Formand for frivillig hjortelaug anser det nye forslag fra Den Nationale Hjortevildtgruppe som “markant bedre end den nuværende lovgivning” …

Af: Ole Holm, Formand for det frivillige hjortelaug, Kronhjorte.dk, jæger, skovejer og jagtlejer

Vi har, i Kronhjorte.dk regi, med interesse fulgt den seneste tids debat omkring fremtidens hjortevildtforvaltning.

Vi har herunder også, med glæde, læst de forskellige indlæg fra Egon Bennetsen, der ud over en livslang praktisk erfaring med fritlevende hjortevildt, er baseret på vildtbiologiske, faktuelle forhold og logiske ræsonnementer. En argumentationsform som ellers ikke har været fremherskende i debatten, som nærmere bærer præg af subjektive holdninger, tendentiøse antagelser og følelsesmæssige udbrud.

LÆS OGSÅ: Den nationale hjortevildtgruppe skyder ved siden af målet

Uagtet niveauet for debatten, må man dog glædes over det store engagement der er for vores fritlevende bestand af hjortevildt og dermed interesse for den fremadrettede forvaltning.

Egon Bennetsen forsøger i sit seneste indlæg her på siden, at påvise manglerne i det nuværende forslag fra Den Nationale Hjortevildtgruppe målt op mod Vildtforvaltningsrådets målsætninger. Idet Bennetsen gentagne gange i sin argumentation henviser til de opnåede resultater hos kronhjorte.dk, tillader vi os at frembringe vore synspunkter på emnet.

Bennetsens konklusion er vi, som sådan, enige i, men er dog af den opfattelse at det nuværende forslag er markant bedre end den nuværende lovgivning. Dermed også sagt, at implementeres det nuværende forslag i sin helhed vil vi nå et skridt nærmere de opstillede mål. Begrundelsen for dette synspunkt, vil vi forsøge at argumentere for herunder:

Spørgsmålet er “hvilke og hvor mange”, fremfor “af hvem, hvornår og hvor henne”.

I sin helt banale enkelthed, er der formentlig enighed om, at vejen til en hjort på 8 år eller ældre, går via en hjortekalv, som ikke afgår ved døden i sine første 8 leveår.

Der er formentlig også enighed om, at den største “dødsårsag” for de trofæbærende hjorte, er det menneskelige udtag – afskydningen. Med andre ord: Vi kan som mennesker/jægere selv afgøre, hvor gamle vore hjorte skal være inden de tages ud af bestanden.

DCE rapporten “Bæredygtig kronvildtforvaltning” påviser via afskydningsdata, at andelen af “ældre hjorte” er markant højere i området omkring Oksbøl end i bestanden på Djursland.

Ud over forskellen i biotoperne ved henholdsvis Oksbøl og på Djursland, så adskiller områderne sig markant ved den gennemførte forvaltning og i særdeleshed den gennemførte afskydning.

I Oksbølområdet har der i en lang årrække været en stærk reduceret afskydning af trofæbærende hjorte pba. et kvotesystem dikteret af den lokale lodsejer, Staten.

Kronvildt2

På Djursland har alene jagttiden reguleret forvaltningen og selve afskydningen har været præget af anarki, hvor de enkelte lodsejere/jagtlejere har kunnet gennemføre egen afskydningsplan uden hensyn til områdets øvrige afskydningsplaner.

Hvorvidt analysens resultater kan bruges til at konkludere på landets øvrige kronvildtbestande, er i denne sammenhæng underordnet. Det interessante er, at analysen viser, at en lokal kronvildtbestand kan “designes” præcist som vi ønsker det, blot der er en fælles målsætning og en konsekvent forvaltningsplan som understøtter denne.

Med en målsætning om flere OG ældre hjorte skal en sådan forvaltningsplan (og i høj grad afskydningsplan) sikre, at vi producerer flere handyr end vi tager ud af bestanden.

Hvis vi over en længere årrække lykkes med dette, vil bestanden over tid indeholde flere handyr og disse vil i gennemsnit blive ældre. Dette er biologisk og matematisk fakta.

Sikres samtidigt et udtag af hundyr på niveau med produktionen eller større, vil handyrene ikke bare i absolutte tal, som også som relativ andel blive større.

Forvaltningsmæssigt er de afgørende spørgsmål hvilke og hvor mange dyr, der udtages. Hvem der skal udtage disse dyr, hvor det skal foregå og hvornår på året det skal foregå, er alene spørgsmål som relaterer sig til jægernes interne forhold, og er i forvaltningsmæssigt perspektiv sekundært.

Desværre har debatten indtil nu primært været præget af synspunkter der relaterer sig til fordelingen jægere imellem.

I relation til en ny forvaltningsmodel bliver vi nødt til at forholde os til begge aspekter – altså:

1) Hvilke og hvor mange dyr der skal udtages og herefter 2) Af hvem, hvor og hvornår dette skal gøres.

Jagttid som forvaltningsværktøj

Som tidligere anført må en forvaltningsplan tage udgangspunkt i en målsætning for bestanden, og allerede her ligger kimen til megen splid og uenighed.

Alene ønsket om en fælles målsætning fratager suverænitet fra den enkelte lodsejer/jagtlejer. En konsekvent forvaltnings- og afskydningsplan fratager yderligere suverænintet og vil ganske givet stille nogle lodsejere/jagtlejere dårligere end i dag – i hvert fald, hvis man måler jagt- og hjortevildtglæde i antal nedlagte dyr eller antal trofæ’er.

Der er dog ingen vej uden om en adfærdsændring fra os alle, såfremt vi ønsker at bevæge os fra den nuværende anarkistiske forvaltning, til en forvaltning som rent faktisk kan understøtte bestanden og de målsætninger det samlede samfund har til denne. Vi må altså alle give lidt for at få del i meget!

En måde at regulere udtaget af dyr er ved at regulere adfærden blandt jægere via jagttiden.

Historisk har jagttidsreguleringer vist sig at have ringe indvirkning (Sunde og Asferg, DCE rapport :”How does harvest size vary with hunting season lenght”).

I det nye udspil er jagttiden på trofæbærende hjorte dog reduceret meget markant, samtidig med at jagttiden er flyttet i forhold til jagttiden på hinder og kalve.

Samlet set kan kombinationen af kort jagttid og adfærdsændring (ingen trofæbærende hjorte på bevægelsesjagter) formentlig sikre et lavere udtag af trofæbærende hjorte.

Bennetsen argumenterer for at den valgte jagttid, midt i brunstperioden, gør det nemmere at nedlægge hjorte, og at effekten derfor udebliver.

Dette argument underbygges med hjortenes adfærd i brunsten, hvor disse til dels er nemmere at finde (pga. brøl), men også bevæger sig i større områder (de hjorte som ikke er store/stærke/gamle nok til at deltage i den egentlig brunst). Dette er sandt, og derfor er det afgørende et klart defineret mål for hvilke og hvor mange dyr der udtages.

Dette forvaltningsmæssige spørgsmål forsøger den fremlagte strategi at håndtere via et kvotesystem, hvor der kun udtages en hjort pr. ejendom (eller pr. påbegyndt 100 ha.).

Kombinationen af en kortere jagttid og en kvote vil kunne påvirke hvor mange hjorte der skydes, og igen er det afgørende ikke hvornår hjortene skydes, men hvor mange der skydes.

Hvis man skal finde en fordelingsmæssig fordel ved jagttiden i brunstperioden, kan denne findes i hjortenes biologi, og det faktum at de under brunsten bevæger sig over store områder (de mindre, yngre hjorte som ikke har styrke/alder til at deltage i den egentlig brunst).

På denne måde får de mere sekundære revirer mulighed for at nedlægge trofæbærende hjort, og DJ forsvarer dermed deres målsætning om “mest mulig jagt”.

Modargumentet vil være, at det netop er de unge/mellemaldrende hjorte som nedlægges på de sekundære revirer, og det netop er disse dyr man forsøger at skåne.

Korrekt, men hvis det blot sikres, at der SAMLET ikke udtages flere handyr end der produceres i bestanden, er der dog ikke sket den store skade ved, at der udtages et mindre antal unge/mellemaldrende hjorte. Det er dog afgørende at man i lovgivningen både forholder sig til forvaltningen og fordelingen – altså jagttiden kombineres med en kvote – såfremt den ønskede effekt skal opnås.

Bennetsen argumenterer for, at såvel forvaltning som fordeling kan løses ved at placere hjortenes jagttid fra november og frem, idet man har haft stor succes med dette i Thy.

I denne sammenhæng vil jeg blot bemærke, at en meget stor andel af det samlede skovareal i Thy er statsejet, og dette har dermed været underlagt samme forvaltningsplan/afskydningsplan som Oksbøl-området.

Da Oksbølområdet i DCE-rapportens analyseperiode har været underlagt jagttid fra 1/9 til 31/1, tillader jeg mig derfor at postulere, at den konsekvente afskydningsplan har større andel i Thy’s nuværende hjortebestand end den egentlig jagttid i Thy. Igen: Det er ikke afgørende hvornår, men derimod hvor mange dyr der udtages.

Erfaringerne fra Kronhjorte.dk

Konkret i området omkring Hovborg/Vorbasse har vi i de forgange 10 år forsøgt at forvalte vor lokale bestand via frivillige aftaler.

Disse har i en lang periode været baseret på “sprossefredninger” med de ulemper som i sagens natur følger af, at antal sprosser ikke er nogen entydig indikator for hjortens alder.

Omvendt har sprossefredningen den åbenbare fordel, at den er umiddelbar anvendelige for alle og at den er relativ objektiv.

I de senere år har vi forsøgt, at bevæge os fra sprossefredning og mod en mere aldersorienteret afskydning af de trofæbærende hjorte.

Konkret har dette medført en generel accept af, at afskydning af hjorte er selektionsjagt, hvorved dette primært gennemføres i brunstperioden (som anstand fremfor et tilfældighedsprincip på bevægelsesjagt).

Når brunstperioden er afsluttet rettes fokus på hundyr og kalve, og langt de fleste steder er der ikke frigivet hjorte på parolen ved bevægelsesjagterne.

Konsekvensen af dette er selvsagt, at en stor del af de hjorte som nedlægges i vores område, nedlægges i de første 5-7 uger af jagttiden.

Dette giver ikke i sig selv en bedre aldersmæssig afskydning, men kombineret med et frivilligt kvotesystem forsøger vi at “producere flere handyr end vi udtager” og dermed opnå flere og ældre handyr over tid.

At vi, som Bennetsen rigtigt antager, ikke har en stor andel ældre hjorte, er således ikke relateret til jagttiden, men mere til hvilke og hvor mange hjorte vi har udtaget i perioden.

Vi har i de forgange 10 år fokuseret på hvilke hjorte der udtages (via frivillige sprossefredninger) fremfor hvor mange hjorte der udtages. Dette har givet os en højere gennemsnitsalder og større trofæer – men vi er stadig langt fra målet om 1 ældre hjort pr. 20 hinder. I det hele taget langt fra et større antal hjorte over 8 år…

Netop de ældre hjorte, og dermed aldersbestemmelsen – på såvel døde som levende dyr – er hele humlen.

Bennetsens argumenterer for reduceret udtag af mellemaldrende hjorte. Vi kan kun være enige.

Bennetsen argumenterer for, at mellemaldrende hjorte ikke alene kan identificeres via antal sprosser. Vi kan kun være enige.

Udfordringen er, at kun ganske få jægere kan, som Egon Bennetsen, aldersbestemme en trofæbærende hjort, mens den er i live. Netop denne udfordring vedrører stort set os alle, og stiller os overfor et ultimativt krav: Vi skal blive bedre til vores jægermæssige håndværk.

Bliver vi gode til dette, kan vi også forholde os til hvor mange og hvilke dyr der skal udtages i en forvaltningsmæssig sammenhæng. Det kræver blot, at vi forvalter på bestandsniveau fremfor på ejendomsniveau.

Bestandsforvaltning fremfor arealforvaltning

I Kronhjorte.dk regi er vi tidligere blevet taget til indtægt for ønsker om tvangslaug etc. Dette er ikke korrekt! Vi er som udgangspunkt ikke fokuserede på den konkrete model, men har et stærkt ønske om at hjortevildtforvaltning anerkendes som en fælles indsats mod et fælles mål – altså bestandsforvaltning fremfor arealforvaltning.

Hvis vi anderkender dette, kan vi få præcist den hjortevildtbestand, vi ønsker, alternativt må vi acceptere anarkiets resultat.

Vi mener, det nuværende forslag indeholder små elementer af bestandsforvaltning og dermed forholder sig til spørgsmålene om, hvor mange og hvilke dyr der udtages (primært hvor mange).

Fordelingsmæssigt er alle sikret mulighed for at deltage, men jagtglæde skal fremover måles i kvalitet frem for kvantitet – et paradigmeskifte vi finder konstruktivt.

Som følge af dette, mener vi det fremsatte forslag er bedre end den eksisterende lovgivning. Vi mener dog også at forslaget rummer mange muligheder for forbedringer – både på forvaltningsniveau og på fordelingsniveau.

Forbedringer som vi håber en samlet jægerstab, over tid, vil tage ansvaret for. Det kræver blot, at vi alle vil give lidt for at få en del af meget mere.

Knæk og bræk til Jer alle

Ole Holm

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »