Hvor lang tid tage det at skyde en buk? Velkendt og erfaren jæger beretter om ny personlig rekord …

Fem minutter. Længere tid tog det ikke for Henning Kørvel som gæst hos en jagtkammerat at skyde en ældre ”afskudsbuk” på Vestsjælland i 2020. Hans hidtidige” rekord” havde indtil da været et forbrug på 11 minutter. Jagtkammeraten var i lighed med Henning Kørvel kun lige kommet på plads i hochstanden, før hans skud brød stilheden.

Tekst og foto: Henning Kørvel

En jagtkammerat havde inviteret mig på bukkejagt på sit revir på Vestsjælland 25. maj 2020, og da jeg var på vej derop ad Holbækvejen, spottede jeg kort før Ugerløse et dødt stykke råvildt på midterstriben på vejen.

Jeg kørte cirka 60 kilometer i timen og kunne se, at det var en buk, og da jeg stoppede længere fremme og gik tilbage til den, konstaterede jeg, at den var en ældre herre, og den ene stang var brækket ved sammenstødet med bilen, som med al ønskelig tydelighed ikke havde været blidt.

Jeg gættede på, at hvis det var en personbil, der havde ramt bukken, at så måtte bilen være svært beskadiget, men hvad får mennesker til at efterlade en buk ude midt på vejen, hvor den kunne være til fare for andre trafikanter?

Chok, panik?

Måske.

Jeg trak bukken ind i græsrabatten, fordi den så ikke længere var til fare for andre trafikanter, og jeg gerne ville have et foto af den, når jeg returnerede til det sydlige Sjælland efter endt bukkejagt.

Inden jeg fortsatte kørslen, så jeg i bakspejlet tre stykker krydse over vejen på det sted, hvor bukken var kørt ihjel, og jeg fik således en idé om, at dyrene åbenbart er vant til at krydse over vejen på det sted, og det derfor gælder om at have antennerne ude ved kørsel på strækningen. Morsomt er det jo nemlig ikke at påkøre hverken råvildt eller andre større eller mindre dyr.

Med billedet af den dræbte buk, der havde fortjent at have fået en bedre død end blive kørt ihjel i trafikken på nethinden, fortsatte jeg, og efter et kvarters tid mødte jeg så min kammerat på det aftalte sted.

Sten? Nej, en buk

Han forklarede mig, at han mente, at jeg skulle sidde ved mosen, og jeg kunne vælge imellem at sidde i en hochstand eller hochsitz.

Selv ville han sidde i en hochstand på midten af arealet, der både er naturmæssigt varieret og kuperet. Med andre ord: Et smukt revir.

Jeg foretrak at prøve at sidde i hochsitzen, og da vi havde ønsket hinanden ”knæk og bræk”, gik jeg i retning mod hochsitzen, mens han fortsatte i bilen for at parkere et andet sted og gå ned langs et levende hegn til bemeldte hochstand, hvorfra jeg som ligeledes hans gæst havde skudt en ældre afskudsbuk i 2019.

Nået frem til hochsitzen steg jeg til vejrs efter at have repeteret en kugle i kammerat på riflen og sikret mig, at sigtekikkerten stod på blot 6x forstørrelse, for hvis en buk kom for, ville skudholdet efter al sandsynlighed blive relativ kort.

Henning Kørvel ses her med ”Femminuttersbukken”.

Jeg lagde mit kamera med 600 millimeter telelinsen på skødet, hvilket ikke var til hinder for, at jeg ville kunne afgive skud, hvis altså det blev nødvendigt.

Morgenen var kølig. Der var godt med dug i græsset, og inde i mosen skræppede en solsort op.

Jeg gættede på, at den havde hørt en bevægelse, som gjorde den urolig. Pludselig spottede jeg en rødlig klump i det høje ukrudt foran mosens sydlige udkant.

En sten?

Jeg rettede kikkerten imod det og så, at det ikke var en sten, men derimod et stykke råvildt, og da dyret efter yderligere et minut tog hovedet op, så jeg, at det tilhørte en buk, som jeg tilmed indså, kunne være den, som min kammerat havde beskrevet for mig: Gaffel på den ene stang og ingen sprosser på den anden stang. Altså en lidt spøjs buk, som jeg vurderede til tre-fire år.

Bukken trådte snart ud fra det høje ukrudt og gik næsten frem til skellet til nabomarken, og da den stillede sig med bredsiden til, trykkede jeg på aftrækkeren og så bukken gå ned i knaldet.

Jeg så samtidig på uret. Klokken var 5.05. Jeg havde kun nået at sidde i hochstanden i omkring fem minutter, før jeg trykkede på aftrækkeren.

Da jeg var vel nede på jorden igen, ringede min kammerat.

”Var det dig, der skød”?

”Ja, svarede jeg. Jeg har skudt den buk, som du har beskrevet for mig”.

”OK, tillykke med den, jeg kommer over til dig”.

Da han kort efter havde set bukken, sagde han, at det ikke var den, som han havde set for nogen tid siden i mosen, men at den blot lignede den lidt.

Close-up af bukken, som jeg gætter på, altid har set nogenlunde sådan ud.

11 minutter i Tjekkiet

Han var dog godt tilfreds med, at den var skudt, fordi den var en afskudsbuk, der aldrig nogen sinde ville have udviklet sig anderledes. Det var i øvrigt også for sent at fortryde det, fordi bukken jo nu var hinsides.

Jeg forklarede ham, at jeg aldrig tidligere har skudt en buk efter kun fem minutters ophold i reviret. Det hurtigste, som jeg indtil da havde skudt en buk på, var på 11 minutter.

Det var i Tjekkiet i 1999. Jeg havde i en regional jagtforening holdt foredrag om blyhagl kontra patroner med ugiftige hagl, og som honorar skulle jeg skyde tre bukke forskellige steder i landet i brunsten i 1999.

En af dem skulle jeg skyde på reviret, som ejes af skovuniversitetet i Pisek, og min kammerat, Frantisek og jeg indfandt os på stedet til 18-tiden om aftenen, og klokken 19.00 gik jeg nu iført jagttøj sammen med min guide, der ligeledes hed Frantisek af sted mod en hochstand på en skoveng med skov på tre sider.

I mosen var der godt med fejninger, men om de var fra ”Femminuttersbukken” eller andre bukke, står hen i det uvisse.

Efter at have kigget i sin pung med lokkekald tog han en råpibe frem. Datoen var 7. august, og i den uge er der altid fuld knald på brunsten.

Han satte nu råpiben til læberne og blæste tre stød i tre forskellige retninger, og da den sidste tone havde lydt, så jeg et stykke råvildt komme springende ud fra skoven i retning mod tårnet.

Det var pladsbukken, der var fem-seks år gammel, og da den stoppede cirka 120 meter ude og så sig om efter” den rå”, som den havde hørt pibe, og han nikkede ja til, at jeg kunne skyde den, trykkede jeg på aftrækkeren og kiggede samtidig på uret.

Den var 19,11., og bukken var en smuk seksender.

Nu har jeg så i Danmark skudt en buk på kun fem minutter, hvilket er den hidtil korteste tid, jeg har brugt til en buk.

Kødet gik til min vært, men den lidt sære opsats fra en buk, som jeg gætter på, aldrig nogen sinde har set anderledes ud, vil til evig tid minde mig om de fem minutter, som det tog at fravriste den sin skalp.

Men det skal dog med, at jeg har slidt hårdt for de fleste af de ældre kapitalbukke og returbukke, som jeg har skudt gennem over 50 år og har det godt med det, selv om tidsforbruget ofte har været grænseoverskridende stort.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »