Beretning om “sublim” bukkejagt i Skotland på Strathmore Estate,  hvor alt gik op i en højere enhed

For andet år i træk jagede Henning Kørvel bukke i april 2015 på Strathmore Estate i Skotland, hvilket blev et graciøst gensyn. Ud af otte nedlagte bukke var én buk guldmedalje, der scorede 141,85 point, en anden buk var bronzemedalje, og en tredje opsats ligger snert på en bronzemedalje. Sublime jagtoplevelser føjer sig til, og får jagtrejser til at gå på i en højere enhed.

LÆS OGSÅ: MIN FØRSTE ”ROYALE” BUKKEJAGT

Tekst og foto: Henning Kørvel

Efter at have jaget bukke på Strathmore Estate i Angus i Skotland i 2014 og skudt fem styk, heraf én bronzemedalje på 112,60 point, og den næststørste på 100 point, blev jeg så tændt på stedet, at jeg straks var opsat på at jage bukke på det berømte gods – Dronningemorens barndomshjem – igen det følgende år, fordi det er unikt, og her i gode gevirår nedlægges 12-15 bukke i medaljeklasse.

I betragtning af, at her årligt afskydes cirka 35 bukke, er den høje andel af medaljebukke forklaringen på, at her ikke nedlægges trofæbukke under fire år, og der i reviret således altid står et passende antal lovende treårige og yngre bukke på vej op.

Det må endvidere antages, at råvildtbestanden på Strathmore Estate har gener for stærke trofæer, ligesom det må tages for givet, at den markante andel af store opsatser beror på, at jorden indeholder mineraler, først og fremmest kalcium, der optages af planterne, som råvildtet æder, og er af afgørende betydning for trofæudviklingen og i særdeleshed for opsatsernes vægt og volumen.

Ved min ankomst til Skotland 21. april 2015 var det derfor ikke overraskende for mig at erfare, at tre danske jægere, der havde jaget bukke på Strathmore Estate i uge 16, før jeg tog over i uge 17, havde nedlagt én guldmedalje, én sølvmedalje og to bronzemedaljer ud af en samlet afskydning på otte bukke.

Det tydede på, at 2015 var et godt gevirår, og jeg så derfor frem til at kunne skyde nogle gode bukke.

Flere end de gode bukke, der allerede var afsjælet, var naturligvis spottet, bekræftede headkeeper Adam Smith ikke overraskende, da vi ved 17-tiden samme dag, som jeg var ankommet, kørte ud til ”skydebanen” på hedearealet, for at jeg kunne tjekke riflerne, henholdsvis Adams og skyttekollegaen Stevens .243 Remington, som jeg skulle bruge, fordi jeg synes, at det er for besværligt at medtage egen riffel til UK.

Navnlig er jeg utilfreds med, at ved afrejse fra UK med fly tillader politiet ikke, at sigtekikkerten i sit behørige futteral opbevares i håndbagagen, fordi den betragtes som en våbendel, som i henhold til den britiske våbenlov skal transporteres i våbenkufferten, alternativt den personlige kuffert med tøj og toiletsager; for da jeg med egne øjne igen og igen har været vidne til den ublide håndtering, personale i lufthavne verden over, udsætter bagage for, og ikke ønsker, at mine kostbare sigtekikkerter udsættes for den behandling, har jeg ved jagt i UK indstillet mig på at skyde med lånevåben. Hidtil med tilfredsstillende resultat.

Henning Kørvel med den ældre afskudsbuk.

Premiere til afskudsbuk

Da jeg har skudt et par skud med hver af riflerne, og Adam har konstateret, at kuglerne sidder i skivens centrum, forlader vi skydebanen for at se efter bukke.

Han synes, at vi skal lægge ud i Mains of Glamis øst for parken og Glamis Castle og først køre ud til et engareal med marker på tre sider og en lille skov på den fjerde side, hvor jeg i 2014 havde den udsøgte fornøjelse at skyde en buk med overskudt forløb.

I noget skrub på vejen derud spotter vi fra asfaltvejen en smuk, treårig seksender, der er fejet. Da vi kort tid efter nærmer os engarealet, hvor jeg efter at have kravlet 96 meter afsjælede den løbsskudte buk året før, spotter vi også her en treårig buk sammen med en rå.

Også denne buk er fejet, men da den og råen uvægerligt vil få fært af os, hvis vi passerer forbi dem langs det levende hegn, der fører frem til skoven, og Adam ikke ønsker unødig forstyrrelse af dyrene, går vi tilbage til bilen, og kører snart på en markvej med vinterhvede til begge sider frem mod en lille skov længere fremme.

Inden vi når frem til den, viser Adam mig på sin Ipad fotos af bukke, som han gerne vil have, at jeg skyder, blandt andet en ældre buk med ubetydelig hovedprydelse, som han ikke mener, er værd at gemme på.

Han viser mig desuden et foto af en stor buk, taget mens den var i bast. Opsatsen er unik, fordi den har en ekstra sprosse eller stang, der rager vinkelret ud fra stangen. Adam er ikke i tvivl: Den er så meget gods i opsatsen, at den måske er guldmedalje.

Nået frem til den lille skov spotter jeg den først: En ældre buk med front mod os cirka 70 meter inde mellem træerne.

Adam siger, at det er den ældre afskudsbuk, han lige har vist mig foto af på sin Ipad. Mens vi begge skuer den, sætter bukken sig for at tygge drøv.

Vi stiger forsigtigt ud af bilen og kravler frem til skovdiget og ser den siddende buk og en rå. En ung buk, der som skudt op af jorden kommer ind på scenen, opdager os og flygter forbi den siddende afskudsbuk, der animeret af dette rejser sig for at se, hvad der foregår.

Jeg afgiver skuddet fritstående, og med en hjerte/lungekugle finder vi bukken forendt cirka 70 meter fra skudstedet.

Alderen er fem-seks år, og jeg giver Adam medhold i, at en buk som den – svag seksender med tynde, korte stænger – bør skydes.

Da vi kører videre i Mains of Glamis, præget af vintersædmarker, garneret med flerrækkede levende hegn, småskove og skrub i ukurante markhjørner, spotter vi i en vinterhvedemark en stor buk. Adam fastslår, at det er den, han har vist mig på Ipad i bast med en ekstra sprosse på rosenkransen, men bukken har set os og flygter videre til nabomarken og er snart ude af øjesyn.

Inden Adam bringer mig tilbage til Strathmore Arms, landsbyens eneste lille hyggelige hotel, restaurant og pub, der ejes af Strathmore Estate og forpagtes ud. spotter vi yderligere henholdsvis to unge bukke og to råer og endnu en treårig buk og rå. En god start, enes vi om, før vi skilles i hotellets gård.

Opsatsens størrelse og udseende indikerer, at den første buk var en afskudsbuk.

Første jagtdag

Denoon Hill på heden sydvest for Glamis Castle er målet for morgenpyrchen 22. april, efter Steven med efternavnet Campbell har hentet mig på Strathmore Arms klokken 5.00.

To råer går ind på nethinden, inden vi når frem til skoven, hvor bilen parkeres. Vi fortsætter til fods gennem skoven, i hvis vestlige del Steven har spottet en god buk.

Det bliver dog ikke der, men cirka 400 meter ude på heden, vi kort efter får øje på den. Her står der også en ung buk i bast.

Vi sniger os nu langs stengærdet for at komme ret ud for bukken, hvorfra skudafstanden til den gode buk vil være godt 200 meter.

Men Steven vælger det forkerte sted til skudafgivelse, for der hvor han gør holdt, er muren for høj til knælende skydestilling, og for lav til, at jeg kan afgive skud stående.

Jeg prøver alligevel, men da jeg finder ud af, at det ikke duer og tager riflen ned for placere skydestokken til stående skydestilling, rammer lyddæmperen hegnstråden på den anden side af muren.

Den store buk hører den metalliske lyd og tager omgående flugten sammen med en rå, der var blevet synlig kort forinden.

Vi tror dog ikke, at bukken løber ret langt og følger efter ude på heden og når snart frem til en tue, fra hvilken vi ser en flig af bukken og råen, men, men den har også set os, og tager nu flugten sammen med bukken.

På vejen tilbage mod skoven spotter Steven en siddende buk og rå i lyngen. Bukken, der er seksender og afskudsbar, er abnorm, idet venstre stang der i lighed med højre stang har tre sprosser, bøjer ud til siden.

Vi går ned på alle fire og kravler frem imod den og sætter os bag en tue i lyngen 150 meter fra bukken for at afvente, at den skal rejse sig.

Det sker efter 40 minutters venten, da en ung bast i bast kommer ind i dens territorium. Bukken rejser sig straks og jager af sted i hælene på den unge buk.

Da den er jaget bort, og den sejrende buk stopper op omkring 100 meter ude, slipper jeg kuglen og ser på uret, hvis visere står på 7.00.

Fremme ved bukken, der er fire-fem år, mener Steven, at den kan være en potentiel bronzemedalje, hvilket jeg er enig i, forudsat vægten matcher opsatsens look. Men under alle omstændigheder en spøjs buk. Ingen tvivl om det.

Om aftenen vender Adam og jeg tilbage til Mains of Glamis for at se efter bukken med ekstra sprosser eller stænger.

Vi spotter den snart siddende i en hvedemark tæt på et levende hegn. Der er ingen tid at spilde, og vi sniger os snart af sted i retning mod bukken på modsatte side af hegnet, hvor den sidder.

Men inden vi efter cirka 200 meters gang går tværs gennem hegnet, rejser bukken sig, og uden ophold spurter den af sted mod en lille skov, hvor den snart går i gang med at esse.

Vi mener imidlertid, at det vil være umuligt at komme på skudhold af den der og lader den derfor være i fred og kører videre.

Fra asfaltvejen spotter vi snart en ældre buk i en skovkant omkring 500 meter borte, men da vi ikke har en jordisk chance for at komme på skudhold af den, fortsætter vi til Warren i nærheden af Adams hus i den østlige udkant af parkskoven til Glamis Castle.

Adam forklarer, at han kun om aftenen har spottet en stor buk i vinterhveden mellem hans hus og parkskovens østlige del.

Hans ide er, at vi skal vente på, at den kommer ud, og 20,30 sætter vi os i et markhjørne med udsigt ud over vinterhveden og skovbrynet, hvorfra bukken ventes at ville arrivere.

Klokken 21.05 kommer en rå ud på vinterhveden. Mørket sænker sig hastigt. Klokken 20,15 ser Adam bukken komme ud i vinterhveden.

Jeg lægger riflen på plads i skydestokken. I sigtekikkerten ser jeg bukken gå frem imod os, og da den omkring 70 meter ude vender højre bredside til og stopper op, trykker jeg 21,20 på aftrækkeren og ser bukken kollapse.

Da vi kort efter når frem til den, konstaterer vi, at opsatsen er kraftig, og rosenkransene mega. Ingen af os er i tvivl om, at den er en medaljebuk. Adam mener sølvmedalje. Jeg behøver vist ikke at uddybe, at vi begge er lige begejstrede.

Steven med bukken fra heden. Mens opsatsen var i bast, må bukken have siddet fast i et hegn, så den ene stang blev afvigende.

Anden jagtdag

Det er koldt om morgenen 23. april, og i den lille skov, hvortil bukken med den ekstra sprosse (eller stang) flygtede i aftes, spotter Steven og jeg en toårig buk og to råer.

På den anden side af skoven går en rå med to store lam fra året før ind på nethinden. Men vi får end ikke øreflippen at se af den sære buk, vi er ude efter.

På den fortsatte rundering i Mains of Glamis ser vi stort set intet råvildt, og kører derfor til Green Walk, en langstrakt skov med marker på tre sider. Heller ikke her får vi et øje at se, men i kanten af en lille skov i nærheden spotter vi en treårig fejet buk, og lidt senere ser vi i en anden skovkant en stor ældre buk, som endnu er i bast.

Adam og jeg kører samme dags aften atter ud til Mains of Glamis for at se efter den store sære buk, der nu har taget fusen på os nogle gange men ser kun to unge bukke.

Bukken fra heden med den knækkede stang.

Vi kører herefter omkring i området, men ser kun råer og unge bukke. Adam synes efter nogen tid derfor, at vi skal køre ud til Denoon Hill – heden.

Her spotter vi ret hurtigt 11 stykker råvildt. Da det begynder at mørkne, spotter vi i en lavning en ældre god buk sammen med en rå.

Vi beslutter os for at pyrsche til den i skjul bag gyvelbuske og kommer ind på en afstand af cirka 150 meter.

Mens jeg lægger riflen på plads i skydestokken, flygter bukken og råen på grund af en fremmed buk, der kommer ind på scenen fra højre.

Adam siger, at bukken der skal skydes, er den til venstre, og jeg trykker på aftrækkeren. Klokken er 21,20, og det er mørkt.

Han siger nu, at det er den forkerte buk, jeg har skudt, hvortil jeg svarer, at jeg skød den, han anviste mig til venstre.

Han forklarer, at retningen var rigtig nok, men den buk, jeg skulle have skudt, stod på tuen to-tre meter oven over den buk, jeg har skudt.

Vi iler nu hen til den buk, jeg har skudt, og ser, at den er en ældre afskudsbuk med én intakt stang og en stang, knækket et par centimeter oven over rosenkransen.

Adam er tilfreds med, at den er skudt, fordi den er en afskudsbuk, men gnider salt i såret ved at fastslå, at den buk, vi gik efter, og som skulle være skudt, givetvis var i medaljeklasse.

Surt show? Overhovedet ikke. Sådan er rigtig jagt, men hvis det ikke havde været mørkt, da jeg afgav skud, ville fejlen ikke være sket, mener jeg.

Steven ser fortvivlet ud over at være kørt fast, men vi fik snart hjælp af Adam, der trak bilen op på tør grund.

Tredje jagtdag

Denoon Hill – heden – hvor vi i forgårs morges havde spottet en god buk, er atter målet for Stevens og min morgenpyrsch 24. april.

I stedet for at vælge en angrebsvinkel fra skoven kører vi ud på heden og går nu i retning mod skoven.

Vi spotter en buk langt ude, og ved hjælp af sin spottingscoop fastslår Steven, at bukken er den, der snød os i forgårs.

Vi går nu tilbage, hvor vi kom fra og kommer derved i skjul bag en stor forhøjning, og ved først at rykke frem til fods for herefter at kravle 70-80 meter i lyngen når vi frem til et punkt, hvor afstanden til den intetanende buk er 130 meter.

Skuddet falder klokken 6.10, og om bukken er der at sige, at den en regulær seksender, fire-fem år gammel og en pæn buk, vel sagtens på omkring 100 point.

Steven går tilbage efter bilen, men har været borte i lang tid, da han kommer tilbage uden bilen og fortæller, at han er kørt fast i en lavning på vej herop.

På mobiltelefonen får han fat på Adam, og tre kvarter senere trækker han Stevens bil fri, så vi kan fortsætte til Glamis.

Adam er ikke i tvivl, da han henter mig til aftenpyrchen 24. april. Vi skal tilbage til Mains of Glamis for at se efter den buk med den ekstra sprosse, der er blevet en besættelse for os.

Vi når snart frem, og da vi kører på markvejen frem mod den lille skov for enden, ser vi et dyr sidde i hvedemarken 400 meter ude.

Vi kan se, at udlægget mellem stængerne er ringe, men først da bukken rejser og går ind i det levende hegn, ser vi på den ekstra sprosser eller stang, at bukken er den, vi er ude efter.

Da bukken forsvinder i hegnet, pyrscher vi nu langs det i retning af, hvor bukken forsvandt. Da vi har tilbagelagt omkring 150 meter, går vi gennem hegnet for at se, om bukken skulle stå på vintersædmarken på den anden side af det, men da det ikke er tilfældet, går vi ned på knæ og kryber cirka 20 meter ud i hvedemarken, hvor bukken havde stået kort forinden, og sætter os ned.

Cirka 150 meter ude ser vi inde i hegnet spejlet af bukken. Jeg lægger riflen op i skydestokken for at være klar til at skyde, når den vender bredsiden til, men uden varsel går bukken nu tilbage til vinterhveden, og straks den får øje på os siddende i marken, løber den frem imod os, vel sagtens fordi den anser os for at være en buk, der skal jages bort fra dens territorium.

Adam hvisker: ”Skyd i krydset, når bukken standser”. Det gør den 90 meter ude. Jeg skyder, og bukken kollapser.

Vi iler hen til den, og kan næsten ikke tro vores egne øjne, for opsatsen er en mega dobbeltkopf med to ekstra stænger, hvoraf den venstre er udformet som gaffel med pæn rosenkrans, og den på højre stang er kortere og rager lidt op ad.

I sandhed et sjældent trofæ. Adam vurderer alderen til otte år, og der er ingen tvivl: Den er en guldmedalje.

Den tredje buk var mere porøs, end vi troede, og den blev derfor en bronzemedalje med 114,88 CIC-point.

Det regner, da Steven henter mig klokken 5.00, og ved godt 6-tiden spotter vi på en græsmark op til Green Walk en ældre buk og en rå.

Vi drejer fra på en grusvej mellem marken og skoven, som vi tager for givet, dyrene er kommet fra og parkerer bilen for at fortsætte til fods til et punkt, hvorfra vi håber, at jeg kan sætte en kugle til bukken.

Bukken kommer pludselig frem på marken, så den kan se os for herefter at sive bagud. Vi fortsætter forsigtigt ad grusvejen og spotter snart en rå inde mellem træerne i skoven og lader den sive uden at forstyrre den.

Da vi efter nogen tid fortsætter og har gået et halvt hundrede meter, udbryder Steven: ”Der er bukken”.

Jeg ser en tyk hals og en stor fejet opsats bagved et træ 100 meter ude og skyder den på halsen, men stor er forundringen, da vi når frem til bukken, for den er ikke den ældre buk, vi så ude på marken, men en treårig ”fybuk”, der ikke skulle have været skudt.

Den ældre buk må være forsvundet ind i skoven, og vi formoder, at den buk jeg skød, må have stået her hele tiden, men at have skudt den for at være den ældre buk, er mit ansvar.

Den regelmæssige seksender, som jeg skød på heden efter at den først havde snydt os. Alderen er fire-fem år.

Det er mig, der trykkede på aftrækkeren, og de jægere, der påstår, at de aldrig har taget fejl, skudt ved siden af eller sat en dårlig kugle, har jeg meget lidt tiltro til. Ingen træer vokser nemlig ind i himlen.

Det er holdt op med at regne om eftermiddagen, men er blæst lidt op, da Adam 25. april henter mig klokken 18.00 til den sidste outhing i denne ombæring.

Adam får lyst til, at vi aflægger visit i Duck Wood, hvor jeg ikke tidligere har været. Godt 150 meter ude på en græsmark går der en stor buk og en rå.

Bukken er speciel, fordi den ene stang er bøjet ud til siden og splittet op i en lang gaffel, mens den anden stang har tre sprosser.

”Vil du skyde den”, spørger Adam? Jeg nikker, og klokken 19,30 sætter jeg en kugle til den spøjse buk, der bliver den ottende på denne tur.

Adam mener, at opsatsen qua høj vægt er en potentiel bronzemedalje. Alderen er fire-fem år, og da bukken er lagt op bag i firetrækkeren, kører vi tilbage til Strathmore Arms for at tage en drink, mens vi skruer filmen over denne min anden bukkejagt på Strathmore Estate tilbage.

Jeg vil nødig lyde overstadig. Men lidt rørstrømsk må det være tilladt at være efter at have nedlagt otte bukke på ni outhings, hvoraf én med sikkerhed er guldmedalje, en anden er sølvmedalje, og en tredje buk – nummer otte – ligger snert på en bronzemedalje.

Den otte år gamle buk fra Mains of Glamis havde ikke blot en, men to ekstra stænger, der er opstået på en beskadigelse af rosenstokkene, efter at den forrige opsats var kastet. Den er guldmedalje med 141,85 CIC-point.

Et flottere resultat kan ikke med rimelighed forventes ved bukkejagt, der som al anden trofæjagt i Guds frie natur er underkastet naturlovene, og selektiv afskydning af henholdsvis bukke forår og sommer og råer og lam i vinterhalvåret er det eneste værktøj, der benyttes til dels plejen af trofæer og dels i regulering af bestanden i forhold til bestandens størrelse.

Jeg er i det mindste dybt taknemmelig for at have jaget på dette prægtige sted for nu anden gang, og føler mig da også overbevist om, at jeg vil vende tilbage i foråret 2016.

Jeg kan i det mindste ikke få øje på et kvalificeret argument for ikke at skulle gøre det.

Aldrig så snart var bukken med de to ekstra stænger skudt, før en tilfreds Adam sendte en sms til Steven for at fortælle ham, at den unikke buk i Mains og Glamis var skudt.

 

Bukken fra Ducks Wood med 104,35 CIC-point blot 0,65 point fra bronzemedaljen. Abnormiteten skyldes beskadigelse, mens opsatsen var i bast.

Henning Kørvel ses her foran Glamis Castle med opsatserne fra de hidtil nedlagte syv bukke, før han tog på pyrsch den sidste aften, hvor han skød buk nummer otte med 104,35 CIC-point.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »