Fra den 2. maj 2022 blev det mere enkelt at angive præcis, hvor en tilladelse skal gælde, når man søger om regulerering af skadevoldende vildt

Af Miljøstyrelsen

Den 2. maj trådte en ny version af ansøgningssystemet VILREG i kraft. Det er gennem VILREG, man søger om tilladelse til at regulere bestande eller enkeltindivider af såkaldt ”skadevoldene vildt”, og hvert år modtages ca. 15.000 ansøgninger.

Det kan for eksempel dreje sig om tilladelse til regulering af kronvildt, som nedgræsser markerne så intenst, at afgrøder bliver ødelagt. Det kan også være råger, der støjer uacceptabelt i et boligområde eller eksempelvis skarver, som truer fiskebestande eller ødelægger fiskernes fangstmuligheder.

VILREG flyttede til en ny online platform i 2021, og nu går digitaliseringen ét skridt videre. Den største nyskabelse i 2022 er, at man nu præcist skal angive, hvor man ønsker at regulere ved at indtegne området på et digitalt kort ved hjælp af få klik med musen.

Opfylder EU-krav

”Med de nye kort håber vi, at sagsbehandlingen kan blive bedre og mere effektiv, ” siger specialkonsulent Anders Jensen, der har ansvaret for VILREG-systemet i Miljøstyrelsen.

Det er EU, som stiller krav om mere præcise stedangivelser og også om, at ansøgerne fremover skal dokumentere, hvad de gør for at forebygge og undgå vildtskaderne. EU kræver desuden en systematisk kontrol med tilladelserne.

Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen arbejder sammen om at administrere regulering af skadevoldende vildt: Naturstyrelsen behandler ansøgningerne, mens Miljøstyrelsen står for regler og IT. Naturstyrelsens vildtkonsulenter tager sig af den løbende kontrol.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »