Per Jacobsen, dansk jagtguide bosiddende i New Zealand, har ledt mange jagtgæster frem til deres livs hjort. Nu har han nedlagt, hvad han ikke er i tvivl om er hans livs hjort – jagten foregik endda på smadrede fødder

Af Michael Sand. Foto: Per Jacobsen

Mange danske jægere kender Per Jacobsen fra New Zealand. Det gælder ikke mindst læserne af Netnatur.

Gennem tiden har den danske guide ledt mange jagtgæster frem til deres livs hjort, men nu har han nedlagt, hvad han kalder sin egen livs hjort. Endda på et tidspunkt, hvor han ikke var forberedt på mødet  OVERHOVEDET.

Det fortæller han i en lydfil sendt til Netnatur … ( se tilføjelse til lydfil nederst i artikel)

 

Den flotte hjort er nedlagt på hans eget jagtområde i Kaikoura og hjorten er nedlagt på Free Range – altså er den skudt uden for et jagthegn, som ellers er et kendetegnet for de største hjorte, der hjemtages fra øgruppen på den anden side.

Per Jacobsen fortæller, at han spottede hjorten på cirka 80 meters afstand, da han opholdte sig i sit jagtområde, for at slappe af.

– Jeg løb tilbage med smadrede fødder efter en operation for fire uger siden, hentede min riffel, tog ladegreb og nåede at skyde et skud stående med hjorten, der var i løb. Jeg missede!

– Holdt herefter cirka 20 cm foran mit første skud og i allersidste millisekund, hvor hjorten var synlig, skød jeg.

– Der efterfulgte et stort “dump” fra min .300 win mag, fortæller Per Jacobsen, som dermed vidste, hvad klokken var slået. Han havde nedlagt sit livs hjort …

Endda på eget jagtrevir, som han oplyser, har en helt særlig betydning for danskeren og hans familie …

Per Jacobsen, der er udover at være en populær jagtguide, også er en dygtig fotograf, beklager, at han kun havde medbragt sin mobiltelefon, da han blot var taget op til sit jagtrevir for at slappe af efter en større operation. Han var ikke forberedt på mødet med sit livs hjort og efter skuddet oplevede han noget, som han aldrig har prøvet før: 
– Mine ben blev helt løse under mig. Jeg kunne slet ikke stå op. Tænk sig at jeg skulle opleve det (Bukkefeber red.) efter så mange år – både som jæger og jagtguide. 

 

TILFØJELSE

Jamen Revve, som er min kammerats søn, er 5 år gammel og var med på jagten. Vi var taget ud tidligt for at jage, men efter min dobbelt tå-operation, var jeg mildest talt ikke god på benene. Så jeg sagde til kammeraterne, at de bare skulel tage ned i dalen, da vinden var på vej op ad og det ville være perfekt, og så ville Reeve og jeg hente dem i bunden af dalen.

Efter en time sad jeg og kiggede lige i den modsatte dal (vi sad på en højedryg), da Reeve kommer grædende hen til mig, da han var faldet og slået sit knæ.

Jeg trøster ham, men kan godt se det eneste, der virker, er hans far.

Jeg spørger ham om vi skal køre ned og hente ham, og han siger ja, det skal vi.

Jeg humper derfor hen til vores grej, hvor min riffel også lå.

Jeg stopper tre meter før, står og kigger ud og dette fantastisk land, og skal lige til at samle alt op, da jeg hører noget tungt komme løbende på min venstre side. Det var vildbassen!

2 Sekunder havde jeg til at dømme, om det var et trofæ, jeg skulle forsøge mig på. Efter at dømme størrelsen af dyret, var to sekunder alt jeg skulle bruge!

Jeg nærmest springer i et sammensurium af smerte i mine fødder ned til riflen, smider en kugle i kammeret, skuldrer, og skyder først gang. Miss! Anden gang var den der!

Hvis ikke Reeve havde slået sit knæ, så var jeg aldrig gået tilbage og havde fortsat set mod den anden dal.

Jeg gav 5 årige Reeve det tomme hylster som jeg brugte til at skyde hjorten med, og den lille knægt blevet solgt til et liv som jæger!

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »