Fundet af endnu en død havørn indgår i efterforskningen af giftsag, der allerede har kostet flere sjældne rovfugle livet 

Af DOF.dk

Formodningen var, at det drejede sig om hunnen, der var det sidste overlevende familiemedlem ved reden på Tåsinge, hvor en han og to  store unger blev fundet forgiftet tidligere på efteråret.

Udfra billeder af den overlevende huns haletegninger, kan det imidlertid fastslås, at det ikke er hunnen fra parret, men en anden adult hun. Det vurderes, at fuglen har været død en måneds tid.

Det er for tidligt at spekulere i dødsårsagen, men det er selvfølgelig svært ikke at tænke carbofuran, når der inden for de sidste måneder er bekræftet fire forgiftede havørne og en forgiftet rød glente inden for en  kilometers radius af reden, men fugleinfluenza må naturligvis tages med i overvejelserne omkring dødsårsagen i denne tid.

(Monteret havørn)

Fyns Politi har afhentet Havørnen kl. 14.00, og den sendes nu til nærmere undersøgelse.

Fyns Politi oplyste tirsdag den 8. november til DOF Fyns formand Henrik Kalckar, at de ikke kan give oplysninger i sagen om de tidligere fund af forgiftede rovfugle, da sagen fortsat efterforskes.

På baggrund af fundet af de mange havørne og senest en stor hornugle nedsatte DOF Fyns bestyrelse den 7. november en gruppe, som medlemmerne kan tage kontakt til ved fund af bemærkelsesværdige dødfundne fugle.

Desværre skulle gruppens medlemmer rykke ud kun fire dage efter. 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »