Der er ligheder, men også afgørende forskelle på hund og menneske, når det drejer sig om tillæring og brug af erfaringer 

Af Michael Sand 

DEN TOBENEDE HUND

Mennesket har fire ting, vi kan forholde os til, når vi står overfor en opgave, der skal løses. Hunden har kun to. I første artikel blev der set nærmere på hundens brug af instinkter

Læs: Den tobenede hund

Hunden er ikke kun styret af dens instinkter.

I det store hele vil hunden blot prøve sig frem. Den efterligner måske andre hunde, og på den måde lærer den efterhånden, hvad der er hensigtsmæssig adfærd, og hvad der ikke er.

Hvis hvalpen skal forstå sammenhængen mellem sin adfærd og omgivelsernes reaktion, må den arbejde med et begrænset antal sammenhænge. Derfor indhøster den sine erfaringer ud fra det, dens sanser er optaget af. Ikke andet.

Hvalpen er fra første time i skarp konkurrence med sine søskende, og den kan ikke som barnet ligge på ryggen og daske til ranglerne, alt imens den funderer over, hvordan livet er skruet sammen.

 

Hvalpen er indrettet til at leve i nuet. Det er den umiddelbare belønning eller afstraffelse, som hvalpen må tilpasse sig. Den er kun programmeret til at forstå, hvordan tingene fungerer – ikke hvorfor.

Støder hunden under jagten efter en kat ind i et overset elektrisk hegn, vil det ofte være katten – og ikke hegnet – den forbinder med smerten. Ganske simpelt fordi hundens opmærksomhed var rettet mod katten.

Man kan sammenligne hundens opfattelse af verden med lyskeglen fra en lommelygte.

Det, som ligger uden for denne snævre “sansekegle”, inddrager hunden ikke i sine konklusioner. Til gengæld har den et forbavsende godt overblik over det belyste. Og takket være hundens veludviklede sanser, står selv de mindste detaljer knivskarpt i dens hukommelse.

Når jeg således tager haglbøssen ud af skabet, ved mine hunde godt, hvad der er i vente. De følger mig spændt – opsat på at en jagttur er forestående.

Når jeg iklæder mig det samme jagttøj, men tager riflen ud af skabet, er reaktionen mere afventende.

Naturligvis er hunden ikke i stand til at skelne mellem haglbøsse og riffel. Ej heller om det er sæson for det ene eller andet.

Årsagen er snarere den, at hunden har adgang til en række informationer, som vi ikke har.

For os at se består forskellen i haglbøsse og riffel. Men for hunden er der tale om en verden af forskelle.

Hundens fantastiske evne til at tolke vores mimik, gør den i stand til at se, om vi har besluttet os for, om den skal med eller ej. Ubevidst undgår vi måske at give den falske forhåbninger.

Dertil kommer, at lugtesansen er hundens primære sans. Både syn og hørelse er kun støttesanser. Og vores sindsstemning udløser muligvis en kemisk reaktion, der opfattes.

Hunden forstår måske ikke den kemiske duftafsondring alene, men den kan huske den fra de øvrige gange, hvor den blev ladt alene hjemme.

Lugt, lyd og billeder giver den en forventning om, hvad der er i vente. Ud fra disse indtryk reagerer den, som den plejer.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »