En grundig grunddressur er en afgørende forudsætning for en vellykket terræn- og jagtdressur

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Det egentlige mål med dressuren er at skabe den stamme, som den fremtidige terræn- og jagtdressur skal hvile på.

Den samarbejdsvillige og jagtglade hund skal være kronen på værket, men som tidligere nævnt, bliver den aldrig stærkere, end stammen kan bære. Det færdige resultat vil derfor afhænge af, hvor godt man formår at få hunden lært følgende:

at lystre sit navn

at reagere på ordene ja og nej

at komme på indkald

at stoppe på kommando (sitte eller dække)

at blive tilbage

at apportere

at søge i skov og krat

at modtage dirigering

at gå fri ved fod

Det er tilstrækkeligt at lære hunden tre ord, nemlig dens navn, og ordene ja og nej. Som vides taler mennesker og hunde ikke samme sprog. Derfor er det vigtigt, at vi gør os klart, at vi må være meget præcise, når vi henvender os til hunden.

Det første, en hvalp skal lære, er sit navn. Under dressuren er det helt afgørende,at hunden ved, hvad den hedder, og dens navn betyder, at den skal komme hen til den, som kalder. De fleste hunde, der opholder sig i hjemmet, har allerede lært dette, inden dressuren starter op.

Den unge jagthund skal desuden lære kommandoen sit og dæk og uden slinger i valsen stoppe, når kommandoen falder.

Ligeledes skal den lære at blive tilbage, indtil den får lov til at rejse sig. Først på kommandoen fri eller på indkald må den forlade det sted, hvor den blev pacificeret.

Den skal i øvrigt blive siddende eller liggende, uanset om føreren bevæger sig væk fra den og evt. forsvinder ud af syne. Kravet om ubetinget sit- eller dæklydighed er særdeles vigtigt for alle typer og racer.

Traditionelt er der dog forskel på, hvordan man stopper hunden. Nogle foretrækker dæk, andre finder, at det er en fordel kun at anvende kommandoen sit.

Når hunden er stoplydig, skal den lære at apportere en kastet dummy. Viser en hund sig, trods ihærdige og fantasifulde anstrengelser med forskellige apportemner, at mangle anlæg for spontan apportering, må man udskyde apporteringsdressuren, indtil hunden er mentalt rustet til at modtage en decideret lydighedsdressur. Dog skal det her nævnes, at mange opdrættere af stående hunde anbefaler, at apportering aldrig indlæres under leg. Ifølge deres erfaringer går vejen til en pålidelig apportør gennem disciplineret tvangsapportering.

En jagthund skal også vænnes til at opholde sig i skov og krat. Den skal være skovvant, ligesom den skal lære at søge i forskellige former for ufremkommeligt terræn.

For den apporterende hund gælder desuden, at den skal være glad og tryg ved at arbejde i vand. Den færdigdresserede apportør skal ligeledes kunne dirigeres på afstand, og skal i sidste ende kunne ledes til et vilkårligt punkt ved hjælp af kommandoer og signaler og først derefter begynde at søge og bruge næsen.

Alle jagthundetyper skal lære at gå ved ens side, ligesom spaniels og stående hunde kan dresseres til at sidde eller stoppe ved skud. I øvrigt det eneste punkt, hvor den første del af dressuren af spaniels og stående hunde kan afvige fra dressuren af retrievere.

Retrievere anvendes også på jagt, hvor der falder mange fugle og af indlysende årsager er det ikke hensigtsmæssigt, at den stopper hver gang, den hører et nyt skud. For søgende hunde som spaniels og stående hunde kan det dog være en fordel, at de lærer, at lyden af skud er ensbetydende med kommandoen stop.

Nøgleordet i jagthundedressuren er stille føring. Det er op til den enkelte jæger at afgøre, hvor mange signaler han ønsker at anvende under dressuren af sin hund. De fleste nøjes dog med et signal for hjemkald samt et signal for stop altså dæk eller sit.

Når det gælder dressur af stående og stødende hunde, kan man med fordel lære den at reagere på et vendesignal. På den måde kan man bremse hundens søg, når den når til grænsen af det område, der ønskes afsøgt. I reglen skal det kun anvendes i områder, hvor hunden mangler en naturlig grænse. Er der ikke et hegn eller et tydeligt markeret skel, vil et enkelt stød i fløjten kridte banen op.

Den mere erfarne hund vil da af sig selv vende ved det aftalte punkt, næste gang den møder grænsen, som f.eks. kan være et hjulspor eller risbunkens afslutning.

Naturligvis kan man lære hunden endnu flere kommandoer ved hjælp af fløjten, men det er ikke nødvendigt at gøre det mere kompliceret. De nævnte signaler er tilstrækkelige i langt de fleste situationer, selv om man skal være opmærksom på at anvendte områdefløjt under avanceret træning af retrievere.

Vigtigst er det at være konsekvent i sit brug af de signaler, man engang har besluttet at anvende, og som hunden forstår betydningen af.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »