Kasper T. Andersen, stifter af Jelling Jagtrejser og Danske Jagtrejsearrangører (DJA), runder et skarpt hjørne og ser her på fortid og fremtid. Ikke kun for Jelling Jagtrejser, men også for branchen 

Af Redaktionen. Foto: Jelling Jagrejser.dk

En af Jagtrejsebranchens store profiler, Kasper T. Andersen fylder d. 16. februar 60 år …

Dermed kan han snart se tilbage på 30 år i branchen, som udbyder af jagtrejser til de danske jægere.

Men meget er sket siden Jelling Jagtrejser, der har til huse i det midtjyske, slog dørene op og sendte de første jægere på jagt i udlandet med de store muligheder.

Netnatur.dk har sendt fem spørgsmål til den aktuelle fødselsår. Ikke kun relateret til den udvikling, som har kendetegnet jægernes rejseaktivitet. Men også spørgsmål om hvordan iværksætteren ser på den fremtid, der venter med nye udfordringer og helt nye muligheder.

Snart 60 år og snart et halvt liv i jagtrejsebranchen. Hvad er der sket med jægernes rejse-akviteter siden du gik i luften med Jelling Jagtrejser for snart 28 år siden?

Der er klart blevet mere eksotiske rejsemål – da jeg startede var Polen det absolut største rejsemål. I dag sender vi lige så mange jægere til Sydafrika som til Polen. Jeg føler mig overbevist om, at på trods af økonomiske kriser og lign. så er der kommet flere penge mellem folk til forbrug og egoistiske gøremål.

Kasper T. Andersen stiftede Jelling Jagtrejser i 1991. Bureauet opkaldte han efter sin fødeby Jelling

Jeg tror også, at det er blevet mere acceptabelt rundt om i de små hjem, at far eller mor har sin egen interesse, der skal gives plads til.

Det er også langt mere almindeligt, at kvinder går på jagt og at ægtepar rejser sammen på jagt. Her mener jeg, at de kke bare rejser sammen, hvor mor ligger i en solstol, mens far er på jagt, men at begge er aktive jægere.

Danske Jagtrejsearrangører (DJA) tog du tilløb til at starte. Kan du fortælle lidt om baggrunden for dette og hvor brancheforeningen DJA står den dag? Blev det den forening, som du håbede på?

En tanke jeg har haft i mange år …

Der skete det, at der udbrød en askesky fra en vulkan på Island, som lammede flytrafikken helt til Sydafrika.

Jeg havde gæster flere steder i verden, da det skete og syntes det var vigtigt, at vi som branche udtalte os ens og behandlede vores kunder ens. Det var den egentlige start.

I tillæg her til, synes jeg branchen trængte til en fælles profil, og en fælles holdning til jagtetiske og jagtpolitiske spørgsmål.

Endelig var og er jeg godt og grundig træt af alle de køkkenbordsbureauer, som tilsidesætter den almindelige jægers økonomiske sikkerhed ved at sælge rejser (pakkerejser) uden at være medlem af Rejsegarantifonden og være i besiddelse af et dansk CVR’nr, som betyder man betaler skat og moms af de ydelser, man sælger til tredjeperson.

“Det er min oplevelse, at DJA har haft en kæmpe betydning for sammenholdet, kammeratskabet vi ”konkur-kolleger” imellem.”

Jeg husker hvordan vi i branchen havde berøringsangst og næsten gik og kikkede ned i jorden, når vi deltog på messer og lign. Det er et overstået kapitel.

Så ja, jeg er afgjort stolt af, at have født det barn.

Jeg har ikke været så aktiv i DJA de senest 3-4 år, da jeg valgte at trække mig fra formandsposten, da vi flyttede vores butik til Østjysk Huntingcenter. Jeg synes i høj grad, at foreningen har vist sit værd og sin berettigelse.

Fra skolelærer til indehaver af rejsebureau! Hvordan har din baggrund i den danske folkeskole kunne anvendes i Jelling Jagtrejser? Har du nogensinde fortrudt dit karriereskift?

Alt jagtrejsesalg handler om at skabe og indfri forventninger. Man er som skolelæreren i formidlerens rolle og beder om den interesseredes opmærksomhed.

En ærlig og direkte dialog med kunden er det vigtigste. Kan man skabe et godt forhold til sine elever i skolen, kan man ikke undgå at lære dem noget. Kan man skabe gode kunderelationer, kan man ikke undgå at sælge dem noget!

Kasper T. Andersen med nedlagt gemse fra New Zealand. Jelling Jagtrejser sender gæster til det meste af verden, men kun til destinationer, som bureauets medarbejdere selv har besøgt

Det betyder ikke, at der ikke sidder folk rundt om i kongeriget, som synes at Jelling Jagtrejser ikke er ok. Ofte opstår evt. problemer fordi, der i enhver rejsegruppe er en leder, som tager sig af kommunikationen med de øvrige deltagere. Lederen får ikke altid kommunikeret virkeligheden videre til deltagerne.

60 år og et showrum med trofæer fra kælder til tag – og alligevel oplyser du, at din næste tur bliver efter en sneged i British Columbia. Bliver du aldrig mættet af jagt?

Hvis ikke man sætter sig nye mål i livet, så er man jo på vej baglæns.

Korrekt, at jeg har en del jagttrofæer. Jeg har gået på jagt på samtlige af klodens kontinenter og nedlagt en del forskellige arter og har i det hele taget ikke meget til gode i livet på den front.

“Jeg er en umættelig bukkejæger og elsker den sport. Jeg kunne ikke forstille mig et forår, hvor jeg ikke skulle jage buk.”

Jeg er mæt af andre jagtformer, men har bevaret passionen, når det gælder enkelte trofæer. Der er nogen jeg skal nå!

Korrekt er Mountain Goat (sneged red.) en af dem – i øvrigt et prægtigt dyr, et fantastisk smukt trofæ, som jeg vil glæde mig til at skulle jage.

Geden kræver god fysik og skal jages oppefra og nedefter, så jeg er gået i skarp træning allerede, selvom der er et halvt år til seancen skal realiseres. Det er jo også en del af det at holde sig i gang.

 

– Vores ture er ikke put and take-jagter, og man drikker ikke af langstilkede rødvinsglas i ødemarken, lyder det fra Kasper T. Andersen, Jelling Jagtrejser, som påpeger at eksempelvis vejrforholdene kan betyde, at der ikke udstedes garantier for at jægerne får de trofæer, de går efter,

Hvad er dit største ønske for det næste årti – både for dig selv, Jelling Jagtrejser og den branche som du og de mange danske rejseglade jægere er en del af?

Vi flyttede jo som bekendt tilbage til Kattrup Skovgård i Hovedgård, da den treenighed, som bestod af Labrador Cargo, Konservator Erling Mørch og Jelling Rejser betalte fælles husleje i Hedensted.

Erling Mørch og Labrador Cargo, ønskede af forskellige årsager ikke at fortsætte lejemålet og Jelling Rejser havde og har ikke økonomisk grundlag til at fortsætte det selv.

Nu er vi tilbage på vores skønne ejendom, vi har dejlige lokaler og en god stemning at opholde os i. Ønsket for de næste 10 år er vel at fortætte så længe det er sjovt.

Jeg har en datter i firmaet, som måske vil tage over og have mig med så længe jeg kan tygge smør, så jeg ser da fortrøstningsfuld på fremtiden så længe det er sjovt at have med at gøre.

Der er jo ingen tvivl om, at mange jægere via internettet, de social medier generelt, skruebrækkere i branchen og egne erfaring i stigende antal vil lave deres rejsearrangementer selv og tilsidesætte den service og knowhow og ikke mindst økonomiske sikkerhed, som et jagtrejsebureau kan tilbyde. Det vil branchen komme til at lide under i årene som kommer.

Jeg forudser måske nogle fusioner mellem nogle af de etablerede bureauer, da det er min klare opfattelse, at vi er for mange, der tilbyder de samme arrangementer.

Branchen skal nytænke.

“Jeg tror måske, at branchen skal tilbyde flere ”oprindelige arrangementer”, hvor jagten, kammeratskabet og eventyret er det væsentlige og de langstilkede glas, swimmingpoolen og femretters menuen er mindre væsentlig.”

%d bloggers like this: