Det er en naturlov, at grænsebrydende sammenstød skaber betingelser for liv og vækst. Selv i det dyrkede land trives markvildtet bedst i de grænseområder, der skabes, når marker støder sammen …
Af Redaktionen
Når mennesker oplever et sammenstød med et andet menneske sker der noget. Meninger brydes og anskuelser bliver testet. Men selv om sammenstødet måske opleves som destruktivt, fører det også gerne til opdagelse af helt nye perspektiver.
Efter et sammenstød opstår der langt flere tanker end der gør, når vi bare “støder på hinanden” og snakker om alt og ingenting.
Det frugtbare sammenstød skaber noget nyt og er grundstenene i al udvikling. Alt ses i et skarpere og bredere perspektiv, når røgen har lagt sig og det hele ses lidt fra oven.
Set fra oven
Men gælder denne naturlov stadig i den danske natur og i et land som for længst har lagt naturen under plov og asfalt?
Det kan der næppe gives nogen entydig forklaring på. Alligevel har Netnatur valgt at se på det danske kulturlandskab. Sådan lidt fra oven.
Hvordan ser det egentlig ud med de frugtbare sammenstød. Findes de stadig? Kan man endnu opleve betydelige betydelige sammenstød mellem dyrkede marker, når det hele betragtes i droneperspektiv?
Flyver vi højt nok, er billedet klart. Fronterne er trukket op. Markerne støder direkte op til skovene og grænselandet mellem markerne er med tiden erstattet af skarpe linjer og markante overgange. Overgangsterrænet er reduceret til tynde markskel og skovbryn til nærtgående plovfurer.
Men selv om grænselandet er tegnet op med den tyndeste streg, eksisterer det dog stadig. Og det er i grænseområderne, at det mangfoldige liv trives bedst. Når marker støder sammen sker der nemlig det samme, som når mennesker støder sammen. Det monotone brydes og i grænselandet etableres der nyt liv.
Men hvor en lille duel på holdninger for det moderne menneske kan opleves som åndeligt befriende, er sammenstød mellem marker fundamentalt for livet i det åbne land.
De store marker er i sig selv værdiløse for mangfoldigheden. Først når de støder sammen med noget andet, bliver de værdifulde. Jo flere sammenstød, jo bedre.
Efterkrigsårerne
I efterkrigsårene var der langt flere sammenstød i det danske landskab. Markerne var mindre og sammen skabte de en mosaik, som ikke mindste hare og agerhøne satte pris på.
I gode yngleår nedlagde danske jægere over 400.000 vilde agerhøns. I dag er den tæt på udryddelsestruet.
Succes har mange fædre, fiasko kun en mor. Men det vil være forkert at pege på en årsag til agerhønens nedgang. Der er tale om en række tiltag i landskabet, som har været til ugunst for den lille monogame hønsefugl.
Afgørende for tilbagegangen er dog de manglende sammenstød mellem markerne. Med tiden er de glattet ud. Skel er pløjet ned og små marker forvandlet til ensartet monokultur.
Landskabet er blevet fragmenteret. Vel at mærke overordnet set.
De grænsebrydende sammenstød opleves dog stadig. Man skal bare lede lidt længere efter dem.
Herunder et par eksempler på hvad vi fandt et par solbeskinnede påskedage i året 2015.
Dyrkningsfrie bræmmer langs vandløb og afvandingsgrøfter virker som et uundgåeligt sammenstød mellem dyrkede marker.
Store såvel som mindre veje bryder markerne op i flere enheder som animerer til frugtbare sammenstød mellem forskellige afgrøder.
Den artsrige overgangs-kultur er afløst af hårdt optrukne grænser. Man kan stå med det ene ben i skoven og det andet i marken.
Vintergrønne marker er gunstige for hjortevildtet, som i skovens skygge trækker tunge veksler på landbrugets afgrøder.
Sprøjtespor skaber lys og luft i afgrøden, men kun for en stakket stund. I løbet af foråret vokser afgrøden sig tæt og selv sprøjtespor forsvinder i den tætte afgrødejungle.
Kort græs i kulturlandskabet er fundamentalt for haren, men harekillinger lever livet udsat i de smalle rabatstriber mellen vej og mark.
I et velorganiseret og let overskueligt terræn uden væsenlig sammenstødskultur er høje træer et stort aktiv for krager og andre flyvende prædatorer på udgik efter markvildtets æg og yngel.
En ikke dyrkbar slugt mellem store marker har med tiden udviklet sig til artsrig overgangsnatur, som er hjemsted for hare, råvildt og rugende hønsefugle etc.
En våd, og ubevokset stribe i agerlandet udgør en artsrigt sammenstødsnatur og striben mellem markerne er et klassisk terræn for ynglende agerhøns.