C.J. McElroy stiftede i 1971 Safari Club International (SCI), verdens stærkeste jagtorganisation, hvor blandt andet præsidenten ulønnet bestrider posten for “kun” to år ad gangen, da man dermed ønsker at modvirke taburetklæberi  

Tekst: Henning Kørvel

C.J. McElroy går over i historien som en af de største jægere i verden. Han skød ikke blot over 300 toptrofæer, men stiftede i 1971 Safari Club International (SCI), som er blevet verdens stærkeste jagtorganisation, fordi blandt andet præsidenten (ulønnet) bestrider posten for to år ad gangen, hvilket modvirker taburetklæberi, og dampen holdes oppe. Bill Quimby fortæller om McElroy, som han var på jagt sammen med i Zambia i 1994.

Hvad der begynder pauvert, ender sommetider rigt. Og det gjorde det i hvert fald, da Bill Quimby, tidligere redaktør af Safari Magazine, i 1994 jagede i Zambia sammen med C.J. McElroy (1913-2002), der stiftede Safari Club International (SCI) for 50 år siden i 1971.

”McElroy havde et bookingagentur – McElroys Global Adventures – og han havde inviteret mig til at ledsage ham på inspektion af en jagtkoncession i Zambia”, fortæller Bill Quimby i ”The Weatherby” efter, at McEltoy i 1969 havde fået ”The Weatherby Hunting and Conservation Award”.

Sekskabet ankom til Lusaka Airport dagen efter det historiske valg i Sydafrika i 1994, hvor Nelson Mandela blev valgt til præsident.

”Men hverken McElroy eller hans mangeårige kompagnon, Darlene Rogers, var glade, fordi deres bagage stadig befandt sig i JFK Airport i New York, hvilket betød, at de indtil videre måtte tage til takke med det tøj, som, de havde på”.

Fordi det var for sent at køre til campen, overnattede de på the Pomlozi Hotel, hvor de mødte Henris forlovede, Riana.

Bilturen til Henris koncession i kanten af Kafue National Park næste morgen blev en udholdenhedstest.

Vejen var blevet belagt med asfalt mange år tidligere, men kun en lille del af asfalten var tilbage, og den var således vanskelig at køre på.

Huller, der var op til en fod dybe og tre-fire fod brede, dækkede vejbanen, og Henrik og de andre som på skift sad bag rattet, kørte derfor ude i rabatten.

”Da rabatten endte, svor Henri, at han tilbage på vejen ville forsøge at undgå de dybeste huller, men det lykkedes ikke altid for ham”.

John Love (til venstre), tidligere guvernør i Colorado, Roy Weatherby, C.J. McElroy og Ken Niles ses her ved ceremonien, hvor Mc Elroy fik udmærkelsen overrakt af John Love. (”The Weatherby”, Safari Press, 2008).

Sigtekorn af tandbørste

”Vi var derfor alle udmattede, da vi omsider ankom til Kafue National Park, for på grund af vejens tilstand havde turen taget dobbelt så lang tid”, skriver Quimby.

”Før bompasseren løftede bommen op, og lod os passere, kom en mand med friske grene, som han støvede Land Cruiseren af med”.

”Det holder tsetsefluerne væk”, grinede McElroy, mens Henri parkerede foran parklederens kontor.

Henris koncession var en stor parcel ved navn ”Mumbwa East”, som var under parklederens jurisdiktion. Henri gav ham en kande dieselolie som en venlig gestus.

Parklederen, en ung høflig og veltalende ung afrikaner, satte pris på gaven.

”Vi har ikke fuel til parkens køretøj, og jeg har derfor været nødt til at sende betjente ud på krybskyttepatrulje på cykel”, forklarede han.

”Vejen inde i nationalparken var mærkbart bedre end motorvejen. Landskabet ændrede også karakter, fordi de nu befandt sig i en miombo-skov”.

” Uden for parken var der kun få træer med undtagelse af nogle få aldrende baobab’s, som var for store til at blive fældet, og som sikkert brændte dårligt”.

”Cirka 20 minutter senere annoncerede Henrik, at vi nu var nået til hans jagtareal. Og da vi kom lidt længere frem, hang der en lille støvsky i luften, fordi en flok elefanter lige havde krydset vejen og sås mellem træer og grene”.  

”Efter at være drejet ind på en sidevej, der var tosporet, var vi tæt på campen”.

”Henri stoppede for at vise os et bestemt træ. Det lignede dog alle de andre træer i skoven, men var alligevel særligt”.

”Riana og jeg så en stor løve just ved det træ, da vi var på vej til Lusaka for at hente jer”, forklaredc han.

”En kvart mil længere fremme spottede vi en sabletyr, der stod i skyggen og kiggede på os, da vi kørte forbi. Kort efter krydsede en Chobe bushbuck over vejen”.

Bill Quimby (til højre) ses her ved sin mega løve sammen med McElroy, der selv havde skudt adskillige afrikanske løver. (”The Weatherby”, Safari Press, 2008).

Henri’s camp var indrettet på bredden af en sø. Da jeg så ud af vinduet, spottede jeg en reedbuck, som stod ude i søen og så op, da vi kørte forbi. Vi havde allerede set mere vildt på en halv time i Henri’s koncession, end vi havde set på hele vejen fra Lusaka og hertil”.

”Efter at være blevet indkvarteret gik vi til spisestuen, hvor Henri ventede på os. På snore hang der strimler af kød til biltong. Henri havde skudt en Cape bøffel tidligere i denne uge som mad til hans ansatte, og han syntes stolt over at have skudt den med en Model 70 .458 Winchester Magnum, som havde mistet sigtekornet. Jeg blev lidt skrækslagen, da han grinte af det”.

”Han sagde, at han ville skære et nyt sigtekorn af en tand fra warthog, men jeg foreslog ham, at han i stedet for brugte enden af en tandbørste”.

”Jeg foreslog ham desuden, at han lavede det i aften, fordi jeg ikke ville bryde mig om, at han skulle være backup med en riffel uden sigtekorn”.

Sidst på eftermiddagen tog Darlene, MacElroy, Henri og to trackere og jeg af sted i Land Cruiseren for at se koncessionen. Jeg havde medbragt min 7 millimeter Remington Magnum og  .416 Weatherby Magnum, som begge var anbragt i et våbenstativ bag i bilen. McElroy og Darlene sad i førerhuset sammen med Henri, Og jeg sad på ladet sammen med trackerne”

Zebra som bait

”Vi kørte langs søen en mil eller to for så at komme op på en højderyg. Vi passerede forbi nogle oribi og reedbuck såvel som en lille rudel vandbukke-hundyr. Den eneste lysning i skoven var en lang, gul stribe, som Henrik havde skabt ved afbrænding af græsset og kaldte for ”dambos”.

”Skoven bestod af 15-20 fod høje træer. Hvor Henri før vores ankomst havde brændt græsset af for at få en slags lysning, så vi en warthog og Lichtensteins hartebeest æde af det nye græs, der skød op mellem stubbene fra det afbrændte græs. Og lidt senere spottede vi gødning fra en bøffel”.

”Bøflerne tilbringer dagen inde i den tætte skov derovre, og de krydsede over vejen lige før solopgang”, sagde Henri.

”McElroy slog fast, at fordi han allerede havde skudt et eksemplar af alle de storvildtarter, der findes i Zambia, så havde han besluttet, at han ikke ville skyde noget på denne her tur. Og fordi jeg havde skudt en bøffel i Zimbabwe nogle år tidligere, behøvede jeg ikke at skyde endnu en, og vi kørte derfor videre”.

”Da vi kørte hen over en højderyg, stoppede Henri pludselig bilen. I dækaftrykket fra et køretøj spottede han spor af to store løver. McElroy fandt kort efter aftrykket af en løve, der havde rullet i støvet, og i fuld længde var den fire lange skridt”.

”Det er virkelig en ordentlig tamp, og den har hunnen med sig, bemærkede han.

”Løven, der havde lavet aftrykket, måtte have været 10-11 fod lang fra halespidsen til snudespidsen. Jeg havde set løver i cirkus og zoologiske haver, men havde aldrig jaget løver og havde derfor ikke forestillet mig, at de kunne være så store. Hvis dette her var en tegneserie, så måtte tegneren tydeliggøre, hvordan jeg følte øjeblikket med et eneste ord: Gulp”.

McElroy grinte: ”Du skyder denne her fyr, men først har du brug for bait”, sagde han.

Henri stoppede snart igen, fordi han havde fået øje på endnu en løvefod.

”Sporet er fra en anden hanløve, der er mindre end den, som vi lige har set aftryk af”, slog han fast.

”Da vi fortsatte, spottede vi en mindre gruppe zebra. Henri sagde, at jeg burde skyde den, der stod fri af flokken, og den løb kun nogle få meter efter at være ramt af to 175 grains Nosler Partition fra min 7 millimeter Remington Magnum”.

”Darlene ønskede at bruge skindet til en stol, og det var derfor hendes. Men hun havde tårer i øjnene, da hun og McElroy fulgtes med mig hen til den forendte zebraer. Hun havde aldrig set et skudt dyr før”.

”Efter at have fotograferet zebraen, kørte vi tilbage til campen, hvor mændene skindede den, og da det var gjort, kørte vi tilbage til det sted, hvor vi havde spottet sporene fra to løver”.

”Henri ønskede at hænge bait op i et træ på højdedraget, hvor han antog, at det ville tiltale de to hanløver. Efter at have udvalgt et træ, bakkede han Land Cruiseren hen til det, og trackerne hængte baitet op med benene strittende op i luften”.

”Vi hænger det op sådan, så hyæner ikke kan nå op til det, men løverne kan”, fastslog Henri.

”Både Henri og MacElroy havde begge baitet løver før, men da jeg ikke havde, tvivlede jeg i mit stille sind på, at løver kunne række så højt op”.

Fatalt forbiskud

”Cirka 30 yards fra baitet byggede trackerne en græsvold ved et termitbo, efter at vi først havde sikret os, at der var modvind til græsvolden fra baitet. Trackerne lavede desuden en sti fra vejen til græsvolden ved at fjerne grenstumper, og stien blev markeret med toiletpapir på grenene”.

”På grund af toiletpapiret på grenene, vil du kunne finde skjulet i mørke”, sagde McElroy. Der var ikke noget aspekt i jagt i Afrika, som han ikke havde forstand på.

”McElroy og Henri var optimistiske, da vi kom tilbage til campen den aften. Løven vil finde baitet i løbet af natten, og du vil skyde den, når det bliver lyst i morgen”, sagde McElroy. Jeg håbede, at han ville få ret.

”Det var først i juli, hvor det er vinter i Zambia, og det var koldt, da Henrik parkerede Land Cruiseren. Da vi stod uden for bilen, hørte vi en løve kalde, og det lød ganske som løven, der brøler ved starten på en MGM-film med den forskel, at her var der to løver, der brølede”.

”Den store hanløve kan ikke lide den unge han og prøver at jage den bort”, forklarede Henri.

”Jeg ladede min .416 med blødnæsede kugler. Henri tog sin .458 med det nye sigtekorn, lavet af tandbørsteskaft, satte en kugle i kammeret og lagde den op på skulderen med løbet pegende fremad, sådan som professionelle jægere i Østafrika bærer deres riffel. Trackeren, der ledsagede os, havde kun en hjemmelavet økse med sig. Vi havde kun gået nogle få meter ad stien, før vi hørte to løver, som brølede igen”.

”Vi nåede frem til græsvolden – skjulet, just som omgivelserne skiftede fra sort til gråt. Vi havde ikke hørt løver brøle i adskillige minutter. I mørket få lange skridt fra der, hvor vi stod, var der i det mindste en løve. Men der manglede noget. Vi havde sat en tripod op i aftes, men den var forsvundet”.

”I det samme så jeg en grå skygge vandre forbi baitet. Så hørte jeg, at kød blev revet fra baitet og falde ned på jorden”.

”Endelig så jeg løven og tog riflen op, men kunne ikke se noget som helst i sigtekikkerten. Panikken bredte sig. Løven ville gå væk igen uden at blive skudt. Jeg var overbevist, at en skarp skygge foran skjulet var løven, der bevægede sig langsomt. Jeg centrerede mig om skyggen i sigtekikkerten, men jeg kunne stadig ikke se trådkorset, og skød så”.

”Henri var en forstående mand, og han ønskede ikke, at jeg skulle vide, hvor skuffet og vred, han var. Han havde gjort sit job, og jeg fejlede”.

”Enhver skyder ved siden af. Hvis nogen fortæller det modsatte, så lyver han”, sagde McElroy, men hans ord hjalp mig ikke.

”Ingen sagde noget, da vi spiste frokost. Henri sagde dog, at hvis vi ikke havde skræmt løverne for meget, så ville de komme tilbage til baityet i aften. Og det var præcist, hvad der skete. Løvinden kom først til baitet, og få minutter senere ankom hanløven, og denne gang skød jeg ikke ved siden af”.

”Jeg tror ikke, at vi har set en større løve, bemærkede McElroy, der selv havde skudt flere løver. I sin bog ”McElroy Hunts Dangerous Game” fortæller han, at han på en dag skød to løver”.

”Shumba poro” (løven er død), råbte trackerne hele vejen tilbage til campen, og da vi ankom med den, ilede alle til for at se den. Og det blev fejret, at jeg havde skudt den, og det var overraskende for mig at se, McElroy åbne en øl”.

”I de over 20 år, som jeg havde kendt ham, var det første gang, jeg havde set ham drikke alkohol. Efter, at kraniet var kogt og renset næste morgen, opmålte McElroy det”.

”Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke satte trofæet i rekordbogen, fordi han ikke kunne se nogen konflikt i, at jeg var redaktør af SCI’s Record Book of Trophy Animals” og satte mit eget trofæ i bogen”.

”At være sammen med McElroy var en stor oplevelse for mig som Arizona deer hunter. Jeg husker stadig nogle af de fortællinger, som han diverterede med ved lejrbålet hver aften. Han spændte vidt, idet han havde jaget i Afrika cirka 70 gange”.

”Han fortalte også om jagt i Indien, Mongoliet, Pakistan. Afghanistan, Europa og Nord- og Sydamerika. Men sjovt nok talte han aldrig om den klub, som han havde oprettet”.

”For ham var ideen til verdens stærkeste jagtorganisation ikke så vigtig som hans egne jagtaktiviteter. Han kunne fortælle om den mindste detalje på hvert dyr, som han havde i rekordbogen, men huskede derimod ikke hvilket af Safari Club Internationals chapters, der først blev oprettet”.

McElroy fik sin waterbuck

”McElroy’s og Darlene’s mistede bagage ankom to dage, efter at jeg havde skudt løven. McElroy og særligt Darlene var glade for at have fået deres bagage, så de kunne skifte fra lånt til deres eget tøj”.

”Der skete ikke noget særligt på resten af safarien med undtagelse af, at McElroy annoncerede, at han ønskede at skyde en Crawshay defassa waterbuck, fordi han ikke havde skudt en sådan på alle sine tidligere safarier til Afrika”.

C.J. McElroy poserer her med sin  Crawshay defassa waterbuck, som han skød på over 300 yards. (”The Weatherby”, Safari Press, 2008).

”Jeg lånte McElroy min 7 millimeter Remington Magnum og skulle være observatør, da vi næste morgen kørte ud i terrænet”.

”Vi spottede adskillige vandbukke, men kun én var værd at gå efter, Jeg blev efterladt i Land Cruiseren, da McElroy og Henri indledte deres stalking”.

”Med min håndkikkert så jeg tyren flygte ind i skoven, og Henrik og McElroy fulgte efter. Cirka 20 minutter senere hørte jeg et single skud, hvorefter der blev roligt”.

”En time senere ankom de til Land Cruiseren og så begge skuffede ud. McElroy fortalte, at han havde skudt til vandbukken, men at den forsvandt i tæt tykning”.

”De havde fuldt foden over en lang distance, men havde ikke fundet blod. McElroy havde skudt ved siden af, og de så ikke vandbukken igen”.

”Vi så ikke nogen anden waterbuck i tre-fire dage, men kørte så til Kafue River for at se efter en puku til mig, men spottede en flok waterbucks. Tyren i flokken var god, og jeg blev tilbage ved bilen, mens Henri og McElroy og en af trackerne fulgte deres fod.

Cirka 20 minutter senere hørte jeg et skud, så endnu et og endnu et. Jeg kom til at tænke på det indianske ordsprog: One shot, one deer, two shots, maybe one deer, three shots, no deer”.

”Så lød der et fjerde skud, og jeg startede Land Cruiseren for at se efter mine ledsagere. Jeg fandt dem et sted på højdedraget, og de stod ved en waterbuck bull, og han forklarede, at han havde ramt tyren med hvert af de fire skud.

”Jeg har glemt den afstand, som McElroy skød sin waterbuck på, men Henri og jeg blev flere år senere enige i, at han havde skut den på over300 yards”.

”McElroy havde skudt godt med min riffel, hvilket jeg havde fortalt ham. McElroy takkede for komplimentet, men han var ikke imponeret. I sin karriere som storvildtjæger havde han flere gange skudt på længere afstande”.

”McElroy kunne have skudt mange andre vildtarter, idet der her fandtes både hartebeest, oribi, bush duiker, bushbuck, leopard, impala og warthog”.

”Vi spottede endda nogle få greater kudu og Sharpe grysbuck, men han var ikke interesseret i andet end den waterbuck, som han allerede havde skudt”.

To år senere returnerede McElroy og Darlene til Zambia for at besøge Henri i forretningsøjemed. Ifølge Henri kørte de rundt en eftermiddag for at finde en Chobe bushbuck uden at fonde en tyr, der var stor nok”.

”Få år senere returnerede de til Namibia for at besøge Etosha National Park, og de var i følgeskab med hans cardiologist og hendes mand. Så vidt jeg ved, var den waterbuck, som McElroy skød med min riffel det sidste stykke vildt, han skød”.

”Hans jagtkarriere begyndte i Denton i Texas, da han uden tilladelse lånte sin stedfars haglbøsse og skød en whiletail buck. Året var 1922. og han var 10 år gammel”.

”To år senere forlod han skolen og flygtede hjemmefra. Imellem hans første whitetail deer og vores safari til Zambia, havde han jaget på seks kontinenter og skudt over 300 rekordklassetrofæer. Jeg er stolt over at have delt camp med ham i Afrika”, slutter Bill Quimby.

C.J. McElroy poserer med nedlagt tiger på forsiden af sin bog, hvor han fortæller om jagt på farligt storvildt.

C.J. McElroy

Casper Johnny McElroy var født 9. juli 1913 i Denton, Texas, og han døde 88 år gammel i 2002. Han begyndte tidligt at gå på jagt og bruge fælder og nåede at være aktiv på jagtens stier i næsten 80 år.

På grund af stedfaren forlod McElroy sit hjem med en slagterkniv, som hans mor havde givet ham. Han var 13 år gammel, og han tjente til føden ved at plukke bomuld, tigge og sælge aviser.

Da han blev ældre, havde han forskellige jobs fra udsmider i dansehaller over tapetserer til bartender. Han arbejdede endda i et team, der byggede Parker Dam i Colorado River.

McElroy mødte sin første kone, Alvie på en bar i Californien, hvor de begge arbejdede. For deres fælles penge købte de, efter at de var blevet gift, baren.

Og med deres fortjeneste fra driften af den, købte de en ejendom nær California’s Big Bear Lake, hvor de byggede og solgte feriehuse.

De var blevet finansielt godt stillet, men efter det japanske angreb på Pearl Harbour solgte de deres firma, og McElroy meldte sig til U.S. Merchant Marines.

Ved krigens slutning var deres økonomiske ressourcer brugt op, og McElroy blev gulvlægger. Han købte snart firmaet og udviklede det til det største gulvlægningsfirma i Los Angeles.

McElroys liv ændrede sig radikalt, da han havde booket sin første safari til Afrika i 1960. Han vendte tilbage til Afrika over 70 gange. Hans besøg til Namibia sammen med sin kompagnon, Darlene Rogers blev det sidste før sin død.

Han jagede i Asien 33 gange, og han skød en verdensklasse Altai argali (Ovis ammon) og alle de vigtigste arter af andre argali, ibex, markhor og urials.

Da han fik overrakt The Weather Hunting and Conservation Award kun ni år efter hans første Afrikasafari, havde han skudt alle Nordamerikas big game vildtarter, hvoraf 22 havde kvalificeret sig til Boone & Crocketts Recordbook, tre grand slams og en samling af verdens usædvanlige vildtarter fra fem kontinenter, der inkluderede jaguar, isbjørn, sambar, tiger, bongo, giant eland, og mountain nyala.

Hans over 450 trofæer er nu udstillet på Safari Club Internationals Wildlife Museum på SCI’s hovedkvarter i Tucson, Arizona.

McElroy stiftede i 1971 the Los Angeles Safari Club og Safari Club International og få år senere the International Wildlife Foundation.

SCI – First For Hunters giver et stærkt signal om, hvad Safari Club International er for en organisation. Flere superlativer er ikke nødvendige.

Under hans ledelse blev SCI den mest indflydelsesrige organisation for jægere i verden. SCI og organisationens over 300 chapters på fem kontinenter har brugt millioner af kroner på vildtbeskyttelsesprojekter rundt om på kloden og er blevet den stærkeste stemme for beskyttelse af vildtet og beskyttelse af vores jagtarv, fordi præsidenten sidder på posten i to år, og taburetklæberi og pamperi således undgås. Her har Danmarks Jægerforbund noget at lære.

I år fejrer SCI således 50-års jubilæum, og da Nordisk Safari Klub med sognepræst J.D. Bitsch-Larsen og Finn Kristoffersen i spidsen stiftede det nordiske modstykke – Nordisk Safari Klub – året efter, at SCI var dannet, var de fremme i skoene.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »