Se her sammendrag af Bennetsen-modellen, hvor den nordjyske vildtbiolog kortfattet gennemgår de forskellige elementer, der kan tænkes anvendt i kronvildtforvaltningen

Tekst og foto: Egon Bennetsen, vildtbiolog og skovejer

BENNETSEN – MODELLEN

EN UBUREAUKRATISK, EFFEKTIV OG FLEKSIBEL FORVALTNINGSMODEL, KOMBINERET MED STORE NATUROPLEVELSER FOR ALLE I BRUNSTEN.

1. ) Regionalt valgte jagttider i perioden 1/10 – 31/1

2) Ingen brunstjagt på hjorte.

3) Tilstrækkelig andel af voksne hjorte (8+) sikres ved en passende kort jagttid på hjorte med mindst 3 sprosser i én krone (kronebærende hjorte).

Eks. Thy: 16/10 – 31/12

Eks. Vendsyssel: 16/11 – 15/12

Eks. Djursland: 16/11 – 30/11

4) Kontrol med bestandsstørrelse ved passende lang jagttid på hjorte, der ikke er kronebærende.

Eks. Thy: 16/10 -31/12

Eks. Vendsyssel: 1/11 – 31/12

Eks. Djursland: 1/11 – 31/12

5) Hinder, kalve og spidshjorte.: 1/10 – 31/1

6) Ingen jagtetiske regler for hyppighed af jagt.

Må styres af behov.

 

I løbet af det sidste år, har jeg afholdt en række foredrag, hvor jeg har gennemgået den teoretiske baggrund for de forskellige elementer, der kan tænkes anvendt i kronvildtforvaltningen.

I det følgende vil jeg i kort form gennemgå de konklusioner, som jeg drog for hvert enkelt forvaltningsredskab.

Den faglige baggrund for konklusionerne findes i en lang række artikler offentliggjort på Netnatur.dk:

https://www.netnatur.dk/category/vildtbiolog-og-hjortevildtdebat/

 

Målsætningen for så vidt angår hjortene hedder: 5 % af hjortene skal være over 8 år (8+).

En sådan tilstand findes kun et enkelt – eller ganske få  – steder på friland.

Den helt afgørende forudsætning for, at målet kan nås er, at alderspyramiden skal gøres stejlere.

Det vil igen sige, at ved en given bestand, skal afskydningen øges blandt de unge (1- 3 -årige) hjorte, (Rødt) for at gøre plads til flere mellemaldrende og voksne hjorte (5 -12 -årige) (Grønt). Det er et matematisk faktum, der ikke kan diskuteres. (Selvom nogle prøver)!

1.) Brunstjagt.

Brunstjagt modarbejder modellen ved at være skræddersyet (eller ”designet” som DJ formulerer det) til effektivt at fjerne hjorte fra toppen aldersmæssigt – og dermed ofte også trofæmæssigt.

Og toppen ligger derfor ofte i 4 – 7 års alderen, varierende efter forholdene i øvrigt.

Fra mine iagttagelser i Hjardemål Klit, (uden brunstjagt) ved jeg, at de allerstørste hjorte som regel er de nemmeste at skyde i brunsten, men ofte de sværeste at skyde uden for brunsten.

Det betyder, at selektionen mellem hjortene er naturlig, og de stærkeste hjorte bidrager dermed ofte gennem en årrække (i alderen 6 -14 år), med værdifulde gener til bestanden.

De sidste 3 år har jeg filmet 16, 18 og 20 pladshjorte i brunsten. Heraf har jeg i hvert af årene alene fået tilbagemeldinger om 2 hjorte skudt eller fundet som faldvildt. Altså en afgang på 10 – 15 %. (Med det forbehold, at jeg ikke har kendskab til alle hjorte skudt eller døde i brunstkampe).

I områder med brunstjagt bliver den største, brølende hjort de fleste steder skudt først hvert år. Og skulle den overleve et år som brølende brunsthjort, er den i overhængende fare for at blive skudt året efter.

I områder med brunstjagt og mange ejendomme med forskellige ejere øges dødeligheden ved jagt voldsomt i aldersklasserne fra ca. 4 – 6 år, nemlig når hjortene bliver de mest eftertragtede.

Konsekvensen er, at der i disse bestande findes få eller ingen hjorte i voksenalderen 8 -12 år, og at der derfor heller ikke finder nogen væsentlig, naturlig selektion sted.

De steder i Danmark, hvor man ved synet af en flot 4- årig kronhjort, har mulighed for med succes at ”gemme den” til afskydning ved 12 års alderen er så få – hvis de overhovedet findes –, at det er uden relevans for den generelle lovgivning.

Det oprindelige forslag fra Vildtforvaltningsrådet, som lød på 6 uger: 1/9 – 15/10, – altså hen over brunsten – vil derfor på ingen måde trække i retning af den ønskede model. Hjortene vil stadig blive skudt fra toppen, men en indskrænkning fra 5 mdr. til 6 uger vil naturligvis betyde en voldsom stigning i bestanden fra bunden.

Andelen af 8+ hjorte vil derfor falde og mange steder vil der formentlig ikke være nogen voksne hjorte.

Mon ikke det nogenlunde sammenfatter den nuværende situation i f.eks. Ulfborg -området og på Djursland.

Læg dertil, at ved at flytte hjortejagten ud af brunsten, får publikum mulighed for nogle fantastiske oplevelser: https://www.youtube.com/user/EgonBennetsen/videos, og hjortekødet ændrer karakter fra hundeæde til gourmetmad.

Konklusion:

Brunstjagt er en effektiv stopklods for både antallet og især andelen af 8+ hjorte i bestanden, og modarbejder og umuliggør målet om 5% 8+ hjorte i bestanden.

2.) ”Mellemhjortefredning”

Sprossefredning fra bunden – altså fredning af 6-, 8-, og evt. 10-endere – øger bestanden. Men øgningen finder i sagens natur især sted blandt de yngre hjorte (2- og 3- års alderen).

En del af den reducerede afskydning her vil blot overføres til unge og mellemaldrende 12-endere og opefter, hvorimod ”mellemhjortefredning” næppe påvirker afskydningsprocenten for voksne hjorte.

Facit vil være en voksende hjortebestand, med en meget beskeden stigning i antallet af 8+ hjorte, men et betydeligt fald i andelen af 8+ hjorte.

På sigt vil ”mellemhjortefredning” føre til en genetisk forringelse af trofækvalitet (og formentlig kropsstørrelse) af hjortebestanden generelt. Det man freder, får man. Og freder man de ringe hjorte i hver aldersklasse, vil man gennemsnitligt få ringere voksne hjorte, end uden en sådan sprossefredning. Findes der 6-, 8 -endere blandt brunsthjortene, kan denne negative udvikling accelerere voldsomt.

Konklusion:

 a.)”Mellemhjortefredning” modarbejder og vanskeliggør i høj grad hovedmålet om 5 % 8+ hjorte.

b.)”Mellemhjortefredning” medfører en genetisk forringelse af hjortebestanden.

Brunstjagt og ”mellemhjortefredning” er i fællesskab en særdeles giftig cocktail, der øger hjortebestanden, men sender den ud i en nedadgående spiral, hvad angår kvalitet og andelen af 8+ hjorte. Denne kombination gør det helt umuligt at nå hovedmålet om 5 % 8+ hjorte.

3.) Begrænset afskydning af kronebærende hjorte.

Efter min erfaring med iagttagelse af hundredvis af kronhjorte over mere end 25 år, må jeg konkludere, at issesprosser – eller fravær af issesprosser – intet siger om gevirets størrelse.

Dertil kommer, at issesprosserne ofte er små og vanskelige at skelne i farten.

Desuden knækker de hyppigt i brunstkampe.

Fremfor at anvende sprossetal som indikator for om en hjort må skydes eller ej, er det et langt bedre kriterium, at se på om hjorten er kronebærende (minimum 3 sprosser i kronen) eller ej.

a. Det bør være et mål, at voksne hjorte som minimum er kronebærende.

b. Det er let at konstatere, om en hjort er kronebærende.

c. Det er ligegyldigt for gevirets udvikling om det er en kronebærende 12 -ender eller kronebærende 10 -ender.

d. Kronebærende 2- 3 -årige hjorte, vil gennemsnitligt udvikle sig til bedre voksne hjorte end jævnaldrende 6- 8 -ender hjorte.

 

Konklusion:

En differentieret jagttid med begrænsning i afskydning af kronebærende hjorte og tilsvarende øget afskydning af ”mellemhjorte” vil fremme målet om en andel på 5 % 8+ hjorte og samtidig forbedre bestandens genetiske grundlag.

 

4. ) Arealbegrænsning/Jagttidsbegrænsning

Kronvildt er i høj grad klumpet fordelt. Alt efter forstyrrelser, jagttryk, fødemuligheder og dækning varierer bestandstætheden umådeligt.

Derfor giver det ingen mening at knytte afskydningen til et areal – oven i købet med ens arealkvoter overalt.

Det oprindelige forslag lød på en årlig tilladt afskydning af 1 hjort uanset areal, efterfulgt af yderligere 1 hjort for hver 100 ha.

At det skulle være både rimeligt og bæredygtigt, årligt at måtte skyde det samme på 1 ha som på 99 ha er vanskeligt at forstå.

Resultatet vil de fleste steder formentlig blive, at man skyder den tilladte hjort fra toppen.

Har man samtidig brunstjagt, kan man på en ejendom på f.eks. 400 ha skyde de 5 største hjorte. Så er der lukket for hjortejagt på den ejendom resten af jagtsæsonen, og alle unghjortene er de facto fredet.

Ved en jævn afskydningsprocent på 33, kræver det en kronvildtbestand på ca. 70 for at man bæredygtigt kan skyde en 6+ hjort hvert år. Bæredygtig afskydning af en 8+ hjort kræver et grundlag på ca. 140 dyr.

Derfor vil en grænse på 1 hjort/100 ha ikke virke begrænsende på afskydningen af hjortene i toppen, men virke begrænsende på afskydning af yngre hjorte.

Enten fordi de unge hjorte står på arealer, hvor kvoten er brugt, eller fordi jægerne lader muligheden for at skyde yngre hjorte passere, for ikke at forpasse muligheden for senere at skyde en større hjort.

Arealbegrænsningens motivation til afskydning af hjorte fra toppen, men med stærk reduceret afskydning af unge hjorte, vil modarbejde målet om 5% 8+ hjorte.

En reduktion af afskydningen af hjorte ved at afkorte jagttiden i stedet, vil betyde at afskydningen afspejler bestanden. Selvom alle skyder færre, vil den, der har en stor bestand, stadig have mulighed for at skyde flere dyr, end den, der har en mindre bestand.

I stedet for at lade afskydningen være arealafhængig, gør man den bestandsafhængig.

Hvis man samtidig differentierer jagttiden, som foreslået ovenfor i Bennetsen-modellen med kortere jagttid på kronebærende hjorte og længere jagttid på ikke- kronebærende hjorte, så kan man lokalt dreje bestandens aldersfordeling i den ønskede retning.

Man bør ej heller undervurdere det betydelige administrative apparat, der skal styre og kontrollere en arealbegrænset afskydning på matrikel- eller ejendomsnummer niveau.

Konklusion:

En arealbegrænset afskydning vil modarbejde modellen med 5 % 8+ hjorte og ikke afspejle bestanden. En tidsbegrænset og differentieret afskydning vil være bestandsafhængig og understøtte modellen.

 

 

%d bloggers like this: