Golden Retriever blev fremavlet i det skotske højland i slutningen af 1800-tallet af Lord Tweedmouth. Han ønskede at fremavle en “super retriever”, der passede til det skotske klima, terræn og vildtarter

Af Peter Thisted

De første kendte beretninger der findes om racen, var historien om Lord Tweedmouth’s indkøb af 8 russiske cirkushunde. Disse 8 hunde skulle – efter sigende – være omkring 70 centimeter over skulderen og med tyk bølget pels i forskellige lyse nuancer. Deres arbejdsglæde, udseende og rolige sind imponerede Lord Tweedmouth, der anvendte de 8 hunde til eftersøgning af hjortevildt på det hjemmelige gods Guisachan.

I 1952 blev versionen om racens russiske rødder dog definitivt modbevist, da den 6. Earl af Ilchester, grand-nevø til Lord Tweedmouth, offentliggjorde avlsbøger der omhyggelige havde optegnelser over alle hunde holdt på Guisachan. Man fandt her ingen noter om russiske cirkushunde, men man fandt derimod notater om Nous, der var den eneste gule hvalp i et ellers sort kuld Wavycoated Retrievere.

I 1868 blev Nous parret med Belle, en Tweed Water Spaniel (en nu ikke-eksisterende race) og dette kuld resulterede i flere gule hvalpe. Disse blev grundstammen til golden retrieveren.

Fra den første parring i 1868 til den sidste i 1989 beholdt man på Guisachan enkelte hvalpe. Nogle af disse blev foræret til skytter på omkring liggende godser, andre til venner og bekendte i Skotland og England.

Første udstilling

De første golden retrievere blev udstillet i 1908. De tilhørte Viscount Harcourt, og de blev udstillet på Cruft’s og The Crystal Palace, selvom hundene endnu ikke var anerkendt som en selvstændig race.

Mrs Charlesworth fik sin første golden retriever i 1906 – en tævehvalp uden stamtavle, som hun kaldte Normanby Beauty. Tæven viste sig hurtigt at være en både intelligent og utrættelig jagthund.

“Golden retriever er en meget intelligent hund – men også lidt senere moden end gennemsnittet.”

I 1908 blev hun parret med Culham Brass og i 1909 sluttede Mrs Charlesworth sig til Viscount Harcourt’s og de var på det tidspunkt de eneste, der udstillede “yellow retrievers”, som de på det tidspunkt blev kaldt. I 1909 blev der stillet 8 yellow retrievers på Cruft’s og i 1910 var antallet 10.

Anderkendelsen af racen

I 1910 gik en lille gruppe af engagerede golden-opdrættere sammen om at fremme viden og interesse om den nye race. Dette resulterede i anerkendelsen af racen og i grundlæggelsen af The Golden Retriever Club i 1911. Dengang var det den samme lille gruppe mennesker, der udstillede på alle de udstillinger, man havde råd og mulighed for at deltage på.

På forholdsvis kort tid blev også et par goldens opdaget på markprøver, fordi dommerne ikke kunne overse det formidable arbejde, de præsterede.

Golden retriever blev stadig avlet på licens fra The Kennel Club da Første Verdenskrig brød ud. Selv om der ikke blev afholdt markprøver, blev der afholdt enkelte udstillinger indtil 1917, hvor antallet af hunde på Cruft’s nu var hele 70 goldens.

Da man genoptog afholdelse af markprøver og udstillinger i mellemkrigsårene, steg racens popularitet mærkbart med mange nye opdrættere.

Antallet af registrerede hunde nåede nye højder med 120 hvalpe i 1920, og tallet steg her efter støt, indtil man i 1938 havde 1.073 hvalpe registreret.

The Golden Retriever Club afholdt i 1921 de første racemarkprøver, selvom racen på dette tidspunkt allerede havde bevist, at de også kunne konkurrere på blandede prøver.

På Cruft’s deltog der i 1921 kun 34 hunde, men dette ændrede sig drastisk. da man i 1927 kunne tælle hele 263 goldens på Cruft’s. 

Stigende popularitet

At racen for alvor var ved at blive populær bevidner eksporten af hunde om. Allerede i 1930 blev der eksporteret hunde til lande som Canada, USA, Sydamerika, Indien, Kenya, Frankrig, Belgien og Holland.

Da man i 1911 havde udarbejdet racestandarden, havde man ikke tilladt den meget lyse farve, og i 1920’erne var lyse goldens ikke særskilt populære, man ville derimod have meget mørke og røde goldens.

Da den lyse farve igen blev populær i starten af 1930’erne indså man, at man fejlagtigt havde udelukket en af de originale farver. Da man i 1911 havde udarbejdet racestandarden, havde man ikke tilladt den meget lyse farve, og i 1920’erne var lyse goldens ikke særskilt populære, man ville derimod have meget mørke og røde goldens.

Racestandarden blev i 1936 ændret til, at alle nuancer af gylden eller creme, hverken rød eller mahognifarvet var de tilladte farver.

Goldens til Danmark

De første golden retrievere i Danmark blev importeret tilbage i 1958 af Kennel Keis, og i 60’erne blev der af forskellige opdrættere importeret mere end 40 hunde fra England, som dog ikke kom til at sætte deres præg på avlen.

I 1960 blev der stambogsført 13 hunde og i 1975 nåede registreringerne sit absolutte højdepunkt med knap 3.300 hvalpe.

I dag registreres der mellem 1.100 og 1.300 hvalpe årligt.

Racens standarder

Det forholder sig med golden retrievere som med flere andre jagthunde-racer, at der er udstillings- og mere rene jagtlinjer.

Golden Retriever

Generelt er det således, at hunde af jagtlinjerne er mere røde, slankere og kræver også mere aktivering.

Der er derfor god grund til at tænke sig om, hvis man overvejer at anskaffe sig en golden. Hvad skal hunden bruges til? Hunde af jagtlinjer skal bruges aktivt – dvs. jagt, spor eller agility. Udstillingslinjerne skal naturligvis også aktiveres, men ikke nødvendigvis i samme grad.

Du kan se hele FCI-standarden for racen her:

FCI STANDARD

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »