Den danske ulvedebattør Erik Poulsen undrer sig over, at en skadet ulv – optaget på videokamera i foråret 2020 – tilsyneladende forbigås i aktuel statusrapport over alle danske ulve
Pressemeddelelse af Erik Poulsen, journalist og kontaktperson til netværket ‘Ulvens Naboer – Folk, dyr og natur’
Når forskerne bag den nationale ulveovervågning hvert kvartal udsender en statusrapport om ulvene i Danmark, er der hver gang for hvert enkelt kendt ulveindivid en detaljeret gennemgang af nye observationer og en vurdering af ulvens status.
For eksempel hvor den opholder sig, og om der er særlige forhold, der gør sig gældende.
I specielle tilfælde udsender ulveforskerne også pressemeddelelser i de mellemliggende perioder, hvis de har afgørende nyt om en af ulvene i Danmark.
Det skete således den 9. april sidste år, hvor den nationale ulveovervågning kunne fortælle, at en af hvalpene fra Stråsø-koblets 2019-kobbel haltede slemt, fordi den ”efter alt at dømme har brækket det venstre forben”.
Den alvorlige skade blev selvsagt også grundigt omtalt i de tre statusrapporter fra årets første ni måneder.
Her blev det hver gang oplyst, at forskerne vurderede, at ulven trods støtte på kun tre ben nok skulle klare sig, og at den ikke så udmagret ud.
LÆS også: SKADET ULV
Det vækker derfor opsigt, at den halte ulv stort set ikke er omtalt i den statusrapport for 4. kvartal, som den nationale ulveovervågning offentliggjorde den 4. marts.
LÆS OGSÅ: HVOR MANGE ULVE ER DER NU I DANMARK?
I afsnittet om den aktuelle, individuelle status for danskfødte ulve omtales således kun ulvens fem søskende. Vel at mærke uden bemærkninger om, hvorfor kuldets sjette og sidste ulv er udeladt.
Den opmærksomme læser finder den kun nævnt i en samlet oversigt over de 27 ulve-individer, der er registreret på dansk jord de seneste ni år. Altså på niveau med for eksempel Thy-ulven, der blev fundet død i efteråret 2012.
I skemaet har den halte hunulv, GW1470f, hidtil været omtalt som ”Levende, senest set i DK”.
I den nye rapport er status ændret til ”Ukendt, senest set i DK*”. Noten, som stjernen henviser til, giver dog ikke yderligere informationer, idet noten primært handler om den hvalp fra Stråsø-koblets 2017-kuld, som man aldrig fandt dna fra.
Den rungende tavshed i statusrapporten har fornyet rygterne om den halte ulv i lokalsamfundet, hvor både bekymring for den skadede ulvs adfærd og tilstand samt mistanke om myndighedernes bortregulering af det lidende dyr har floreret.
Det mest sandsynlige er formentligt, at GW1470f har haft så svært ved at klare sig på egen hånd, efterhånden som koblets øvrige hvalpe er udvandret fra Stråsø-reviret, at den er omkommet af sult, men det giver statusrapporten ingen identifikationer om.
Her står som nævnt blot, at ulvens status er ukendt, og at der ikke er fundet dna fra den siden november 2019. Den vestjyske hunulv er dog ifølge tidligere rapporter set halte helt frem til midten af tredje kvartal 2020; altså august sidste år.
Uanset om ulven siden blot er forsvundet, formodes død af naturlige årsager eller er bortreguleret af for eksempel dyrevelfærdsmæssige årsager, så er det lidt af et mysterium, hvorfor forskerne pludseligt helt undlader at kommentere den halte ulvs status.
Ikke mindst på et tidspunkt hvor forskerne selv gentagne gange uden anden dokumentation end ”personlige samtaler med danske jægere” påstår, at ni ulve er bortreguleret på ulovlig vis.