En jagthund, der er så hårdmundet, at den ødelægger det vildt den apporterer, kan i bogstaveligste forstand være en stor mundfuld for selv den bedste hundetræner

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

De fleste jagthunde vil før eller siden behandle et stykke vildt på en måde, som vækker mistanke om hårdmundethed. Oftest er der en naturlig forklaring på, at der er gået hul i duen eller på, at vildtet virker klemt og skamferet.

Årsagen kan være, at vildtet ikke var dødskudt og at hunden da forsøgte at fange f.eks. den anskudte fasan under roebladene. Under jagten på fuglen kan det ske, at hunden river hul i skindet eller på anden måde skamferer vildtet.

I reglen er dette ikke noget, man bør bekymre sig om, og med mindre det samme gentager sig under de næste apporteringer, kan man tage det helt roligt. Omvendt er det vigtigt, at man konstant er på vagt over for tegn på hårdmundethed. Er tendensen under udvikling, skal problemet løses i opløbet, inden skavanken bliver vedvarende.

Under afprøvning af retrievere og spaniels er man meget opmærksomme på, hvordan vildtet ser ud efter afleveringen. Og selv om man i reglen lader tvivlen komme hunden til gode, slås der hårdt ned på den hund, som afleverer en fugl med f.eks. knuste ribben. Det afleverede vildt undersøges i bogstaveligste forstand til hudløshed. Føler dommeren sig overbevist om, at hunden har haft for hårdt fat i anden eller fasanen, er det farvel og tak.

Hårdmundethed ses i øvrigt ofte under prøver. Og lige så ofte hævder føreren, at han aldrig tidligere har været vidne til, at hunden på den måde har forgrebet sig på vildtet. Sandsynligvis er det i langt de fleste tilfælde også rigtigt. Stress er nemlig den hyppigste årsag til, at hunden pludselig begynder at tygge i vildtet, og under jagt og navnlig prøver er stressniveauet meget højt. Kun ganske sjældent fødes hunden som hårdmundet, selv om der af og til ses en psykisk ustabil hund, som klemmer vildtet til ukendelighed.

Forcering af træningen er ofte det, som fremkalder hundens stressoplevelse, og springer man for hurtigt fra de grundlæggende apporteringsøvelser til apportering af friskt vildt, fremelskes de uheldige tendenser med vildttyggeri. Alene derfor er det en god idé at tilrettelægge sin træning.

På træningsbanen er det forholdsvis enkelt at undersøge, om hunden er hårdmundet, hvis man gør det til en vane at undersøge vildtet før og efter apporteringen. På jagt skal man dog være forsigtig med straks at laste hunden, hvis vildtet er ødelagt, når det afleveres. Ofte sker det, at fuglevildt, som falder fra stor højde, bliver beskadiget. Ligesom en gren kan bremse faldet og give fuglen læsioner, som hunden er uforskyldt i.

Tilrettelæggelse kan forebygge hård mund

I forårsmånederne arbejdes der generelt hårdt på at få de grundlæggende færdigheder på plads. I sommer og sensommermånederne kan man koncentrere sig om at rette op på de småfejl, som de fleste oplever. Men mange er tilbøjelige til at starte op for sent.

Først i august begynder de på den mere grundlæggende og krævende del at træningen. Og nu er der pludselig et tidsmæsssigt pres, hvis hunden skal være færdig, inden jagten og prøvesæsonen for alvor tager fat. Vandarbejde, dirigering og apportering i krævende terræn indledes ofte længe, før hunden er parat til den denne del af træningen.

Hunden skal have fuld forståelse for de grundlæggende apporteringsøvelser, inden man kaster sig over den mere krævende del af dressuren. På dressurbanerne ses hvert år desperate og ofte meget højtråbende jægere og hundesportsfolk, som med al tydelighed viser, at de er kommet for sent i gang. Forholdet mellem hund og fører er anspændt, og i skyggen af den dårlige stemning klækkes den dårlige vildtbehandling.

Husk på, at både apportering og aflevering skal foregå i en positiv ånd. Derfor siger det sig selv, at skarpe kommandoer, som den meget anvendte hold fast, opfattes alt andet end positivt.

Udtrykket anvendes ofte, når hunden begynder at vende emnet eller gøre antydning til at gnaske. Men eftersom det er en ufravigelig grundregel, at der ikke skal skændes på hunden, når den er på vej tilbage med apportemnet, skal problemet ikke løses med kommandoer og skabelse af en negativ stemning, da den negative ånd er roden til problemets opståen.

Sendes hunden ud efter en anskudt fugl, bør den som hovedregel også være levende, når den bringes. Er selv lettere anskudt vildt altid dødt ved afleveringen, bør man være opmærksom og undersøge vildtet for bid og tyggeskader. Omvendt sker det ofte, at vildtet forender under returneringen. Selv når det er en hund med blød mund, som bærer det hjem til føreren.

Hjertelig modtagelse giver blød mund

Ligeledes er det vigtigt, at man er bevidst om sin fremtoning. Hunden skal i bogstaveligste forstand mødes med åbne arme. Desværre er føreren, som allerede har oplevet dårlig vildtbehandling, ofte tilbøjelig til at møde hunden med en truende attitude.

For at komme problemet i forkøbet puster han sig op og nedstirrer hunden. Hunden oplever hjemkomsten alt andet end positivt. Den bliver nervøs og stresset, og dermed er der ikke langt til det lille nervøse klem, der kan gøre anden uspiselig.

En ung labrador, som jeg trænede, havde aldrig vist tegn på hårdmundethed, men under en af dens første jagter blev den sendt på en nem fasan, som var faldet i en lille stump brakmark. Hunden fandt hurtig fasanen og spurtede tilbage med fuglen, som den plejede. Men i bestræbelserne på at få et minde om dens første apportering sigtede jeg på den med en 600 mm. lang telelinse. Og få meter før mig klemte hunden fasanen, så ribbenene knagede.

Jeg blev naturligvis nervøs og holdt hunden tilbage resten af formiddagen. Over middag prøvede jeg igen, men situationen var den samme. Få meter før mig blev fuglen, denne gang en agerhøne, klemt. Jeg holdt en pause, indtil det gik op for mig, at problemet givetvis lå gemt i linsens store mørke rovdyrøje, som nedstirrede den. Hunden blev under træning vænnet til linsen og har ikke siden lavet samme nummer.

Eksemplet viser vigtigheden af den trygge og imødekommende attitude, når hunden vender hjem med byttet.

Frosne duer

Overgangen mellem dummy og vildt skal gribes rigtig an. Tidligere er kolde kaniner anbefalet. I mangel af kaniner kan der anvendes tamduer, der det meste af året er lette at anskaffe. Flere anvender dog frosne duer, som få timer før de første øvelser tøes op. Derved er de varme på ydersiden, mens kernen stadig er kold og hård. De frosne duer appellerer ikke i samme udstrækning til vildttyggeri, som de friske og bløde duer gør. Først når huden er helt dus med de frosne, kan den introduceres for friske og bløde duer.

                Anvendelsen af frosne duer har ligeledes den fordel, at de efter træningen kan nedfryses igen. Dermed kan de genbruges. Dette er ikke tilfældet når man anvender ikke-frossent vildt. Og da det i det lange løb er både dyrt og besværligt, er man mange steder tilbøjelige til at anvende duerne lidt længere end godt er. Desværre er det ofte i sådanne situationer, at den dårlige vildtbehandling begynder. En tilsavlet due, der har været kastet og apporteret adskillige gange, er ikke særlig lækker at apportere, og begynder hundens entusiasme at dale, er der ikke langt til den dårlige vildtbehandling. Hunden begynder da at nøle ved opsamlingen, og undervejs tilbage mod føreren skiftes der greb. Måske medfører det, at der går hul i duen, som efter de mange apporteringer kun hænger sammen i et stykke tyndt skind. Hvis hunden ikke allerede ved det, erfarer den nu, at der inde i duen er en krop af kød og blod. Dermed kan man risikere, at hunden efterfølgende begynder at punktere det vildt, der opsamles. Derfor er det vigtigt, at man anvender frisk og appetitligt vildt under apporteringsøvelserne.

                Skulle en hund under introduceringen til de frosne duer vise tegn på hårdmundethed, må man være forsigtig og evt. lade den apportere fra hånd i en periode. Dermed afdramatiseres det nye emne, ligesom det kan hjælpe at lade den bære duen, mens man går tur på græsplænen. Spyttes duen ud, siger man nej og giver den duen tilbage. Men omvendt skal man aldrig anvende kommandoen hold fast. I stedet skal man sikre sig, at forholdet mellem hund og fører fungerer. Evt. kan man give hunden en godbid, når den kommer hjem med emnet. De jægere, jeg har set anvende denne løsning, har formået at få en hund, som styrter hjem med apporten for at få afsluttet byttehandlen. Føreren får fuglen, og den modtager en godbid for veludført gerning. Hunden har slet ikke tid til at gnaske eller vende emnet i munden. Løsningen kan dog afstedkomme lidt for ivrig aflevering. Men det må man hen af vejen arbejde af.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »