Dialogmøder med lokale borgere, GPS-overvågning af ulve samt trailere med nyttigt udstyr til frivillige hjælpere i ulveområderne er på prioriteringslisten

Af Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen er på vej med tre nye initiativer, som skal styrke forvaltningen af ulv i Danmark. Indsatsen skal finansieres af en ekstra bevilling på 1,4 millioner kroner, som forventes prioriteret på Finansloven for 2022.

Den største nye indsats bliver GPS-mærkning af de danske ulve. Forskere har tidligere forsøgt at GPS-mærke ulvene med støtte fra Aage V. Jensens Fonde, og nu vil Miljøstyrelsen afsætte midler til at videreføre arbejdet.

GPS-mærkningen skal sikre mere viden om ulvens adfærd og færden, så det bliver lettere at forebygge konflikter mellem ulvene og lokale borgere i revirerne.

Dialogmøder i lokalsamfundene

Dialog- og informationsmøder kommer efter planen også på budgettet til næste år. Ulven debatteres livligt på bl.a. de sociale medier, og der opstår ofte tvivl om fakta. Derfor ser Miljøstyrelsen et potentiale i at styrke indsatsen for fagligt underbygget information om ulvene i Danmark i dialog med borgerne i ulveområderne.

Fåreavlere og andre med små husdyr vil også få glæde af oplysningsindsatsen. Der er allerede i dag gode muligheder for at få erstatning ved ulveangreb på husdyr og tilskud til opsætning af ulvesikrede hegn. Der er dog stadig nogle husdyrholdere, som ikke kender ordningerne, og det skal en ny informationskampagne råde bod på i 2022.

Hjælpe-trailere til frivillig indsats

Ulveangreb på en fåreflok er det sidste, en husdyrholder ønsker sig, og mange steder er frivillige naboer villige til at hjælpe.

For at gøre arbejdet lettere for de frivillige vil Miljøstyrelsen nu investere i hjælpe-trailere med udstyr som for eksempel materialer til midlertidige hegn, afdækningsudstyr, skræmmebånd, skræmmelys og lignende. Trailerne skal være til rådighed for de frivillige, som har meldt sig til at hjælpe i tilfælde af ulveangreb på husdyr.

De tre nye initiativer tager afsæt i Vildtforvaltningsrådets forslag til forvaltningsplan for ulv fra marts 2021, og skal finansieres via en forventet ekstra bevilling på finansloven. Samlet vil bevillingen til forvaltning af ulv i Danmark dermed blive på 5 millioner kroner i 2022.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »