Friluftsrådet glæder sig over at regeringen ønsker et større og mere sammenhængende netværk af stier og ruter så vandrere, cyklister, ridende m.f. kan komme mere ud i naturen

Af Friluftsrådet

”Vi har Margueritruten for bilkørsel, nu kan vi få Margueritruten for alle os med hang til vandresko og natur.”

Sådan præsenterede miljøminister Lea Wermelin i dag regeringens ønske om et nationalt net af naturstier. Under overskriften ”Danmarks naturstier – en omvej værd” vil regeringen over de næste fire år sætte fem millioner kroner af årligt til at etablere et nationalt sti- og rutenetværk, som binder Danmarks naturområder sammen og skaber et net af ruter og stier for vandrere, cyklister, ridende og mange andre over hele landet.

”Danmarks naturstier – en omvej værd”

  • Danmarks eksisterende rekreative og naturnære stier og ruter skal forbindes i et nationalt netværk.
  • Over tid skal der anlægges nye stier og ruter.
  • Alle informationer om stierne og ruterne skal samles på én brugervenlig platform.
  • Der skal udvikles kvalitetsstandarder, som stier og ruter skal etableres, vedligeholdes og formidles efter.

Regeringen vil afsætte 5 millioner kroner årligt til projektet.

Udmeldingen fra regeringen foregik på Kalvebod Fælled på det sydlige Amager, hvor også Friluftsrådets formand, Niels-Christian Levin Hansen, var til stede.

Han glæder sig meget over udspillet fra regeringen.

– Tankerne i det her projekt har stået på ønskesedlen i Friluftsrådet længe. Derfor hilser vi regeringens initiativ meget velkomment, siger Niels-Christian Levin Hansen og fortsætter:

– Vandring er populært som aldrig før, og særligt under Coronakrisen så vi, at flere danskere valgte at snøre vandreskoene og tage ud. Vi ved fra undersøgelser, at mange fortsat vil bruge naturen, og derfor er et tiltag som dette helt i tråd med det behov og de ønsker, som befolkningen har, siger Niels-Christian Levin Hansen.

Præsentationen af udspillet havde regeringen valgt at henlægge til netop naturen, nærmere bestemt Naturpark Amager, som er Københavns største grønne naturområde, og som er så populær blandt københavnere og turister, at naturparken har vundet prisen som Byens Bedste Oplevelse 2021.

Efterfølgende gik blandt andre miljøministeren en tur på en af de mange vandrestier i området.

– Danmark har allerede mange fine stier og ruter, blandt andet i Naturpark Amager. Men vi har desværre en tendens til at klumpe sammen i de samme grønne oaser, særligt i og omkring de større byer. Den nye infrastruktur vil betyde, at vi kan blive spredt ud, så flere kan få bedre og flere friluftsoplevelser på tværs af landet, siger Niels-Christian Levin Hansen.

”Danmarks naturstier – en omvej værd” er et koncept, som er udviklet af blandt andet Miljøministeriet i samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL) og Friluftsrådet, og både KL og Friluftsrådet bliver samarbejdspartnere i det videre arbejde.

– Det her kommer til at gøre en stor forskel for danskernes friluftsliv, og vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang med arbejdet, siger Niels-Christian Levin Hansen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »