En nem eftersøgning kan blive decideret slem, hvis ikke jægeren holder fokus på vildtets tarv. Det er budskabet fra schweisshundefører, som her skriver om sine erfaringer med eftersøgning af påskudt hjortevildt

Af Ib Lund, schweisshundefører

Efter skuddet er afgivet til klovbærende vildt

Der er helt klarer og uopsættelige regler for hvordan du skal håndterer en evt. anskydning.

Der står, at du senest efter 6 dagtimer skal rekvirere en schweisshund såfremt der er konstateret træf på dyret.

Men når det så er sagt, hvordan håndteres så reelt en evt. anskydning ? Ja  det er der meget stor forskel på, vurderet ud fra det, som vi oplever som registrerede hundeførere.

Og opfattelsen set ud fra hundeførerens synspunkt, er, at alt for mange ved alt alt for lidt om, hvad der sker efter skudafgivelsen, og en evt. anskydning er fremkommet.

Eftersøg

 

I uddannelsen som jæger – gennem erhvervelse af jagttegnet – indeholder pensummet alt for lidt omkring lige netop dette. Som det ædle håndværk, det er at gå på jagt, skal man altid sikre dyrets tarv, og ved en anskydning hurtigst muligt sørge for at få dyret aflivet, men med rette håndværk og respekt for vildtet.

Vi hundeførere oplever i stigende grad, at jægerne selv har indledt den store eftersøgning, selv om der kun ligger ganske lidt schweiss og evt. hår på anskudsstedet, og det afstedkommer desværre ofte, at den opgave, der burde være en overkommelig opgave, går hen og bliver en næsten umulig opgave for hundeføreren.

Der kan være vadet rundt i anskudsstedet og schweiss og væsker fra dyret derfor slæbt ud i alle retninger.

Når så hunden bliver sat på opgaven, skal den først udrede alt det jægerne har udlagt af fært, før den reelt kan tage det rigtige spor op.

Derved bruger hundene ofte en masse unødig energi, som helst skulle have været brugt på selve sporet.

Ydermere kan jægerne selv have rejst dyret og jaget det meget langt væk. Snakker vi waidskudt, (maveskudt) hjortevildt som f.eks. kron- og dåvildt kan de gå flere  kilometer med et sådant skud.

Kigger man statistisk på det, kan man med alt tydelighed se, hvor succesraten er højest, nemlig der, hvor der ikke først er ledt af jægerne selv.

Eftersøgning af vildt

 

Ofte oplever vi som hundefører udsat som …

” Jamen, det er jo lungeschweiss”

Nope!

Det kan være marv, og et bladskud kan dermed være ændret til et løbsskud …

Rigtig mange kan ikke kende den ene type schweiss fra den anden. Og ganske lidt schweiss og lidt hår indikerer ikke, at dyret ligger forendt få meter borte.

Vi oplever jægere, der selv indleder et sporarbejde på bedste indianervis, uden at have hverken riffel eller kniv med …

For det første, er det ikke let at løbe et anskudt dyr op, og for det andet er kvælning med de bare hænder ikke løsningen.

Nogle har haft deres egne hunde på sporprøver, og mener der ud fra, at have en schweisshund.

Dertil må vi så bare konstaterer, at det har man ikke … Man har en hund, der kan gå et kunstspor …

Ofte oplever vi, at jægerne selv har prøvet med egne hunde, hvor opgaven ikke løses, og først herefter ringer os ind. Men nu er opgaven næsten umuliggjort. Det er ikke at tænke dyrets tarv.

I situationer i forbindelse med trykjagter forekommer det, at dyrene rejses af drivende hunde.

Det kan man ikke helt holde for

Men man kan spørge sig selv, om det er ok at drive en såt af, hvor man ved, der er gået et anskudt stykke vildt ind i, førend der har været eftersøgt med en schweisshund.

Så for vildtets tarv, bør vi som jægere ikke tage så let på en evt. anskydning. Vi bør og skal udvise høj moral og etik – ikke mindst, hvad dette angår.

Vi har geografisk set dækket landet af med registeret schweisshunde, som er der for netop at hjælpe jægerne i disse situationer, og de kommer gerne.

Måske har hundeføreren ikke lige mulighed for at tage telefonen i det øjeblik du ringer, men hav lidt tålmodighed: De ringer i reglen tilbage inden for kort tid.

Husk på det er frivillige hundeførere, som oftest også har et arbejde, som de skal passe.

De hundefører, der står i det danske schweissregister, udgør den forskel på Poul’s ellers så dygtige jagthund, ved, at hundeførerne i reglen udfører over 100 eftersøgninger om året, hvor Poul’s fine jagthund måske har et par stykker.

Derved opbygger schweisshundene en stor rutine og særlige færdigheder som Poul’s dygtige jagthund aldrig vil opnå.

Det er mængden af eftersøgninger, der giver en god eftersøgningshund.

Schweisshundeførerne er jæger som alle andre, og kender situationen omkring en anskydning. Han eller hun ved, hvor ubekvemt det er, men husk at hundeføren kommer frivilligt for at hjælpe jægerne ud af en uheldig situation.

Det er jægeren, som har indledt jagten, der også har forsaget ulykken, mens hundeførerne blot er der for at hjælpe.

Anskudsstedet er der, vi som udgangspunkt indleder en eftersøgning, med erfaringer opbygget gennem år kan hundeførerne ofte udlede, hvad der evt. er hændt

Aldrig er noget dog givet, og aldrig er to eftersøgninger ens, selv om kuglerne næsten sidder identisk.

Derfor er det svært alene at udlede noget ud fra et anskudssted set ud fra jægerøjne.

Har du afgivet et skud til klovbærende vildt, og dyret er sprunget ud af syne, så betragt det som en eftersøgning. Start ikke selv op med at lede, men i stedet gå stille og roligt frem mod skudstedet og mærk stedet godt op uden at trave rundt i anskudsstedet

Ring derefter en hundefører ind.

Det kan så godt være dyret ligger forendt inden for 100 meter, men det gør det måske ikke næste gang. Har du så selv indledt eftersøgningen, er dyret formentlig jaget langt bort, og det gør en overkommelig opgave til en svær opgave.

Anskudt vildt

 

Vær forberedt på, at hundeførerne kommer med en del spørgsmål til dig som jæger, når han møder op.

Dette gøres for at danne sig indblik i hvad der kan være hændt i forbindelse med skudafgivelsen og en evt. anskydning.

Hundeførerenes erfaring gennem hundrede af eftersøgninger har jo lært dem noget undervejs og på trods af dette, bliver vi stadigvæk overrasket over forskellige hændelsesforløb: For som skrevet: Det er ikke to eftersøgninger, der udarter sig ens.

Men uanset hvad der er sket, er hundeførerne ikke fordømmende eller lign. De er der for at prøve at løse en opgave, og de gør det bedste de kan i den givne situation.

Rækker den ikke helt, har den tilkaldte hundefører gode kollegaer at trække på, som gerne træder til.

Vi kan alle have en dårlig dag, – hund som hundefører – der gør, at vi ikke kan løse opgaven, og vi er ikke for storsindet til at søge hjælp hos kollegaer eller bare gode råd, som måske kan føre os frem til dyret. For hundeførerne handler det udelukkende om dyrets tarv.

Så indled aldrig selv en eftersøgning ud fra et anskudssted, der ikke direkte indikerer et perfekt bladskud med masser af lungeschweiss, og det er der i de færreste tilfælde på et anskudssted, hvor dyret er sprunget fra. Der ville dyret formentlig være forendt på stedet eller ganske kort derfra.

Mørkt blod og lidt hår, fortæller ikke, at dyret ligger forendt.

Det samme gælder gælder, hvis man finder hår, kødstumper, rørknogler, korte hår, kødstykker, maveindhold, væske og lidt grønt. 

I rigtig mange tilfælde bør du som jæger ikke indlede nogen som helst eftersøgning, i det du ødelægger mere end godt er.

For at du som jæger får afsluttet en uheldig situation på bedste vis, brug da de hunde, der har erfaringen omkring lige netop det at opsporer anskudt vild. Det skylder vi vildtet.

Skal vi sikre jagten i Danmark, må og skal moral og etik bare være en fast følgesvend, når vi drager ud på jagt.

Jagten i Danmark er ikke givet, det er benhårdt arbejde, hvis vi til stadighed skal have lov til at udfører det ædle håndværk, som jagten er.

Knæk og bræk

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »