– Grønne foreninger må selv skaffe pengene, mener jæger Jens Foldager.

Af Henning Kørvel

Der er sikkert nogen i både Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Land- og Strandjagt og Foreningen af Danske Buejægere, der jubler, når de får tilskud af jagttegnsmidlerne.

Men står det til Jens Foldager, Hatting nær Horsens, så skal foreninger ikke længere have tilskud af jagttegnsmidlerne.

– For en organisation som Danmarks Jægerforbund, der i forvejen har en stor indtægt på kontingenter, betyder milliontilskuddet af jagttegnsmidlerne blot, at organisationens administrationsdel øges.

– Principielt mener jeg ikke, at der af jagttegnsmidlerne skal gives tilskud til grønne organisationer som fx Jægerforbundet. Organisationerne må selv skaffe sig de penge, der skal til. For den enkelte organisation gælder det om, at den profilerer sig på en måde, så den relevante brugergruppe ikke kan undvære at være medlem af den, siger Jens Foldager, der også er indædt modstander af, at flere grønne organisationer – bl.a. Jægerforbundet – modtager sponsorater og “prostituerer” sig.

Jens Foldager mener desuden, at det er dobbeltmoralsk af Dansk Ornitologisk Forening – DOF – modtager tilskud af jagttegnsmidlerne, når foreningen navnlig bekriger vandfuglejagten og heller ikke er begejstret for massive udsætninger af fasaner til industrijagt.

– Spørgsmålet er i høj grad også, om yderligtgående medlemmer af DOF i længden kan acceptere tilskuddet af jagttegnsmidlerne, mener Jens Foldager, der efterlyser, at DOF tydeliggør i sine publikationer, at den modtager støtte af jagttegnsmidlerne. Det samme gælder, når DOF fokuserer på reservaterne. De skal informere om, at det er jægernes penge, der finansierer dem, mener Jens Foldager.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...