EU deler WWF’s bekymring for, at dyrene kan blive de store tabere, hvis regeringen opfører det planlagte vildsvinehegn tværs over Jylland langs den dansk-tyske grænse

Af WWF

EU-kommissionen har nu svaret på det åbne brev, som WWF-Danmark og WWF-Tyskland sendte til bl.a. EU-kommissær Karmenu Vella og danske og tyske ministre den 7. maj. Formålet med brevet var at gøre opmærksom på den store bekymring, WWF har over det planlagte vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse.

Og EU har tilsyneladende samme bekymring som WWF – nemlig at dyrelivet bliver sorteper, hvis det 70 kilometer lange hegn bliver opført.

På vegne af kommissæren oplyser EU-kommissionens generaldirektorat i et svarbrev, at kommissionen ikke var bekendt med planen om at opføre et vildsvinehegn.

”Sådan et projekt kan så sandelig påvirke områdets dyreliv, inklusive arter og Natura2000-områder, som er beskyttet af EU-naturlovgivning”, lyder det i svaret til WWF Verdensnaturfondens generalsekretær, Bo Øksnebjerg.

Og EU indskærper videre

”Det er derfor vigtigt, at før en beslutning er taget om at fremme et sådant projekt, at en grundig evaluering af dets potentielle indvirkninger på beskyttede arter og habitater er udført i overensstemmelse med relevante bestemmelser i Habitatdirektivet 92/43/EEC.”

Som WWF Verdensnaturfonden tidligere har pointeret, vil hegnet skære igennem vigtige beskyttede naturområder og blokere vejen for en lang række vilde pattedyr såsom ræv, odder, grævling, hare og hjortevildt og forhindre at de kan sprede sig. Det er alle arter, hvor Danmark og Tyskland deler bestandene, og derfor er brevet sendt til også den tyske regering.

EU understreger også, at hegnet ikke kun er et dansk anliggende:

“I betragtning af de potentielle indvirkningers grænseoverskridende karakter bør der etableres et tæt samarbejde mellem de to landes kompetente myndigheder i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning.”

Vi er glade for, at EU så tydeligt anerkender, at der er grund til bekymring og indskærper, at der skal foretages en grundig vurdering af konsekvenserne for dyrelivet,” siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

Svaret fra den danske regering

Bo Øksnebjerg modtog et par dage efter også svar fra miljøminister Jakob Ellemann-Jensen på vegne af statsminister Lars Løkke Rasmussen og ham selv. Heri lyder det:

”Når lovforslaget er stemt igennem, vil Miljø- og Fødevareministeriet sikre, at Danmark overholder alle juridiske forpligtelser såsom EU’s lovgivning om natur- og miljøbeskyttelse samt administrationen af internationalt beskyttet naturbevarelse.”

Det er da rart at høre, at ministeren lover at leve op til alle de internationale forpligtelser – det arbejde har vi tænkt os at følge nøje. WWF mener dog stadig, at det er en bedre idé helt at droppe hegnet, for det vil få konsekvenser for dyrelivet uanset hvad. I stedet burde regeringen bruge pengene på at dæmme op for de reelle smitteveje for svinepest, siger Bo Øksnebjerg.

Ifølge tyske veterinærer og den danske fødevarestyrelse er de primære smitteveje for afrikansk svinepest ikke vildsvin, men derimod dyretransporter, mennesker og fødevarer, som kommer i kontakt med ikke-inficerede svin. At levende svin transporteres oftere end nogensinde over den dansk-tyske grænse udgør langt den alvorligste spredningsrisiko, samt at disse transporters chauffører for eksempel dropper en inficeret pølsemad på en rasteplads.

WWF Verdensnaturfonden anerkender den potentielle fare, som svinepest udgør, men hæfter sig ved, at der ikke er nogen dokumentation for, at et hegn skulle være effektivt mod den afrikanske svinepest.

Tredjebehandlingen af lovforslaget om vildsvinehegnet finder sted den 4. juni.


FØLG NETNATUR.DK PÅ FACEBOOK

Gå ind på Netnatur’s facebook side, tryk på knappen “Følger” og marker punktet “Se først”.
Så sikrer du dig, at du får alle nyheder.

%d bloggers like this: