Danskerne elsker DOF’s ØrneTV, som nu igen sender direkte billeder fra landets vel nok mest kendte og elskede haveørnerede. Tusindvis af natur-glade danskere kommer helt tæt på landets største rovfugl og får store oplevelser med vilde danske havørne

Af Uffe Rasmussen, dof.dk

Danskerne elsker at følge de vilde havørne i DOF’s ØrneTV direkte og helt tæt på, når landets største rovfugl flyver meterlange grene ind i deres to meter brede rede, lægger æg for åben skærm og forsigtigt fodrer de dunede unger.

I 2017 fik www.ØrneTV.dk knap en million besøg af havørne-fans, som fulgte med i mange timers direkte sending fra reden fra februar til september.

Nu sender DOF’s ØrneTV igen direkte og gør det muligt for alle at få en ellers utilgængelig oplevelse fra den danske natur hjemme i stuen. Og det er godt for både natur-interesserede danskere og for ørne i Danmark.

Det er en kæmpe glæde at dele denne fantastiske rovfugl med så mange. Mange støtter os i, at vi skal passe på vores største rovfugl, når de med egne øjne kan se havørnenes spændende, rørende og fascinerende familieliv, siger Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn, der følger og overvåger bestanden af danske ørne.

Han har selv været med til at sætte DOF’s kamera op ved havørnereden, der ligger i 16 meters højde i et træ i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på det sydligste Lolland.

Bedre oplevelse med nyt kamera

Det er vanskeligt at sende direkte fra den danske vildmark, hvor der ikke lige er indlagt strøm til kamera og til tider kan være svagt internetsignal til at sende billederne til danskerne.

Men det lykkes alligevel, og i år kan de mange tusinde seere få en endnu bedre oplevelse end i de sidste fem år, ØrneTV har sendt.

Vi har opgraderet kameraet takket være Nordea-fonden, som støtter projektet. Derfor får de mange ørnefans endnu skarpere billede og kan komme endnu tættere på havørnenes utrolige familieliv i den kæmpestore rede, siger Kim Skelmose.

DOF’s ØrneTV er finansieret af Nordea-fonden i DOF-projektet Fugle Overalt.

VIDEO: Se videoer fra tidligere sæsoner af ØrneTV

Kontakt:

Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn tlf. 27 73 40 70 gestaltskelmose@gmail.com

Uffe Rasmussen, om ØrneTV, brug af video og fotos
Uffe.rasmussen@dof.dk

ØrneTV fakta

  • Det er sjette år i træk, DOF sender direkte fra vilde havørnes familie-liv.
  • Sort skærm kan forekomme i perioder, hvis de udfordrende forhold i naturen gør det svært at sende.
  • DOF’s ØrneTV er finansieret af Nordea-fonden i DOF-projektet Fugle Overalt.
  • Havørne-parrets rede ligger i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.
  • Havørnene har brug for ro, så der er dannet en beskyttelseszone omkring reden, hvor der er lukket for offentlig adgang i yngleperioden fra 1. februar – 31. juli.
  • Man kan være heldig at se fuglene på afstand flyve til og fra redeområdet.
  • Du kan se dem på egen hånd eller på guidede ture i reservatet. Find ture og vejledning i færdsel i reservatet hos Fugleværnsfonden.
  • Havørnen er Europas største rovfugl med et vingefang på op mod 2,4 meter og en vægt på op mod syv kilo.
  • Hunnen er den største af de to køn.
  • Begge fugle ruger på æggene i ca. 45 dage.
  • Havørne får typisk to unger i et kuld, men af og til ses hele tre unger.

LÆS OGSÅ: Havørnen – den flyvende dør