed i et samfundsmæssigt perspektiv. (se rapport i link øverst i denne artikel)

Afsnittet er skrevet af DCE og her kan man bl.a. læse, at bæredygtighed et langt stykke hen af vejen nu skal betragtes som en politisk vurdering.  

” Forskningen kan – i bedste fald – bidrage til at kvalificere den demokratiske debat og de politiske beslutninger” lyder det fra DCE.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »