Ande- og gåsejagt udøves af omkring 70 procent af de aktive jægere. Her fakta om tendenser og fremtidsperspektiver

Af Henning Kørvel

I ussel mammon når den ikke industrijagt på fasaner til sokkeholderen. Men med et samlet udbytte på plus-minus 900.000 tegner jagten på svømmeænder, gæs og dykænder – under ét andefugle – til gengæld den største enkelte andel af det danske jagtudbytte på cirka 2,6 millioner stykker vildt.

Det matcher, at majoriteten af danske jægere driver vandfuglejagt på forskellige niveauer. Og hvis man tager udgangspunkt i jagtsæsonen 2000-2001, så indberettede 117.300 ud af 168.850 jægere (et tal, der siden hen er veget til cirka 160.000), at have nedlagt vildt. Ud af disse havde 70 procent nedlagt andefugle. Flest – 69.000 – havde nedlagt gråænder, hvilket hænger sammen med udsætning, mere end det er udtryk for bæredygtig jagt på vilde bestande af gråænder.

Resten af jægerne op til de nævnte 70 procent havde nedlagt andre svømmeænder (krikand, pibeand, skeand, knarand, atlingand og spidsand), gæs, edderfugle og andre dykænder (sortand, fløjlsand, havlit, toppet skallesluger, stor skallesluger, taffeland, troldand, bjergand og hvinand).

I den ovenfor nævnte jagtsæson blev der nedlagt 914.000 svømmeænder, gæs og dykænder. Gråænder tegnede sig for 638.100, hvoraf langt over halvdelen er af udsatte ænder. Af andre svømmeænder blev der nedlagt 128.800, edderfugle 86.400, andre dykænder 38.800 og gæs 22.500.

Tallet for sidstnævntes vedkommende er siden hen steget gradvist og har rundet 30.000. Hvis vi vender tilbage til fordelingen af udbyttet af øvrige svømmeænder, så er pibeand og krikand ikke overraskende topscorere. I 2000-2001 blev der nedlagt 50.100 pibeænder og 69.000 krikænder. Udbyttet af spidsænder lå på 7.100, og der blev nedlagt 1.900 skeænder, 300 knarænder og 400 atlingænder. Ses derimod på jagtudbyttet af andre dykænder, så fordelte det sig på 4.100 sortænder, 2.800 fløjlsænder, 4.700 havlitter, 500 bjergænder, 17.700 hvinænder, 1.300 taffelænder, 3.800 troldænder, 1.300 toppede skalleslugere og 800 store skalleslugere.

Grågåsen er topscorer

Hos gæssene er grågæs ikke overraskende topscorer med et udbytte på det tidspunkt på 9.000-12.000. Næststørst var udbyttet af canadagæs, der på det tidspunkt i strenge vintre var nået op på 4.000, men hvis tiden skrues tilbage til 1991-1992, så blev der her kun skudt 300 canadagæs i Danmark, hvor sydøstdanmark tegner størsteparten af udbyttet. Af sædgæs nedlægges 400-600, og der nedlægges 200-300 blisgæs. Noget større er udbyttet af kortnæbbede gæs, nemlig mellem 2.000 og 3.000.

Størsteparten af gråænderne nedlægges ikke overraskende ved opklapning. Og ses på edderfugle, så nedlægges endnu flest fra motorbåd, men en betydelig del nedlægges også på morgentræk fra motordrevne havjagtspramme med anvendelse af et betydeligt antal lokkefugle.

Desuden nedlægges flest hvinænder på morgentræk fra skydepram for lokkefugle. Modsat tidligere, hvor gæs blev nedlagt om morgenen, hvad der også hang sammen med den for længst afskaffede, uigennemtænkte klokken 11-regel, nedlægges de nu jævnt over hele dagen. Men det er dog heller ikke til hinder for, at flest gæs fortsat nedlægges om morgenen, i 2000-2001 således 61 procent, mens der i løbet af dagen blev nedlagt syv procent og endelig 27 procent på aftentræk. Den tendens, der først og fremmest bør bekymre, er den drastiske nedgang i udbyttet af dykænder fra edderfugle til registret af øvrige dykænder.

Edderfugleudbyttet er stort set halveret, og ses på udbyttet af fx troldand, så når det nu ikke længere 4.000, hvor det engang nåede 10 gange højere op.

En ikke uvæsentlig årsag er fjernelsen af motorbådsjagt i en række indre farvande, jagt fra og nær iskant og det faktum, at mange af troldandens foretrukne lokaliteter i de indre farvande i Østdanmark er blevet jagtfrie kerneområder som led i interesseorganisationernes forlig om den gældende jagtlov fra 1993. En anden væsentlig faktor er den uigendrivelige kendsgerning, at strandjagten har lidt under stort mandefald. Alene fra 1989 til 1998 svandt antallet af danske jægere, der jager edderfugle, ind fra 9.000 til 6.000. Årsagen er ligetil.

Havjagt såvel som al anden strandjagt er både mere besværlig og tilmed en kold affære, når ses bort fra september-oktober. Lettere er det at drive jagt på land, hvor reviret kan nås med bil. Det gammeldags skel mellem strandjægere og landjægere er også jævnet ud. Men alligevel er der ikke tvivl om, at der mangler tilgang til strandjagt, hvis ikke den skal sygne hen og blive et lettere bytte for organisationer på den anden side af bordet, som ved, at det er relativ let at kræve begrænsninger i den frie jagt, fordi indgreb i den ikke afføder økonomisk erstatning, som når den private ejendomsret må holde for. Det er svært at pege på, hvad der skal til for at vende strømmen, hvis den overhovedet kan vendes. Men man kunne dog undtagelsesvis prøve at bruge de fælles ressourcer lidt anderledes (bedre).

Jeg hører til de, der mener, at der er behov for, at jægersiden i Danmark investerer i fremtiden for strandjagten som kulturbærende jagtform. Hvordan? Ansæt et par unge, entusiatiske strandjægere som PR-konsulenter med den opgave at drage land og rige rundt året rundt for at informere om de kvaliteter, strandjagten rummer. Der er næppe tvivl om, at det i jægernes egne rækker vil være et udbredt synspunkt, at det ikke dur til noget som helst. Til det er der blot at fastslå: Det ved vi jo ikke det mindste om, før det er prøvet. Så er det ikke en ide at komme i gang? Jo før, desto bedre.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »