Fredag den 17.6. over middag ringede telefonen, det var min fætter og gode jagtkammerat, Jens, der var på vej til Amsterdam for at hygge lidt om fruen en week-ends tid.
Dato: 21-06-2011
Lokation: Djursland
Fredag den 17.6. over middag ringede telefonen, det var min fætter og gode jagtkammerat, Jens, der var på vej til Amsterdam for at hygge lidt om fruen en week-ends tid.
”Hvis du har tid og lyst, så tager du bare på jagt ude ved mig her i week-enden”. Jeg har været der ved flere lejligheder og haft gode oplevelser med både råvildt og kronvildt, men ikke haft heldet med mig. Jeg tog riffletegn i 2009, men har ikke rigtig haft heldet med mig mht bukkejagt, et forbiskud i 2010 var det tætteste indtil nu.
”Gaffelbukken går nede i brakmarken den sidste halve time, så bare gå ned og sæt dig i stigen i god tid” sagde Jens – de tre foregående bukkejagter hos Jens i 2011, har jeg set en gaffelbuk, men desværre først efter at han havde set mig…
Da jeg havde spist og kysset familien farvel, kørte jeg den halve time ud og parkerede på gårdspladsen. Jeg fik samlet tingene fra bilen og begav mig mod stigen, klokken havde kun lige passeret 19, så der var god tid til den sidste halve time. Jeg gik hurtigt ned og kravlede op på plads, og 19:20 var jeg på plads og sad og nød en and med ællinger i vandhullet foran mig.
Jeg havde kun siddet i ½ time, da blikket begyndte at gå på uendeligt og hovedet nikkede, jeg fik regningen for den 10km jeg løb torsdag aften til ”midsommerstafet” på Frijsenborg. Jeg overvejede om ikke jeg skulle sætte alarmen til at vibrere i telefonen ved 21 tiden og så snuppe en lille morfar i hochsitzen. Klokken var 20:14 da jeg kiggede, og da jeg igen kørte blikket rundt på den velkendte rundtur, kom gaffelbukken ud af skoven og gik stille og roligt mod vandhullet.
Jeg fik lirket riflen op på bøjlen og fandt hovedet i kikkerten. Jo, den var god nok det var ham. Desværre stod ham med front lige mod mig, men på fin afstand små 100 meter. Jeg skruede lidt ned for forstørrelsen i kikkerten og afsikrede riflen, bukken rejste hovedet et splitsekund og kikkede sig omkring, men græssede roligt videre uden at ane at han var i overhængende livsfare. Da han drejde sig lidt, så han stod med højre side til, men stadig i en vinkel på ca. 45 grader, besluttede jeg mig for, at det ikke var for sjov der er kryds i min kikkert, fandt bladet og flyttede sigtepunktet lidt frem og skød.
Bukken kæntrede lidt til venstre og krummede ryg, før den forsvandt ind i de høje tætte graner 25-30 meter væk – den spjættede så underligt med særligt det ene bagben.
Jeg fik repeteret og prøvede at bevare roen og vente de gyldne 5-10 minutter, mens filmen gentog sig i mit hoved konstant. Jeg ringede til min far og sagde, at han godt kunne starte bilen og komme, det havde vi aftalt tidligere. Da der var gået ca 5 minutter kravlede jeg ned. Havde jeg ikke haft feber før, så var den på sit højeste nu, jeg rystede og hjertet galoperede i brystkassen.
Jeg lagde min kikkert ved stigen og gik frem med riflen klar til skud. Men hvor var nu anskudsstedet henne?, jeg kunne lige pludselig ikke huske hvor bukken havde stået da jeg skød. Tilbage og op i stigen, jo til venstre for vandhullet i det lidt længere græs, tilbage igen, men intet sweiss?? Hen og kigge langs skovkanten, om jeg kunne se hvor han var gået ind. Havde jeg skudt forbi? eller under og så ramt det modsatte bagben, det sidste blev min arbejdsteori, men hvorfor intet sweiss? Min far ringede igen, at nu var han på vej, vi snakkede lidt om tingene og blev enige om at det var klogt at rekvirere en hund.
Ca. klokken 21:30 ankom sweisshundefører Alan Hansen, med tre hunde i bilen og en sweisshunde-praktikant ved siden. Alan foretog også en kontroleftersøgning for mig i 2010 i forbindelse med forbieren. Alan tog sin Ruhår ud af bilen og vi begav os de små 600 meter ned over marken, mens jeg forklarede hvad der var sket. Hunden gik på sporet af bukken, men i den retning den var kommet ud.
Alan korrigerede den op langs skovkanten indtil den slog af til venstre, hvilket så helt rigtigt ud. Lige indenfor i mørket sagde Alan”. Den har ikke gået langt, her ligger ”motoren”” efterfulgt af ” Tillykke med bukken, den ligger lige her” så under 100 meter fra skudstedet lå han forendt.
Jeg havde ramt foran et af de bageste ribben og kuglen havde åbnet bugen, så bukken havde tabt de fleste indvolde lige indenfor i skovkanten. Sikke en forløsning ovenpå tre års bukkejagt, endelig at stå med sin første råbuk.