For anden gang inden for en kortere periode er der observeret en ulv i området omkring Esbjerg ….
Af Redaktionen
Da Sten Kirk Larsen i fredags var ude for at lufte sin hund i Marbæk Plantage nord for Esbjerg, kom han på ganske tæt hold af en ulv. Han beretter til Jydske Vestkysten:
– Jeg befandt mig med hunden i min bil omkring Plantørvej, og et stykke henne ad vejen så jeg et dyr gå over. Først tænkte jeg, at det var et stykke råvildt, men den var for stor.
Skulle det være kronvildt, måtte det være en kalv og de går ikke alene. Dyret er i færd med at forsvinde ind mellem træerne, hvorefter den stopper op og dernæst er så venlig at gå ud på vejen igen.
Som mangeårig jæger havde Sten Kirk Larsen medbragt sin kikkert på turen, og han havde således god lejlighed til at tage ulven i nærmere øjesyn.
– Den var grålig og temmelig stor. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var en ulv, slutter han.
LÆS OGSÅ: Ulv observeret nord for Esbjerg