Anders Bilgram, der sammen med Morten Hilmer er rejst til iskolde Canada for at fotografere polarulve og finde Christians Vibes efterladte notater, er nu landet i byen, der aldrig tør
Dagbogsnotat primo april 2019 af Anders Bilgram
Fra Hjortdal til Ellesmere Island i det højarktiske Canada – tak – sikke en tur. Vi forsøgte, at få et rejsebureau til at arrangere turen, men uden held, og derfor stod vi selv for at planlægge alle flyvningerne fra Aalborg Lufthavn til Grise Fiord. Af samme grund lagde vi overnatninger ind ved hver mellemlanding efter København, så der var luft til flyforsinkelser eller forsinket bagage.
KLIK og se video: På vej mod polarulve og Christians Vibes efterladte notater
Efter næsten seks dages rejse skulle vi ud på den sidste flyvning, som gik fra Resolute til Grise Fiord. Det lille fly, var stoppet helt op med vores enorme oppakning, som også spærrede de forreste nødudgange.
Piloten gav med et smørret smil en kort “sikkerhedsbriefing” og kort efter var vi i luften. I det smukkeste formiddagslys gik det mod øst nordøst og efter knap to timers flyvning over det smukke snedækkede landskab under os, dukkede Grise Fiord op. Maskinen svingede rundt langs fjeldet og et øjeblik efter landede vi.
Nystartet outfitter
Vores guide Terry Noah tog imod os. En super flink ung fyr, som for nyligt har startet et outfitter firma i byen.
Terry fortalte mig om hans planer, der næste år indbefatter, at han skal have sit eget hundeslædespand. Ikke alle hans hunde er helt udvoksede, så de er endnu ikke klar. Han træner dagligt hundene, der er utroligt kælne, søde og velnærede. Den ene er hans bjørnehund, som han stolt fortæller kan stille selv den største isbjørn.
Terry er hele tiden i gang med snart det ene, snart det andet, og han har lavet aftaler med såvel sin far som en kammerat, når vi skal køres længere op på Ellesmere Island og videre til Axel Heiberg Island.
Jeg gik en tur rundt i byen, hvor solen dagen efter vores ankomst skinnede gennem en let iståge, der bed i ører, kinder og næse selvom det kun frøs 22 grader.
I landbrækket langs kysten var isskosserne stablet hulter til bulter, og hvis man vil ud gennem dette morads, skal man kigge sig godt for, så man ikke ryger gennem snefaner og ned i dybe huller.
Ude på isen stod et par hundespand tilhørende nogle andre outfittere. En fjerde er netop nu på tur med et par isbjørnejægere.
Den barske og smukke natur med et dyreliv, der er tilpasset en verden, som er dybfrossen den største del af året, er et slaraffenland for jægere, naturelskere og ikke mindst fotografer, og hvis Terry får stillet sit outfitterfirma rigtigt an, vil han uden tvivl kunne få mange kunder, der ønsker de helt unikke oplevelser, som det kun er de færreste forundt.
Terry fortalte, at han her i vinter i den mørkeste tid, havde været på sæljagt sammen med sin far. Mens han flænsede sælen hørte han nogle lyde, der i det kulsorte mørke fik ham til at kigge op med pandelampen som eneste lys.
En isbjørnemor med en stor unge angreb ham, og han afværgede panisk angrebet med sin ene arm, mens han sprang over mod snescooteren, hvor riflen lå. Isbjørnen var nu på den anden side af snescooteren, rejste sig på bagbenene og gik påny til angreb samtidig med at Terry lykkedes med at få fat i riflen og skyde den på klodshold. Nu gik ungen til angreb, og det lykkedes ham også at skyde denne.
Længere mod nord i Norwegian Bay er der mange isbjørne og af og til har outfitterne i byen opgaver, til dette øde område, hvor der også er masser af sæler.
Et trist syn
For kort tid siden var der nogle ulve i nærheden af byen, og uden for bygrænsen ligger skelletterne af de smukke dyr og vidner om lokale jægeres succesfulde jagt. Denne ulvekirkegård ser nu ret trist ud, og jeg vil hellere opleve ulvene på deres hjemmebane i live end se dem uværdigt kastet på jorden på denne måde. Jeg forstår imidlertid at skindene er taget for at blive benyttet til tøj eller til videresalg.
Grise Fiord, som på inuktitut betyder “Stedet som aldrig tør”, ligger på sydsiden af Ellesmere Islands smukke og forrevne bjerge. Der er den smukkeste udsigt ud over fjorden, hvor man mod syd kan se Devon Islands nordkyst. Devon Island udmærker sig ved at være gold, iskold og aldeles øde. Det er her i denne verden af rødt sand og grus, som dækker øen, når sneen smelter, at NASA laver sine forsøg og øvelser, når der skal trænes materiel til Mars missioner.
Grise Fiord, der fik sit europæiske navn af nordmanden Otto Sverdrup, da han i begyndelsen af det attende århundrede var indefrosset her og syntes at lydene fra hvalrosserne mindede ham om lyden af gryntende grise.
I 1950’erne havde den canadiske regering et ønske om at opretholde territorialret over en større del af det højarktiske område, og derfor blev hele familier af inuitter “genhuset” på steder som Resolute, Grise Fiord m.fl.
I dag er indbyggertallet i Grise Fiord på omkring 140 personer.
Ingen alkohol
Byen er tørlagt, da både denne og andre byer i det nordlige Canada lokalt har besluttet, at der ikke skal drikkes alkohol.
Dette som følge af år med omfattende misbrugsproblemer, der her som andre steder i Arktis, har været med til at give massive vanskeligheder i de små ofte meget isolerede samfund.
Det er naturligvis lidt tankevækkende at være spiritusproducent, og leve af at producere et produkt, som gør nogle mennesker afhængige og som i kølvandet på den vestlige kulturs imperialisme og kolonisering skaber massive vanskeligheder. Oprindelige kulturer er blevet – og bliver – presset, når alkohol holder sit indtog med menneskelige tragedier i kølvandet.
Alkohol er et forunderligt og skønt, men også farligt nydelsesmiddel, som bør indtages med glæde og med måde. Et nydelsesmiddel hvis negative konsekvenser man skal have respekt for, og tage højde for, så kulturer og mennesker ikke ødelægges af disse triste konsekvenser. Og her i Grise Fiord har man lokalt indset, at det ikke er en god idé at have alkohol, hvorfor vi ej heller ser berusede folk i gaderne. Til gengæld ser vi glade og positive mennesker, som hilser på os, og som med glæde byder os velkommen til byen.
Jeg er en stor beundrer af inuit kulturerne, og jeg holder utroligt meget af den hjertevarme man ofte møder, når man besøger de små bygder. Man fornemmer her i byen en skøn og stærk stolthed over at være inukker, dvs. inuitter og det gør mig glad. Kulturen har så meget at være stolt af, og derfor varmer det, når man som udefrakommende med det samme fornemmer denne selvforståelse og stolthed.
De næste dage i byen benytter vi til at akklimatisere os og få styr på grejet, så det hele forhåbentligt spiller, når vi midt i næste uge kører længere nordpå.
På turen sidder vi i såkaldte passagerslæder, som bliver trukket af snescootere – over en strækning på over 500 km. Herefter forlader vores guider os, og vi fortsætter på langrendsski med pulke efter os. Der bliver nok at slæbe – omkring 125 kg pr mand, så det passer fint, at det er koldt, da jeg har tendens til at kampsvede bare jeg ser nogen arbejde.
KLIK og se video: Bønner i bjørneland
Der går nu nogen tid, før jeg skriver igen. Vi medbringer kommunikationsudstyr og mine dagbøger sender jeg primært til Ingeniøren, hvor alle gratis kan lave en profil og følge med.
Anders, primo April 2019