En gruppe fundamentalistisk veganeres forsøg på at gøre ulve til vegetarer er tilsyneladende endt som politisk sprængstof
Af Netnatur Rokokoredaktion
Ifølge redaktionens kilde, så er ulvens relativt store indtag af kød faldet en del af Dansk Veganerforbunds medlemmer for brystet, og en selvbestaltet gruppe satte sig for at afvænne de danske ulve med denne uvane.
“Hvis vi kan vende et toprovdyr som ulven af med at spise kød, så kan vi nemt klare resten af den danske befolkning”, forlød de optimistiske toner fra formanden Rod Gullén
Gruppen fik angiveligt fremstillet nogle formstøbte rådyr af sammenpressede gulerødder med honning som bindemiddel, og efterfølgende var intensionen at drage ud på den jyske hede og præsentere disse lækkerbidskener for ulvene.
Modstand fra helt uventet kant
Projektet mødte imidlertid uventet stor modstand, blandt andet fra de danske landbrugsorganisationer.
“Hvis ulvene bliver vegetarer, så flytter vi jo bare problemet fra fåre- til planteavlerne”, udtaler Flemming Fuglesen fra Næsten Bæredygtig Agerbrug (NBA) og fortsætter: “Det vil vel ende med, at alle grøntsagsmarker bliver totalt opgravet, og det kan vi ikke leve med – så hellere et får i ny og næ – og fåreavlerne er i øvrigt heller ikke medlemmer hos os”.
Det Danske Folkeparti har straks meldt sig på banen i forbindelse med initiativet: “Det går aldrig!!!”, udtaler Martin Tullesen. “Ulvene vil jo svirre omkring samtlige børnehaver, hver gang ungerne får serveret reven gulerod”.
Da ulvene jo desværre ikke må skydes, er partiets nye officielle holdning til ulvene, at de skal betragtes som illegale invandrere. “Derfor skal de indfanges og sættes i bure på Kærshovedgård udrejsecenter, indtil de kan blive sendt hjem igen”, slutter Tullesen.
Dansk Veganerforbund er en smule rystede over den uventede modstand, og overvejer nu en række andre tiltag. “Måske vi skulle starte lidt mindre, og så omvende rævene”, forlyder det i den seneste pressemeddelelse.
———————
Netnatur Rokokoredaktion gør opmærksom på, at enhver sammenligning med nulevende og afdøde personer er aldeles utilsigtet. Hertil kommer, at redaktionen er uden nogen form for jordforbindelse.