Hvis man vil se bjergænder om vinteren, er Bøjden Nor en af de bedste lokaliteter i Danmark. Og så er der mange andre ænder, svaner, blishøns og musvåger

Af Joy Klein, dof.dk

Bøjden Nor ligger vest for Fåborg på Fyn. Området var oprindeligt en mindre bugt. Med tiden blev det afsnoret fra havet med en strandvold og er nu en lavvandet lagune omgivet af strandenge. Vejen til Bøjden-Fynshavn-færgehavnen krydser området.

Hele Bøjden Nor dækker et område på 118 ha. Siden 1980 har cirka 40 ha strandeng været fuglereservat, der er ejet af Karen Krieger Fonden og administreret af Fugleværnsfonden. Et stort EU LIFE+-naturgenopretningsprojekt blev afsluttet i 2013. Hermed er 25 ha landbrugsjord blevet omdannet til overdrev. Desuden er mindre vådområder og vandhuller til padder blevet oprettet, og to kunstige fugleøer er blevet etableret i noret.

Hvad kan du se

Hvis det ikke fryser til om vinteren, kan man se et stort antal ænder, svaner og blishøne på Bøjden Nor. Der er ikke mange andre steder i Danmark, hvor man kan se så mange bjergænder samlet som her. De største antal ses normalt i februar/marts. Nogle år har der været flokke på over 2000.

Desuden raster mange troldænder – sommetider i tusindvis – samt pibeænder, gråænder og taffelænder. Blishøns optræder i flokke af flere hundrede. Sangsvaner slutter sig til de lokale knopsvaner.

Fiskehejrer og forskellige mågearter ses ved noret hele året rundt. Nogle vintre optræder bjergirisk og snespurv. Musvåge og tårnfalk ses jævnligt ved Bøjden Nor, og der er chance for at se havørn, der fouragerer i noret eller ved kysten.

I denne vinter er der blevet set en enkel skestork ved noret, men den forsvandt, da isen kom.

Sådan kommer du dertil

Nord for Fåborg fører rute 8 vestpå mod Bøjden. I udkanten af Bøjden by, på venstre hånd, viser skilte ad Dyndkrogvej til to P-pladser, hvorfra en natursti fører til to fugleskjul. Det første skjul er handicapvenligt med adgang for rullestole.

Det er også muligt at se ud over Bøjden Nor fra stranden eller fra vejdæmningen ud til færgehavnen. Man kan parkere ved havnen.